Christen Lyst Hansen

Christen Lyst Hansen, 24.5.1898-28.4.1973, politiassistent. Født i Rudkøbing, død i Kbh. (Blegdamshosp.), urne på Bispebjerg kgd. L.H. var efter endt skoleuddannelse en kort tid beskæftiget ved landbruget, men kom 1913 i lære som smed og maskinarbejder, hvorefter han som udlært arbejdede ved faget i seks år. 1923 blev han ansat som politibetjent i Kbh.s politi med tjeneste på station 3 hvor han i de følgende år hovedsagelig forrettede færdsels- og patruljetjeneste. Efter forfremmelse til overbetjent 1940 gjorde han i et par år tjeneste ved station 6 indtil han 1945 som politiassistent af 2. grad vendte tilbage til station 3 hvor han det følgende år blev politiassistent af 1. grad. Når bortses fra et enkelt år ved udrykningstjenesten virkede han på denne station i en snes år som vagthavende ved ordenspolitiet, indtil han på grund af alder tog sin afsked med udgangen af 1965. - Under krigen kom L.H. tidligt ind i illegalt arbejde i modstandsgruppen De frie danske. Allerede i efteråret 1942 var han som en af de første politimænd i seks uger anholdt af tyskerne og indsat i Vestre fængsel. Han fortsatte dog arbejdet i modstandsbevægelsen og var herunder i sommeren 1944 med til at etablere et samarbejde mellem militærets og politiets modstandsgrupper, for hvilke der blev udarbejdet en alarmeringsplan som gjorde det muligt at sammenkalde styrken på henved 1200 mand i løbet af to timer. L.H. - der under tyskernes aktion mod politiet som tjenestefri havde undgået internering - blev påny anholdt 26.10. og indsat i Vestre fængsel. Alarmeringsplanen faldt herved i Gestapos hænder, men da han havde sløret den som et regnskab for en grundejerforening, opdagede tyskerne aldrig sammenhængen. Sammen med fem andre modstandsfolk blev han 11.11. overført til Shellhuset hvis loftsetage herved blev taget i brug som fængsel, idet tyskerne regnede med således at være garderet mod luftangreb. Om morgenen 21.3.1945 blev han ført ned i gården for at blive flyttet til Frøslevlejren, men transporten blev udsat, og det var derfor en tilfældighed at han endnu sad i sin enecelle, da engelske bombemaskiner kl. 11 indledte deres længe forberedte luftangreb på Shellhuset. Mens huset svajede og gennemrystedes af eksplosionerne fra de første bomber og kalkstøv gjorde det næsten umuligt at se noget, greb han i desperation cellens massive skammel, og med den som rambuk lykkedes det ham ret let at slå så stort et hul i dørens overraskende spinkle materialer at han kunne kravle ud. På gangen stod en ældre tysk SS-vagtmand helt paralyseret af rædsel. L.H. forlangte at få nøglerne til de øvrige celler, men til trods for at han ruskede tyskeren, sansede denne intet, hvorfor L.H. selv tog nøglerne fra hans lommer. Han gik derefter koldblodigt fra celle til celle og låste medfangerne ud. Kun måtte han opgive at nå de sidste fem celler, da et bombehul i gulvet hindrede adgang hertil. Han førte roligt medfangerne ned i gården og ud i friheden ad den trappe som han kendte fra tidligere på dagen. Trappen blev umiddelbart efter bortsprængt. Ved denne modige indsats lykkedes det ham at redde mere end en snes medfanger, heriblandt de to medlemmer af frihedsrådet, Mogens Fog og Aage Schoch. Efter tilskyndelse fra frihedsrådet tilbragte L.H. den sidste del af krigen i Sverige.