Christian 8.

Christian 8., Christian Frederik, 18.9.1786-20.1.1848, konge. Christian kom til i afgørende situationer at have indflydelse på den udvikling, der i 1800-tallet førte til sprængningen af den dansk-norsk-tyske helstat og til enevældens undergang. Hans evner og personlige forudsætninger gav ham gode muligheder for at gribe ind i denne udvikling. Indtil nu er navnlig hans norske indsats blevet behandlet indgående af norske historikere og af hans danske biograf, Axel Linvald. Bidragene til belysning af Christians virke som dansk prins og konge er mere spredte. Det var ikke egenskaber arvet fra faderen der satte Christian i stand til at placere sig i den politiske udvikling. Arveprins Frederik er vurderet lavt af eftertidens historieskrivning, og ved hoffet var den opfattelse udbredt at Christians far var arveprinsens adjudant, Frederik v. Blücher (1760-1806). Arveprinsen tog aldrig notits af snakken, og hans blivende påvirkning af sønnen blev dennes omhyggelige opdragelse. Dygtige lærere gav Christian kundskaber og vakte hans mangfoldige interesser for naturen og de humane fag. Omkring arveprinsens hof samledes en kreds af kunstnere og videnskabsmænd, som fik betydning for Christians udvikling og lagde grunden til den brede humane dannelse der blev hans væsens særkende.

Hjemmets bevidste danskhed gav ham betingelser for at forstå det nye åndsliv som voksede frem i hans ungdomstid. Et fordelagtigt udseende og sikkerhed i optræden, selskabelige talenter, sans for musik og dans havde han fået i vuggegave, og disse fortrin udvikledes til fuldkommenhed. Han blev en kræsen livskunstner og en ypperlig amatør i vurderingen af kunst, litteratur og videnskab. Hans tilbøjelighed til livsnydelse med sans for bordets glæder og smukke kvinders selskab og hans ydre elegance og selvsikre optræden kunne let opfattes som udtryk for overfladiskhed og behagesyge. Disse træk hos ham forenedes imidlertid med en aldrig afmattet flid. Han arbejdede pligtopfyldende med sine opgaver og holdt sine medarbejdere fuldt beskæftiget. J.P. Trap har bemærket at Christian arbejdede mere end nogen anden dansk konge havde gjort.

Efter tidens skik udnævntes Christian allerede 1797 til oberst og 1802 til generalmajor. 1803 blev han konfirmeret og fulgte samme år faderen på en baderejse til Nordtyskland med et besøg hos moderens familie i Mecklenburg. Her traf han kusinen, Charlotte Frederikke, og da han kom igen det følgende år, deklareredes forlovelsen. Arveprinsen og kronprinsen havde overvejet det hensigtsmæssige i at Christian ægtede kronprinsens datter, Caroline, og de sympatiserede ikke med Christians valg. Ægteskabet blev hektisk og endte i en katastrofe der kom til at præge prinsens ungdom dybt. Prinsessens bekendtskab med komponisten Du Puy gjorde ægteskabet umuligt og blev den ydre anledning til dets opløsning 1810, til dels under håndfast medvirken af Frederik VI. I de følgende år udfoldede prinsen sig i selskabslivet og dyrkede sine mineralogiske, litterære og kunstneriske interesser. 1809 tiltrådte han stillingen som præses for kunstakademiet og intensiverede sin indsats for at støtte kunsten i Danmark. Hans regnskaber aflægger vidnesbyrd om en omfattende mæcenvirksomhed med støtte til akademielever, indkøb af værker af både ældre og yngre kunstnere, udsættelse af præmier m.m. Efter tronbestigelsen 1839 kom partikulærkassen i. et vist omfang til at finansiere den kunststøtte, Christian ivrigt fortsatte. På sine rejser besøgte han samtidens kunstneratelierer og omgikkes danske kunstnere og videnskabsmænd som opholdt sig i det fremmede. Hans virksomme interesse for malere og billedhuggere, hans deltagelse i forhandlingerne om Thorvaldsens store arbejder til Christiansborg Slot og Frue Kirke og hans omsorg for tidens store digtere berettiger utvivlsomt J.N. Madvigs bemærkning om, at enevælden skabte Danmarks berømmelse for liberal fremme af kunst og videnskab.

Forholdet mellem Christian og Frederik VI var svingende og ikke hjerteligt, måske som et resultat af den gamle modsætning mellem arveprinsen og regenten, skærpet af Frederik VI's skepsis over for fætterens spillende begavelse og ydre sikkerhed. Følgen var, at Christian blev uden politisk indflydelse og kun betroedes mindre militære opgaver som han varetog uden synderligt talent. Han forblev hele livet "civil" i tankegang og levevis. Med bekymring så han på Frederik VI's franske alliance, og 1810, efter afgørelsen af det svenske tronfølgervalg, gjorde han sig til talsmand for en kursændring i den dansk-norske udenrigspolitik. Hans analyse af situationen havde svagheder, men konklusionen var klar: Danmarks og Frankrigs interesser var uforenelige. Kongen overhørte henvendelsen, men prinsens oppositionelle anskuelser blev ikke skjult for samtiden. Januar 1813 søgte Christian på ny at gøre sin indflydelse gældende. Han appellerede til kongen om at søge fred med England, afgive en neutralitetserklæring og om nødvendigt "gøre fælles sag med alle øvrige europæiske magter". Denne gang reagerede Frederik VI og lagde nu op til en fredsslutning med England. I fortsættelse af disse skridt ligger udnævnelsen af Christian til statholder i Norge.

Prinsens interesse for Norge var af ældre dato. Hans mineralogiske interesser havde bragt ham i forbindelse med norske videnskabsmænd og bjergværksfolk. 1806 havde han efterfulgt faderen som præsident for det norske videnskabsselskab i Trondhjem. Det gav ham forbindelse bl.a. med selskabets virksomme vicepræsident, biskop P.O. Bugge, og som præsident bragte han 1811 i Selskabet for Norges vel Frederik VI takken for oprettelsen af universitetet i Kristiania. Et nært venskab forbandt Christian med den norske forretningsmand og embedsmand Carsten Ankér som vel var den nærmeste ven, han nogen sinde fik. Anker forsømte ingen lejlighed til at foreholde ham de store tjenester han kunne yde Norge, og Christian anmodede to gange i foråret 1811 og på ny året efter til kongens tydelige irritation om at blive sendt til Norge. Ønsket om at bevare statsforbindelsen mellem rigerne har længe været anset som hovedmotivet til Frederik VI's meningsændring og Christians udnævnelse til statholder april 1813. Axel Linvalds studier har imidlertid sandsynliggjort, at kongens håb om fred med England fik ham til at tro, at faren for tabet af Norge var drevet over. Christian skulle i Norge gennemføre den nye, engelskorienterede politik, mens den hidtidige statholder Frederik af Hessen med sine militære evner behøvedes ved sydgrænsen. Af Christians hemmelige instruks fremgår desuden at et vigtigt formål med udnævnelsen var at modvirke de svenske planer med Norge.

For Norge blev Christians udnævnelse et vendepunkt på landets vej mod politisk frihed og selvstændighed, men Christians indflydelse på denne udvikling har været omstridt. Han er blevet opfattet blot som et redskab for den norske folkevilje hvis muligheder han endda svækkede med sin uforstand, men den seneste norske fremstilling (Knut Myklands) tegner et mere nuanceret billede. Christian karakteriseres som en af de store statsmænd på Norges trone, og der påvises en vel overvejet linie i hans politik der dog måtte skifte med de hurtigt skiftende vilkår i udviklingens enkelte faser. Som i en senere periode af Christians liv gælder det for hans norske indsats at den først får mening, når den ses som resultat af hans bestræbelse på i alle situationer at sikre det, han havde fået ansvaret for. Hans virke i Norge må endvidere beskrives ud fra det faktum at han reelt var den ledende politiker og centrum for den politiske energi i Norge, fra han steg i land 21.5.1813, til han forlod landet 17 måneder senere.

Udenrigspolitisk arbejdede Christian fra begyndelsen på en anden linie end kongen og fastholdt betydningen af at nærme sig England. Konsekvent afviste han derfor ordrerne om indfald i Sverige. Indenrigspolitisk var han derimod loyal og fremmede forudsætningerne for samhørigheden med Danmark og svækkede den svenske indflydelse. Muligvis foresvævede ham herved muligheden af, at de tre nordiske lande engang kunne forenes under hans scepter. Under alle omstændigheder lå hans bestræbelser inden for helstatens og dynastiets rammer. Et vigtigt træk ved Christians politik i de første måneder var den tilknytning, han søgte til handelspatriciatet, samtidig med at han iværksatte en række særnorske, administrative foranstaltninger og overvejede oprettelsen af et regeringsråd for Norge. Også forsyningsproblememe søgte han at løse i samarbejde med storhandelens folk, og højdepunktet i hans alliance med dem blev bankmødet i Kristiania 5.1.1814 med oprettelsen af Den norske låne- og discontokasse. Foranstaltningerne må opfattes som krisebestemte for at imødegå afspærringen, og de var ikke led i en samlet plan for at styrke den norske særfølelse. Men resultatet af samarbejdet med de kredse der stærkest havde kritiseret den danske politik blev en imødekommelse af centrale norske ønsker med en styrkelse af Christians magtposition og en svækkelse af den svenske indflydelse til følge.

Efter Kielfreden tøvede Christian ikke længe med at forberede sikringen af Norges selvstændighed. Linvald har vist, at han fra 7.2.1814 var underrettet om Frederik VI's hemmelige sympati med hans planer, hvis uudtalte mål utvivlsomt var at opnå en genforening med Danmark. Derfor lagde Christian sin politik an på sin arveret til Norge og på en fastholdelse af enevælden, men hans politiske smidighed viste sig da han på notabelforsamlingen på Eidsvold 16.2., navnlig under påvirkning af Georg Sverdrups argumenter, opgav at lade sig krone som arvekonge og tog hensyn til det forfatningsønske, en elite af embedsmænd og store næringsdrivende med inspiration fra oplysningstiden og den franske revolution havde rejst. Derved sikrede han sig det fortsatte politiske initiativ og opnåede sikkerhed for at blive valgt til norsk konge. Han var, skrev han, parat til at overtage tronen på afgrundens rand blot for at skaffe sin søn arveret til Norge. Perspektivet var stadig foreningen af de to riger gennem erobringen af kronen. Samtidig gennemførte han en folkeed som bandt nordmændene til kampen for landets selvstændighed, hvorved den grundlovgivende forsamlings mandat begrænsedes til formuleringen af forfatningen. Ved organiseringen af den centrale forvaltning fastholdt han regentens person som det samlende led, og udenrigspolitikken blev alene et anliggende for regenten. Bevidst søgte Christian nu støtte hos embedsmændene, og han sørgede gennem valgmåden for at den grundlovgivende forsamling på Eidsvold fik flertal af embedsmænd og bønder. Christian kunne nu stille betingelser, fordi han havde nøglen til folkerejsningen, og i samarbejde med selvstændighedens tilhængere fik Christian sat den stærke kongemagt ind i forfatningen. Denne fase i hans politik kulminerede, da han 17. maj valgtes til norsk konge.

I de følgende måneder måtte Christian erkende, at den norske selvstændighed under hans ledelse ikke lod sig opretholde. Englands afvisende holdning bragte ham på det rene med, at han nu måtte skyde Norge og dets langsigtede interesser i forgrunden i opgøret mellem Norge og Sverige. Christians svaghed som feltherre viste sig tydeligt i krigen, men hans indsats ved forhandlingsbordet fik betydning. Han var indstillet på våbenstilstand, og på trods af statsrådets flertal endnu 13.8. for at vove et hovedslag tog Christian ansvaret for at standse krigen. Hans linie i forhandlingerne om sin tilbagetræden inden for konstitutionens rammer med resignation til stortinget blev sammen med hans indflydelse i det hele taget på konventionen i Moss afgørende for de norske muligheder. Christians betydning for udviklingen af et selvstændigt og senere frit Norge kan ikke blot karakteriseres som et spil hvori tilfældighederne førte prinsen. Der var en klog og målrettet linie i hans politik, og han overraskede ved uden tidligere forudsætninger at lægge politiske evner for dagen som den forudseende forhandler, den sikre benytter af pressen og andre former for opinionspleje og skaberen af et administrativt apparat til støtte for sine intentioner.

På rejsen til Norge havde Christian forberedt sit ægteskab med prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg, og i begyndelsen af 1815 giftede de sig. Samme år gik Christian til Fyn som guvernør og kommanderende general, formentlig fordi Frederik VI, der havde set med kølighed på de farer det norske eksperiment havde kunnet medføre for Danmark, ønskede ham lidt på afstand. Christian fik i Odense afløb for sin trang til repræsentation og selskabelighed, samtidig med at han ivrigt tog sig af områdets problemer. Som præsident for Fyns stifts patriotiske selskab fik Christian afløb for sine kulturelle interesser.

I sin lange tronfølgertid foretog Christian en række udenlandsrejser, hvoraf den mest omfattende 1818-22 gik til Tyskland, Italien, Schweiz, Frankrig og England. Han havde samtaler med en række fyrster og ledende statsmænd, hørte på debatterne i de lovgivende forsamlinger og satte sig i det hele grundigt ind i de politiske forhold. I sine samtaler søgte han at fjerne de misforståelser og fordomme der endnu måtte bestå fra hans optræden i Norge. Desuden bragte rejsen ham i forbindelse med kunst, og kunstnere, forfattere og lærde, hvor han kom frem. I Napoli oplevede han 1820 revolutionen og erfarede, med hvilken forsigtighed en arveberettiget fyrste måtte tage stilling til bevægelser der angreb den bestående orden. Hans udtalelser til kong Ferdinand og andre opfattedes som en støtte til de liberale kræfter, og gesandterne i København indberettede om dem. Frederik VI rådede ham til at forlade Napoli, og hans rejseledsager, den danske gesandt i Rom, Herman Schubart, blev kaldt hjem.

Forholdet til Frederik VI stabiliseredes med giftermålet 1828 mellem kongens datter, Vilhelmine Marie, og Christians søn, den senere Frederik VII, men ægteskabets opløsning allerede 1834 øgede ikke intimiteten mellem konge og tronfølger. Først 1831 blev Christian draget tættere ind i dansk politik, da han blev optaget i gehejmestatsrådet. Han havde i øvrigt opmærksomt fulgt følgerne af julirevolutionen og som så mange i det europæiske aristokrati stillet sig positivt til polakkerne under oprøret 1831. Forhandlingerne om organisationen af provinsialstænderne optog ham, og han ønskede et stærkt aristokratisk element i forsamlingerne. Under påvirkning af det preussiske system ønskede han at stænderne skulle hvile på en velorganiseret kommunalforfatning. Forgæves talte han for offentlighed i stænderne, og ligeledes forgæves søgte han at få svogeren, hertugen af Augustenborg, placeret mellem de erfarne mænd som skufle udtale sig om stænderforfatningen i hertugdømmerne. Christians meget beskedne politiske rolle demonstreres af at han blev holdt helt udenfor, da Frederik VI tog arvesagen op i de sidste år af sin regering. 3. december 1839 besteg Christian tronen. Hans kongegerning blev kort, men omfattede en periode med afgørende vendepunkter i det danske folks historie. Som hans norske virke er derfor også Christians danske kongetid bedømt højst forskelligt. Retfærdigvis må det siges, at han stod med en uløselig opgave. Arveproblemer, nationale modsætninger og nye politiske ideer var vævet sammen på en måde der gjorde det umuligt at løse problemerne ud fra de forudsætninger der måtte være hans og hans rådgiveres. Der var utvivlsomt en linie i hans politik som gik ud på at holde statens forskellige dele sammen. Fra situation til situation søgte han at fastholde denne linie, men hans politiske instinkt kunne svigte med det resultat, at han lod sig påvirke og vildlede af dårlige rådgivere.

Christian skuffede straks de forventninger om en forfatning der stilledes til ham ved tronbestigelsen. I Norge havde forfatningen været et middel til at hævde landets selvstændighed og sikre kongemagten, i Danmark ville forfatningen åbne vejen for statens opløsning. En række reformer, bl.a. kommunalreformer i København og på landet, var forberedt under forgængeren, men Christian støttede og fremmede dem. Hovedvægten lagde han på reformerne af finansstyrelsen med øget tilsyn og bedre revision i kasse- og regnskabsvæsenet. Et skridt i retning af bedre styring af den offentlige forvaltning var offentliggørelsen fra 1841 af budgetter og normalreglementer for de enkelte etater. Christian forberedte desuden en større reform af administrationssystemet med oprettelse af et udvidet statsråd efter preussisk mønster og eventuelt indførelse af ministerialsystemet. Også her stødte man imidlertid på de uundgåelige konsekvenser for statsenheden, og det forblev ved de omfattende forarbejder. Christians forhold til pressen og den aktive opinionspleje udvikledes efter tidens mest fremskredne principper. Allerede i Norge havde han brugt pressen, og ved tronbestigelsen indledtes et omfattende støtteprogram for den loyale presse, formidlet af J.G. Adler og hans medarbejdere i nådessekretariatet. Pressestøtten der overvejende kom i stand på redaktørernes egen foranledning skal ses i sammenhæng med tidens almindelige gratifikationssystem, men havde naturligvis til hensigt at påvirke opinionen til fordel for kongen og hans politik. Effekten af denne indsats lader sig næppe måle, før man har et mere fuldstændigt billede af brugen af 1840ernes presse i den politiske debat. Heri må medtages indgrebene mod den liberale presse der i Christians tid mere bestemtes af hensynet til udlandet end af indenrigspolitiske hensyn.

Christian følte utvivlsomt varmt for det danske sprog i Sønderjylland, men han kunne kun støtte sprogkravene, så længe de ikke blev en trussel mod rigets enhed. Det gav hans nationale politik en dobbelthed. På den ene side kunne han med sprogreskriptet af 1840 støtte dansk som rets- og øvrighedssprog i den del af Slesvig hvor dansk var kirke- og skolesprog; han kunne bistå ved oprettelsen af højskolen i Rødding og sympatisere med udviklingen af en dansksproget presse. Men med sprogpatentet af 1844 begrænsede han brugen af det danske sprog i de slesvigske stænder, fordi han måtte hindre at sproget fik en aktiv, nationalpolitisk betydning. Da muligheden bød sig 1842 udnævnte han svogeren, prins Frederik af Nør, til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne, hvad der kunne opfattes som en støtte til den slesvig-holstenske og en svækkelse af den danske bevægelse. Men også her tænkte Christian på statens opretholdelse. Udnævnelsen var en åbning mod augustenborgerne der helst skulle med ind i løsningen af arveproblemerne, men uden at give deres videregående krav den støtte, det ville have været at vælge hertugen som stærkt ønskede posten.

En række af problemerne omkring monarkiets eksistens løb sammen i arvefølgesagen som blev et vigtigt problem for Christian. Han var klar over, at arvesagen havde både indrepolitiske og storpolitiske aspekter, og at monarkiets integritet alene kunne sikres i samarbejde med de ledende stormagter. I forbindelse med tronbestigelsen berørte Christian sagen over for Rusland og fik de samme uforpligtende forsikringer om russisk velvilje som allerede Frederik VI havde fået. Endnu håbede Christian at sønnens nye ægteskab 1841 ville sikre tronfølgen. Da det viste sig at være en illusion indså Christian at han aktivt måtte sikre tronen for sin søster Charlottes efterkommere i ægteskabet med landgrev Wilhelm af Hessen. Den augustenborgske svogers tragten efter den danske krone som blev stedse tydeligere og også udfoldede sig på det udenrigspolitiske plan afviste han, til dels til stormagternes mishag. 1843 søgte Christian gennem et ægteskab mellem søstersønnen Frederik af Hessen og en af zarens døtre, Alexandra, at knytte så nære bånd som muligt mellem Rusland og den kongelinie der stod tronen nærmest. Planen væltedes af storfyrstindens død allerede 1844, og Christian søgte nu nye veje, idet han stærkt påvirkedes af baron Constant Dirckinck-Holmfeld og den lauenborgske jurist, C.F.A. Ostwald der hævdede at kunne føre det endelige bevis for, at augustenborgerne ikke kunne hævde en arveret til Slesvig og Holsten, og at der ingen retsgrunde kunne anføres mod at anvende kongelovens arveregler på hertugdømmerne. Christian greb dette med begejstring og fastholdt sin støtte til Ostwald trods alle advarsler.

