Chr. Søndergaard (redaktør)

Chr. Søndergaard, Christen Jensen Christensen Søndergaard, 17.1.1860-20.2.1933, redaktør. Født i Sondrup ved Odder, død i Vejle, begravet sst. Navneforandring 5.2 1894. S. var udgået fra et levende, interesseret gårdmandshjem i Hads hrd. hvis minder og landskabelige skønheder han til sine dages ende med lyst fordybede sig i. Hjemmet var præget af den Bjørnbakske bevægelse (Lars Bjørnbak) der dog aldrig fik tag i S. Han følte sig derimod stærkt præget af den påvirkning der udgik fra Testrup højskole. 1877 kom han på Gedved seminarium hvor en af hans kammerater var J. C. Christensen, og tog 1880 skolelærereksamen. 1880–83 var han hjælpelærer i Stautrup, 1883–88 lærer ved Gedved seminarium og blev 1888 redaktionssekretær ved Horsens Folkeblad hvor den ungt Emil Bojsen var redaktør. Bojsen skabte røre om sig og holdt af at virke ude i landskabet, mens det mere politisk-bladlige arbejde tilfaldt redaktionssekretæren der da også skrev af hjertens lyst – så godt at landstingsmand Thomas Nielsen (1838–95) blev opmærksom på ham og 1892 fik ham til redaktør af Vejle Amts Folkeblad. Da S. kom dertil stod egnens venstre delt, og byen havde to venstreblade, men det varede ikke længe inden der kun blev plads for ét. Det var i første række den politiske interesse der fik S. ind i bladvirksomhed. Han var ung i en tid da de politiske bølger gik højt. I barndomsdagene tog faderen ofte drengen med til de store møder. S. har dannet skole i dansk journalistik med den korte, knappe artikel hvor langhalmen skubbedes til side. Et forbillede for ham var redaktør Olav Thommesen ved Verdens Gang. I en lang række år var S. plaget af en alvorlig gigtsygdom der tvang ham til at holde sig uger eller måneder i sengen. Hans stærke viljekraft og under alle forhold ukuelige humør holdt ham oppe. Senere kom andre alvorlige sygdomme; men også da viste det sig til alles overraskelse at han rejste sig igen og tog fat på det uundværlige arbejde. Han kunne ligge lænket til sygelejet i måneder og alligevel skrive. Han var stærkt selvkritisk, men hans kritiske sans gav sig også udslag udadtil. Til tider følte han trang til at sige sit parti en af de sandheder som intet parti tager skade af at høre. Det var ikke hans sag at følge partiet i tykt og tyndt. I så vigtige sager som grundlovsændringen 1915, salget af De vestindiske øer og grænsespørgsmålet ved genforeningen 1920 tog han sine egne standpunkter. Men den frihed han forlangte for sig selv, og som han nok skulle vide at hævde, kunne han også give andre. Politisk fremhævede han idelig sammenholdets betydning i øvrigt og var, trods alt, mest forligets mand. Allerede omkring århundredskiftet søgte han at bane vej for en sammenslutning mellem det moderate venstre og venstrereformpartiet, og den linje fulgte han siden. Overordentlig alsidig var han som journalist, den ildnende artikel og den bidende satire mestrede han lige godt. Pædagogen i ham fik afløb i små moraliserende artikler som han daglig skrev under mærket "Vejlenser". Han var en omhyggelig og flittig søger mellem dansk og udenlandsk litteratur, dertil ungdomsskolers og ungdomsopdrageres såvel som kirkens og menighedsarbejdets årvågne ven-, en utrættelig fremdrager af historiske minder. Han var sikkert i mange år den mest skrivende redaktør i landet. Vel også derfor afslog han konsekvent alle offentlige hverv; det var hans opfattelse at en redaktør, når han lod sin røst høre i døgnets drøftelser, burde stå som en fri mand til alle sider.