Chr. S. Dahl, Christian Smith Dahl, 29.9.1875-11.9.1955, grosserer. Født på Frbg, død på Bispebj. hosp., Kbh., begravet Søborg pr. Gilleleje. Efter at være blevet student fra Sorø 1893 begyndte D. som lager- og senere kontorlærling i faderens og farbroderens firma, "Brødrene Dahl", en grossistforretning for vand- og gasinstallationsartikler. 1895-97 fortsatte han sin handelsmæssige uddannelse i store tyske, engelske og franske industricentre hvorefter han igen blev ansat i familiefirmaet. 1901 optoges han sammen med sin ældre broder Wilhelm Smith Dahl (født 6.7.1868, død 25.1.1917) som medindehaver af virksomheden, og de to brødre overtog den helt 1906. Under deres ledelse tog firmaets vækst yderligere fart idet de forstod at drage fordel af den stærke udvikling der i de første 20-30 år af århundredet foregik inden for sanitetsbranchen som følge af de hygiejniske fremskridt. Hele forretningsordenen blev lagt om, og nye afdelinger blev inddraget under firmaets virkefelt, således først og fremmest en afdeling for sanitetsartikler, ligesom forretningen på opvarmningsområdet udvidedes meget stærkt i takt med udviklingen af central- og fjernvarmesystemernes udvikling. Efterhånden som firmaet voksede oprettedes filialer eller kontorer i flere danske provinsbyer, bl.a. Århus 1911, Odense 1919 og Nykøbing F. 1928. Sidstnævnte år udvidedes firmaet desuden ved overtagelse af det største konkurrerende firma i branchen Ohlsen og Ahlmann A/S. I de samme år foregik en stigende eksportvirksomhed, især til de øvrige nordiske lande hvilket førte til stiftelse af datterselskaber i Sverige og Norge 1916 og 1917 ligesom der i 1923 oprettedes salgskontorer i Finland, og firmaet blev efterhånden det største i Norden i sin branche.

I denne ekspansion var D. ledende idet broderen allerede døde 1917, men han havde god støtte i sine prokurister O. L. Olsen (1875-1953) og O. V. Rosenquist (1880-1929) der i øvrigt 1919 blev optaget som kompagnoner i firmaet. Han havde evne til at knytte dygtige folk til sit firma, og var i øvrigt i besiddelse af et fortrinligt forretningstalent og en personlig charme der ofte løste mange vanskeligheder. Firmaet omdannedes 1934 til et aktieselskab med D. som bestyrelsesformand og direktør. Den sidstnævnte post forlod han dog et par år senere idet han 1936 trak sig tilbage fra selskabets aktive ledelse for at følge sin gamle drøm om at blive landmand. Han tilbragte den sidste snes år af sit liv på hovedgården Valnæs på Falster som han havde erhvervet 1934 og førte den frem til at blive et mønsterlandbrug.

I 1920erne beklædte D. en række tillidshverv inden for sin branche. Således valgtes han 1922 til medlem af Grosserer-Societetets komité hvis 1. viceformand han var 1923-30. Derudover var han i en årrække formand for Fællesudvalget for Danmarks jern-, metal-, rør- og maskinbrancheforeninger samt medlem af statens eksportkreditudvalg.

Familie

Forældre: grosserer N. S. D. (1840-1916) og Nanna M. J. Kramp (1843-1917). -3.11.1900 i Kbh. (Jesusk.) med Gerda Christensen, født 18.7.1881 på Cathrinedal, Stege købstads sg., død 8.3.1972 på Valnæsgård, Valse, Falster, d. af proprietær Arnold William Emil C. (1847-1934) og Doris Elisabeth Fléron (1846-1935).

Udnævnelser

R. 1924. DM. 1928.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 15.7.1933 og 1.1.1936. - Carl Bratli: Brødrene D. 1867-1917, 1917. Gennem hygiejne til sundhed og velvære, 1942 (jubilæumsskrift). Politiken 28.9.1950.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig