Christian Bernstorff, Christian Günther Bernstorff, greve, 3.4.1769-28.3.1835, udenrigsminister. Født i Kbh. (Slotsk.), død i Berlin, begravet sst. (Trefoldigheds kgd.). B. skal i sin ungdom have drømt om en militær karriere men fulgte de B.ske traditioner, trådte ind i udenrigsstyrelsen og blev så at sige opdraget til faderens efterfølger. 29.8.1788 fik han kronprinsens tilladelse til at arbejde i det udenrigske departement, udnævntes 28.8.1789 til legationssekretær i Berlin, blev allerede 6.3.1791 chargé d'affaires og derefter 9.12. gesandt. 29.8.1794 blev han udnævnt til gesandt i Stockholm og varetog denne post fra maj 1795 – med en afbrydelse sommeren 1796 – indtil han 28.5.1797 blev kaldt tilbage for under faderens sygdom at deltage i ledelsen af udenrigsdepartementet. Efter dennes død blev han 5.7.1797 med titel af statssekretær udnævnt til udenrigsminister, refererede også departementets anliggender i gehejmestatsrådet, men blev først 21.5.1803 optaget i denne forsamling. Fra 30.5.1800 var han tillige medlem af den afrikanske konsulatsdirektion. Han karakteriseres i samtiden som både loyal og dygtig, men som personlighed havde han ikke faderens mål. Han var velbegavet, skrev gode betænkninger og fældede træffende domme. Gennemgår man i sammenhæng hans udenrigspolitiske virksomhed giver den indtrykket af at han jævnlig har haft dybere forståelse af den politiske situation end han formåede at give udtryk i handling. Delvis skyldtes det måske svigtende helbred, delvis hans passivitet. For hans indflydelse på sagernes gang blev det i flere henseender uheldigt at han allerede fra 1800 da broderen Joachim B. blev udnævnt til direktør i udenrigsdepartementet overlod ham behandlingen af alle anliggender som ikke havde principiel betydning. Da han fra sommeren 1805 sammen med kronprinsen tog ophold ved rigets sydgrænse gled forhandlingerne med de fremmede gesandter ligeledes over til broderen. Af betydning var det også at den mere viljestærke end statsmands-kløgtige kronprins Frederik – der var et år ældre end B. – helst selv ville have afgørelsen. Også over for de ældre kolleger i udenrigsstyrelsen virkede B.s unge alder ved hans tiltræden i negativ retning. Bruddet inden for regeringen 1802 og Cai Reventlows afgang som leder af Tyske kancelli bidrog yderligere til at opløse statsmandskredsens faste sammenhold. Det er næppe rimeligt at give B. alene ansvaret for de udenrigspolitiske misgreb der medvirkede til at fremkalde og forstærke ulykkerne 1801, 1807 og 1814. I hovedsagen fulgte han faderens politik og handlede bestandig ud fra principperne af 1780. Ganske vist nærede han i 1790ernes slutning betænkeligheder ved konvojsystemets genoptagelse og fremsatte også indvendinger mod Ernst Schimmelmanns og kommercekollegiets rent erhvervsmæssige betragtninger. Men han førte dem frem med ringe kraft og fandt sig bl.a. i at det ved nytårstid 1799 uden om ham som ansvarlig udenrigsminister blev besluttet at lade krigsskibe afgå til de ostindiske etablissementer og derfra hjemføre Ostindienfarerne. Følgerne er velkendte: Jost van Dockums sammenstød med engelske krigsskibe i Middelhavet og kaptajn Peter G. Krabbes kamp i Kanalen. Sikkert nok førte B. de følgende forhandlinger med fasthed og behændighed, men han deler med den øvrige regering ansvaret for at man ikke efter afslutningen af konventionen 29.8.1800 var blevet klar over at ethvert yderligere skridt måtte fremkalde den endelige konflikt. Neutralitetsforbundet 16.12.1800 var et fejlgreb og stridende mod den nylig afsluttede traktat med England, og gjorde Danmark til en brik i zar Pauls udfordrende politik og til bytte for Storbritanniens målbevidste handlekraft. Til gengæld var det B.s fortjeneste at han sammen med kronprins Frederik efter slaget på reden 1801 ikke lod sig skræmme ved udsigten til en genoptagelse af fjendtlighederne. Allerede 2.4. skal han fem timer igennem have forfægtet sit standpunkt med en sådan kraft over for sine mere forsagte ministerkolleger at han af deres pårørende blev stemplet som hårdnakket og egensindig. Så skarpe var modsætningerne – fortælles det i samtidige breve – at B. og Ernst Schimmelmann 5.4. ikke kunne tale sammen og alene gennem Charlotte Schimmelmanns indgriben blev i stand til atter at genoptage samarbejdet. Når resultatet blev så forholdsvis gunstigt var det først og fremmest en følge af den forandrede politiske stilling – efter mordet på zaren – men skyldtes dog også regeringens besindighed. Derimod var B.s forsøg på ved en rejse til England juni 1801 at opnå indrømmelser til fordel for Danmarks almindelige søretlige opfattelse på forhånd dømt til at mislykkes.

Regeringens og B.s neutralitetspolitik under de følgende års mange storkrige svarede til statens interesser og var i det hele afpasset efter magtforholdenes udvikling. Regeringen var i og for sig tilbøjelig til at gå sammen med Frankrigs modstandere, men krævede med rette garantier for tilstrækkelig understøttelse. Når den alligevel ikke formåede at bibringe England tillid til denne holdning hang det for en stor del sammen med B.s (og hans brors) tilbøjelighed til under de mangfoldige handelspolitiske forhandlinger at skyde de principielle søretsprincipper i forgrunden i stedet for gennem venskabelige forhandlinger at opnå praktiske lempelser. Da frygten for Frankrig og troen på at der derfra truede de største farer tilmed bevirkede at regeringen over for denne magt holdt sig forsigtigt tilbage fik den danske politik et engelsk-fjendtligt præg, fremkaldte en stigende irritation og vakte mistillid til Danmarks hensigter. Skønt der er tegn på at B. ikke var helt blind for de uheldige følger af broderens stridbare forhandlingsform har han næppe nogen sinde gjort forsøg på at lægge en dæmper på dennes skarpe udtalelser. Men først og fremmest var det dog uheldigt under den politiske krise aug. 1807 at de engelske forhandlere som modpart i Kbh. havde J. B. der for hvert træk måtte indhente afgørelserne hos udenrigsministeren og kronprinsen i Holsten. Her medvirkede B. 1806 på nærmeste hold i drøftelsen og udarbejdelsen af patentet om Holstens indlemmelse. Kronprinsen ønskede at få udtrykkelig fastslået at kongeloven gjaldt i Holsten, og at dermed også arveretten var overført på kongeslægtens kvindelinie. "Mig synes saadant ikke blot betænkeligt, men ogsaa i Henseende til det foreliggende Formaal fuldstændig overflødigt", skriver B. til broderen. Han benægtede ikke ligefrem rigtigheden af kronprinsens opfattelse men fandt dens formulering betænkelig, ikke mindst af hensyn til Rusland og Sverige. Han opnåede også den væsentlige indrømmelse at arvefølgen ikke blev udtrykkelig omtalt, og at hver af parterne således kunne hævde sin særlige fortolkning af den valgte ordlyd. Under den følgende diplomatiske forhandling med Rusland og Sverige lykkedes det de to brødre B. at undgå enhver bindende udtalelse og således overlade det til fremtiden hvorvidt agnaternes arveret til Holsten var ophævet eller fortsat havde gyldighed. I krigsårene efter 1807 ledede B. dansk udenrigspolitik i så nøje forståelse med Frederik VI at det er vanskeligt at udrede hans personlige andel. Af B.s diplomatiske aktstykker og samtidige breve fremgår det at han vel har næret mangfoldig uvilje mod Napoleons gerninger og magt men samtidig delt kongens fanatiske forbitrelse mod England. Efter alt at dømme har han næret visse betænkeligheder ved fredsbruddet med Sverige og ængstelse for Frederik VI's vidtspændende erobringslyster. Tilstedeværelsen af Bernadottes franske hærkorps indgød ham ikke mindre frygt end de nærliggende muligheder for Ruslands forøgede indflydelse i Nordeuropa. At han næppe nogen sinde har gjort sig til talsmand for en ændring i den politiske kurs udelukker ikke at han efterhånden følte sig utilfreds med forholdenes udvikling. Da han 28.4.1810 efter eget ønske fratrådte sine stillinger var helbredshensyn den officielle begrundelse. Muligvis har det tillige øvet indflydelse at udenrigsministeriet efter kongens befaling i de samme dage havde måttet tildele familiens kending og ven, den danske chargé d'affaires i Hamburg Johan G. Rist en muligvis ufortjent irettesættelse og ved samme lejlighed havde pådraget sig kongens misfornøjelse. B.s – og broderens samtidige – afgang bragte sorg i familiekredsen og alvorligt ubehag hos kongen men førte dog ikke til noget brud.

Allerede 4.5.1811 genindtrådte B. efter egen ansøgning i den danske statstjeneste og overtog juni 1812 den vigtige gesandtpost i Wien. Mange forskellige grunde, skriver han, fremkaldte denne beslutning, de usikre forhold som gjorde godsindtægter tvivlsomme tilligemed ønsket om i den store verdensby at finde bedre lejlighed til at pleje sit helbred og opdrage sine børn. Først og fremmest, tilføjer han, har det dog været ham en tilfredsstillelse at give kongen vidnesbyrd om at han hverken af egenkærlighed eller personlige grunde havde opgivet sin ministerstilling og intet hellere ønskede end under andre omstændigheder at tjene kongen og sit land. Som udsending i Wien kom han hurtigt i udmærket forhold til Metternich og havde vel sin andel i Østrigs velmente men håbløse bestræbelser for i krigsperiodens sidste år at skaffe Danmark bedre fredsvilkår. I kejser Franz' følge var han til stede ved afslutningen af den første Paris-fred og deltog ligeledes i koalitionsfyrsternes sidste tog til den franske hovedstad. Sammen med broderen repræsenterede han Danmark på Wienkongressen og fortsatte derefter som gesandt indtil 30.10.1816 da han efter eget ønske blev forflyttet til Berlin.

Så anset var hans stilling i det europæiske diplomati og ved det preussiske hof at Frederik Wilhelm III 1818 overdrog ham embedet som udenrigsminister. I et vemodigt brev til Chr. Ditlev Reventlow gav han udtryk for sine følelser ved afskeden fra det "tabte Fædreland" og forklarede grundene til sin beslutning. Først på sine sidste dage, 1834, gæstede han endnu en gang Kbh. og opfriskede gamle minder. Som preussisk minister blev han reaktionens håndgangne mand og modstander af enhver liberalisme. Kun i liden grad evnede han at hævde Preussens magtstilling og over for Østrig og Rusland gennemføre en selvstændig politik. Kammerherre 1791. Gehejmekonferensråd 1810.

Familie

Forældre: greve A. P. B. (1735–97) og komtesse Henriette Frederikke Stolberg (1747–82). Gift 21.8.1806 på Emkendorf med grevinde Elisabeth Augusta Louise v. Dernath, født 27.1.1789 i Kbh. (Petri), død 1.11.1867 i Nizza, d. af gesandt, gehejmekonferensråd Magnus v. D. (1765–1828) og Sophie Magdalene C. Bernstorff (1770–1841). -Bror til Joachim B.

Udnævnelser

Hv.R. 1801. DM. 1808. R.E. 1808.

Ikonografi

Silhouet af F. B. v. Wickede, 1781 (Pederstrup). Mal. 1797, formentlig af Jens Juel (Gottorp). Mal. af Darbes (Fr.borg), mal. (Ippenburg ved Hannover). Mal. af Grøger, 1823 (Rastorf). Buste (Wotersen). Litografi efter tegn. af F. Krüger; samme type litograferet af Cæcilie Brandt og stukket af Rosmäsler 1832.

Bibliografi

Edv. Holm: Danmark-Norges udenrigske hist. 1791–1807, 1875. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering 1797–1807 I, 1923. Aage Friis i Hist. t. 7.r.VI, 1905–06 1–107. K. A. Varnhagen von Ense: Denkwürdigkeiten und vermischte Schriften I, 1837, 358–81. Gräfin Elise v. Bernstorff, geb. v. Dernath. Ein Bild aus der Zeit 1789–1835, udg. Elise v. d. Busche-Kessell I–II, 1896. Georg Nørregaard: Danmark mellem øst og vest 1824–39, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig