Chr. V. Christensen, Christian Vilhelm Christensen, 11.4.1886-17.1.1964, direktør for Den kongelige porcelainsfabrik. Født i Kbh. (Garn.), død i Kbh., begravet sst. (Vestre). C. var udgået fra Det kgl. vajsenhus og videre uddannet på Købmandsskolens aftenskole. 1901-04 var han i handelslære hos Paritz Gottschalck i Kbh., derefter ansat hos Sthyr & Kjær 1904-06 og hos Bing & Grøndahl 1906-08. Sidstnævnte år. bosatte han sig i Paris hvor han 1908-18 havde ansættelse hos G. Rouard, et firma der fremstiller og forhandler luksusporcelæn og keramiske skulpturer, 1914-18 som kunstnerisk og merkantil direktør. 1918-30 var C. merkantil direktør for den berømte guldsmede- og kunsthåndværkerforretning R. Laliqué & Cie. 1930 kaldtes han hjem for at overtage ledelsen af Den kgl. Porcelainsfabrik og fajancefabrikken Aluminia hvis administrerende direktør han derefter ved Frederik Dalgas' afgang var fra 1931-59. Med sin merkantile uddannelse forenede C. udpræget kunstsans. Samtidig med at han værnede om de kunstneriske traditioner der er knyttet til Den kgl. Porcelainsfabrik førte han dem videre ad nye baner. For at fæstne og udbygge fabrikkens økonomiske basis fortsatte han Dalgas' arbejde for fremstillingen af det daglige brugsporcelæn og teknisk porcelæn. Særlig på disse områder kom fabrikkens virksomhed under C.s ledelse i levende vækst og i pagt med tidens krav; men en betydelig rolle spillede det også at fabrikkerne i hans regie forstærkede deres internationale position som formidlere af en speciel "danish design". C. sad i bestyrelsen for Det danske kunstindustrimuseum og for Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for den keramiske industri, ligesom han var medlem af Dansk Købestævnes komité for kunstindustri og af Industrirådet.

Familie

Forældre: detailhandler og vognmand Jesper Jensen C. (1856-93) og Dagmar Emilie Christine Ebbesen (1866-1950). Gift 16.9.1910 med Else Sachs, født 9.8.1886 i Kbh. (Pauls), død 29.9.1963 på Skt. Lukas stiftelsen, Hellerup, d. af grosserer Martin Julius S. (1853-1904) og Auguste Henriette Hohagen (1859-1901).

Udnævnelser

R. 1936. DM. 1948. K.2 1954.

Ikonografi

Litografi af Aksel Jørgensen, 1946. Foto.

Bibliografi

Børsen 20.1.1964. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig