Christian August (prins)

Christian August, 9.7.1768-28.5.1810, prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, general og norsk statholder, fra 1809 kronprins af Sverige under navnet Karl August. Født på Augustenborg slot, død i Kvidinge i Skåne, begravet i Riddarholmskyrkan i Stockholm. Ugift. - Bror til Frederik Christian (1765-1814). C.A. var hertugparrets tredje og yngste søn. Ved sit letbevægelige sind og sin store livlighed var han den direkte modsætning til den ældre bror Frederik Christian, og han voldte sine opdragere megen kval. Efter sin konfirmation sendtes han sammen med de to ældre brødre til Leipzig for at studere. Foruden med sprog og med filosofi beskæftigede han sig med krigsvidenskab, og efter sin hjemkomst 1785 trådte han, der allerede 1781 var blevet udnævnt til oberstløjtnant, ind i aktiv militærtjeneste, først som oberstløjtnant i Det danske livregiment, derefter fra 1787 som oberst i Kronprins Frederiks regiment og fra 1788 som oberst og chef for Jyske infanteriregiment. Som sådan havde han garnison i Fredericia. Det stille liv som kasernekommandant kedede den ivrige og foretagsomme unge mand, og da revolutionshærene skyllede ind over Europa, måtte han af sted. Efter at han, der 1790 var blevet generalmajor, forgæves havde søgt optagelse i hertugen af Braunschweigs hær, modtog han 1797 en mindre kommando hos østrigerne, og han kæmpede både ved Rhinen og i Tyrol. Opholdet i de fremmede hære udviklede hans medfødte militære evner, og han fik et langt videre udsyn end de fleste officerer i den dansk-norske hær. Efter freden i Luneville 1801 gik rejsen tilbage til det fredelige Fredericia, men opholdet her blev kun ganske kort. Allerede 1803 modtog C.A. udnævnelse til chef for Det søndenfjeldske infanteriregiment og til kommandant på Fredriksten, og i de følgende år tilhører hans liv og hans gerning fuldt ud dette land. - C.A. vandt i Norge en popularitet som er ganske enestående i enevældens historie. Hans behagelige og vindende væsen, hans fordringsløse og spartanske levemåde åbnede ham ikke alene vej til soldaternes hjerte, men skaffede ham også i vid udstrækning den brede befolknings sympati. Hvor stærk og oprindelig denne følelse var ses bedst af den kendsgerning, at de frygtelige år efter 1807 ikke formåede at få den til at svinde.

Krigen med England og med Sverige stillede C. A. på en yderst vanskelig post. Ikke alene måtte han kæmpe mod den indtrængende fjende fra øst, men på hans skuldre hvilede den ikke mindre tunge byrde at sørge for at landet fik de nødvendige tilførsler af levnedsmidler og krigsmateriel. Både ved Toverud og Præstebakke leverede han heldige træfninger mod svenskerne, og et ret betydeligt antal fanger faldt i hans hånd. De overlegne svenske korps blev drevet tilbage, og fra sommeren 1808 satte ingen svensk soldat mere sin fod på norsk jord. Med fuld kraft kunne C.A. derefter kaste sig over det vanskelige provianteringsspørgsmål. Den engelske spærring strammedes fra måned til måned, men han gav ikke op, og ud af de utallige rapporter fra C.A. til kongen lyser en aldrig svigtende energi og en meget stærk udholdenhed. Frederik VI var ganske klar over, hvilke betydelige tjenester C.A. ydede dobbeltmonarkiet, og som tegn på sin anerkendelse udnævnte han 1808 C.A. til feltmarskal og 1809 til statholder og øverstbefalende over den norske hær. Allerede fra krigens udbrud 1807 havde han fungeret som præsident for den midlertidige regeringskommission, hvorved både den civile og den militære magt var samlet i hans hånd.

Om C.A.s virksomhed i femåret 1803-08 lyder kun en enig dom, men denne enstemmighed hører op, når man kommer til det skæbnesvangre år 1809. I begyndelsen af dette år var Sverige, under fjendens tryk fra alle sider, bragt til revolutionens rand. I marts brød Georg Adlersparre op med vesthæren, marcherede mod Stockholm og tvang Gustaf IV til at abdicere. Ved denne begivenhed rullede tæppet op for et stort politisk skuespil, i hvilket der var tiltænkt C.A. en meget betydelig rolle. Til belysning af C.A.s deltagelse i disse begivenheder er der fra flere forskere blevet ydet betydelige bidrag, men meningerne har været stærkt delte. Nogle har stemplet ham som en forræder mod konge og rige, andre har ivrigt taget ham i forsvar. Et rigt materiale er i årenes løb bragt sammen og venter kun på at blive udnyttet.

Efter revolutionens sejrrige gennembrud i Stockholm opstod den tanke i indflydelsesrige norske og svenske kredse at vælge Frederik VI til svensk konge og på denne måde skabe en ny politisk union mellem de tre skandinaviske riger. Den udtrykkelige forudsætning herfor var imidlertid, at den danske konge gav en fri forfatning i alle sine riger. Da denne forudsætning bristede ved kongens afvisende holdning, dukkede tanken om halvøskandinavismen op: Sverige skulle have erstatning for tabet af Finland ved Norge, og ved sit valg til svensk tronfølger skulle C.A. som morgengave bringe dette rige. I Norge var den unge grev Wedel-Jarlsberg vundet for planen, og fra foråret 1809 begynder det dristige spil om prinsens person. Så vidt man kan skønne, var C.A. fra begyndelsen en ærlig tilhænger af storskandinavismen og af Frederik VI's kandidatur, og for at bane vejen for hans valg lovede han Adlersparre ikke at bryde ind over grænsen, mens denne var optaget i Stockholm. Men kort efter at revolutionen havde sejret bragtes C.A.s egen kandidatur på bane, og fra da af var der kastet en brand i den ellers så pligtopfyldende soldats sind. C.A. følte sig smigret over det ærefulde tilbud, men foreløbig holdt han sin ærgerrighed nede, og det var først da kongens chancer for at blive valgt var ganske henvejret, at han viste sig lydhør over for de svenske lokketoner og lod sig vælge til tronfølger juli 1809, men stadig stillede han som ufravigelig betingelse at han fik kongens samtykke. Hermed er også hans stilling givet til de lønlige forhåbninger man i norsksvenske kredse nærede om, at en norsk opstand let kunne rejses med C.A.s hjælp. På det skarpeste afviste han enhver fristelse hertil, og han blev på sin post som Norges kommanderende general, indtil freden 10.12. var sluttet. Men trods denne loyale holdning over for dobbeltmonarkiet kan man dog ikke se bort fra, at C.A. til en vis grad har spillet et farligt dobbeltspil og på et meget afgørende punkt har gået sine egne veje. Kongen forlangte gennem hele sommeren 1809, at C.A. skulle angribe Sverige, og Fr. J. Kaas der blev sendt til Norge for på nærmeste hold at kontrollere regeringskommissionen gjorde sit til at skubbe på, men C.A. fandt hele tiden på udveje til at slippe uden om. C.A. karakteriseres i reglen som en vindende og behagelig personlighed, men tillige som en noget svag karakter der let lod sig påvirke af sine omgivelser. Hans holdning i 1809 tyder imidlertid på, at han også var en meget behændig og snu politiker der formåede at balancere på den knivskarpe skillelinje mellem pligten og egne interesser. Men spændingen og den stadige kamp med de forskellige interesser sled voldsomt på ham, og det var en mand svækket af sygdom der jan. 1810 overskred rigsgrænsen for at drage til sit nye fædreland. Han blev adopteret af kong Karl XIII og antog navnet Karl August. Ved sin jævne, ligefremme optræden vandt C.A. hurtigt det brede folk for sig, mens højadelen modtog ham yderst køligt og gav ham navnet "pøbel-prinsen". Under en revy på Kvidinge hede ved Helsingborg styrtede han af hesten, ramt af et slagtilfælde. Det pludselige dødsfald vakte en kolossal opsigt overalt i landet, og det rygte vandt almindelig tiltro at han var blevet ryddet af vejen af højadelen. Da hans lig førtes ind i Stockholm, kastede en ophidset folkemængde sig over rigsmarskallen grev Axel Fersen, som blev dræbt i hele militærets påsyn. Beskyldningerne imod højadelen synes at svæve fuldkommen i luften. C.A. havde fra sine unge dage et svagt helbred, og de sidste års ophidsende arbejde havde berøvet ham hans sidste kræfter.