Den ydre anledning til at tage sagen op lå i T. Algreen-Ussings proposition, vedtaget 1844 i Roskildestænderne med opfordring til kongen om at fastslå at hele det danske monarki gik udeleligt i arv efter kongelovens bestemmelser. Poul Jensens påstand om, at Dirckinck-Holmfeld og Ostwald medvirkede allerede ved Algreen-Ussings fremsættelse af sit forslag lader sig næppe med sikkerhed bevise, og det er heller ikke muligt at fastslå, om kongen har været indviet. Men han var rede til at handle. Han nedsatte 1845 en kommission til at underkaste arvefølgespørgsmålet en nøjere prøvelse med udenrigsministeren, H. Reventlow-Criminil, som formand og beordrede kommissionen til at afvente Ostwalds redegørelse. Den kom ikke, og kommissionen afgav uden den sin betænkning juni 1846. Criminil så med største uro på, at arvesagen var trukket ud af den større sammenhæng og lagt op til ensidig dansk behandling uden opfordring fra udlandet. Han gik så vidt som til at stille sin post til disposition i protest mod kongens afhængighed af tilfældige rådgivere, men det lykkedes hverken ham eller de øvrige, besindige ministre i statsrådet at holde Christian fra at udstede en offentlig erklæring om arvefølgen. I det åbne brev af 8.7.1846 erklærede han på basis af kommissionens betænkning, at kongeriget og Slesvig utvivlsomt fulgte kongelovens arveregler. For dele af Holsten herskede der usikkerhed, men den lovede han at hæve. Det åbne brev var en politisk fejltagelse. Indadtil kunne det ikke forsone, tværtimod trak det modsætningerne op og stimulerede slesvig-holstenerne. Spændingen i monarkiet var fra 1846 skærpet og en udladning måtte ventes. Samtidig gav brevet anledning til betydelig uro i Tyskland. Det udenrigspolitiske initiativ der fulgte efter det åbne brev understregede ubetimeligheden i udstedelsen og gav Criminil ret i hans dystre profetier. Ruslands afvisning af at gå ind i forhandlinger var dødsstødet til tanken bag det åbne brev, og Metternich brugte uroen i Tyskland til at styrke forbundsdagens prestige med det resultat, at det tyske forbund forbeholdt sig sin kompetence med hensyn til de holstenske stænders rettigheder. Heri lå en betydelig risiko, da kongen havde garanteret Slesvigs fortsatte forbindelse med Holsten, og forbundet derfor med sit kompetenceforbehold kunne gribe over på Slesvig.

I mange sager kæmpede Christian mod vanskeligheder, skabt af tiden, i arvesagen fremkaldte han selv en del af problemerne, og han kunne ikke igen mane dem bort. Formentlig troede han at se en mulighed for selv at fastholde initiativet til helstatens sikring på en måde som også var i stormagternes interesse. Da fiaskoen i løbet af 1847 var klar, havde han ingen midler til at imødegå den udvikling der var sat i gang. Dog blev det klart for ham, at en fri forfatning var blevet en nødvendighed. Han genoptog tanken om et udvidet statsråd, og han drøftede med sine omgivelser en folkerepræsentation med skattebevilgende og lovgivende myndighed. I et efterladt brev rådede Christian sin søn til at give riget en forfatning. Til det sidste arbejdede han med tanken om at sikre statens sammenhæng og frygtede hvad der ville komme når sønnen, om hvem han ingen illusioner gjorde sig, trådte til. Christians død 20.1.1848, kort før revolutioner i Europa yderligere satte gang i de opløsningsprocesser han havde set udvikle sig i sin regeringstid, blev slutpunktet for en epoke i dansk historie hvis afslutning han efter bedste evne havde søgt at administrere med en stigende erkendelse af at den gode vilje ikke var nok.