Christian Falster, 1.1.1690-24.10.1752, digter, filolog. Født i Branderslev ved Nakskov, død i Ribe, begravet sst. F. mistede tidligt sin far, men blev, efter dennes forlangende, sat til bogen. 1704-08 gik han i Nykøbing F. skole. Han tilegnede sig udstrakte kundskaber og dyrkede ivrigt musikken. Efter et år ved Kbh.s univ. tog F. baccalaurgraden og vendte 1709 tilbage til Nykøbing som han kaldte "denne yndige og gæstfrie by". 1709-12 var F. lærer ved skolen, og fra 1710 ledede han som kantor tillige skolens kor. Samtidig forberedte han sig til den teologiske eksamen. Et bevaret manuskript Problemata theologica vidner om flittig excerpering vedrørende dogmatiske spørgsmål. Teologiske stridigheder vakte tvivl hos tidens unge. 1728, i sit 1. latinske levnedsbrev, tilstod Holberg at bibelkritik en tid havde fået ham til at tvivle om åbenbaringen. 1729, i 1. bind af sine latinske essays (Amoenitates philologicæ), fortalte F. at "om Gud har jeg én gang i mit liv tvivlet, som en ung mand på nitten år, da jeg lagde mig efter de teologiske lærdomme". Men begge overbevistes om kristendommens sandhed ved betragtning af naturens vidundere, og i fremtiden holdt de sig til den hellige skrifts autoritet og foragtede eksegetisk og dogmatisk kævl, ligesom de begge tog skarp afstand fra den pietistiske bodskristendom. Tidligt fæstede sig hos dem forestillingen om Gud som verdens skaber og moralske dommer. Ingen af dem blev præster, F. tog end ikke examen theologicum. Han sprang fra da han 1.10.1712, uden ansøgning, blev kaldet som konrektor i Ribe. Dermed indledtes F.s pædagogiske livsgerning ved Ribe katedralskole. Sammen med rektor Hans Sirich arbejdede han på skolens genrejsning efter lang tids nedgang. Økonomien blev ophjulpet, et nyt skolebibliotek blev skabt. Antallet af elever steg støt. 1723 blev F. skolens rektor idet han bevarede konrektoratet mod at ansætte en ung og beskedent aflønnet subrektor. 1714 have F. taget magistergraden og 1717 giftet sig med en rådmandsdatter fra byen. Konrektortidens ti år var F.s lykkeligste og frugtbareste. De indledtes med et hexameterdigt som F. oplæste ved sin indsættelse i embedet. Han skildrede heri den plan for skolearbejdet som han skulle fastholde: ikke under tvang, men som i leg skal eleverne gøre deres pligt og tilegne sig de kundskaber hvis frugter er lærdom, dyd og fromhed.

F. deltog samtidig i tidens videnskabelige bestræbelser. Lærde opnoterede ord fra den antikke latinske litteratur som endnu ikke var kommet ind i de gængse ordbøger. Det store Lexicon Fabro-Cellarianum (Leipzig, 1710) kunne F. forøge med o. 5000 ord da han 1717 udgav Supplementum lingvæ Latinæ, til ærgrelse for en tysk kollega, Andreas Stübel, som samme år udsendte det omtalte leksikon i ny forøget udgave. I fortalen udtalte Stübel sig nedladende om F.s supplement som han samtidig plyndrede til sin udgave. Endnu s.å. påviste F. i et lille skrift, Animadversiones epistolicæ Stübels plagiater, men i en vredladen tone som han 1729 fortrød (Amoenitates I, 4). F. havde som Holberg et irritabelt sind, men lettere ved at tilgive. I sit næste skrift Qvæstiones Romanæ sive Idea historiæ litterariæ Romanorum, 1718, samt i et tillæg dertil Memoriæ obscuræ, 1722, samlede han kildesteder der oplyser om sprog, undervisning og forskning hos romerne. Cogitationes variæ philologicæ, 1719 indeholder ikke blot stof, men ideer. F. påviser sprogvidenskabens betydning for teologien; han stiller nye krav til latinsk leksikografi og til klassikerudgivernes tekstkritik. Det er F.s mest selvstændige lærdomsarbejde. S.å. søgte to professorer ved Kbh.s univ., Søren Lintrup og Christian Reitzer, at få F. til København som kollega; men F. foretrak latinskolens rolige atmosfære for universitetets ulejligheder.

Ikke blot latinen men også dansken nød godt af F.s arbejdshumør. Allerede 1712 havde han oversat Ovids "Tristia" på krydsrimede aleksandrinere; 1719 udgav han disse Klage-Sange med en dedikation og fortale der viser det taknemlig-hedsforhold, F. stod i til professor Christian Reitzer, som også havde været Holberg til så stor opmuntring. Det er med en oversættelse af Juvenals 14. satire at F. indleder sin satiriske poesi. Dette moraliserende digt som besværger forældre at virke på børnene ved det gode eksempels magt var læsepensum i latinskolen. Om Børnetugt som udkom 1719, men først bevaret i optryk fra 1731, er oversat i Bordings og Reenbergs ottelinjede og krydsrimede strofer som F. behandler let og løbende også i sine selvstændige satirer. Grev Christian Rantzau (1684-1771) rådede F. til hellere at efterligne end oversætte, og i Disse Tiders onde Optugtelse, 1720 overførtes temaet fra Juvenals 14. satire til danske forhold. Derefter udvidedes kritikken til Daarers alamodiske Leveregler, 1721 som giver et ironisk rids af den mondæne levemand, Dend daarlige udenlandske Reise og modige (dvs. bedrøvelige) Hiemkomst, 1721, der foregriber Holbergs Jean de France, ligesom Dend utidige Rangsyge, 1722 komedien Den honnette Ambition. I Dend uforsvarlige Recommendation, 1722 klager den arbejdsløse akademiker over at ikke kvalifikationer, men smigrerier bestemmer besættelse af embeder. Det daarlige Giftermaal, 1722 markerer dagens gang for en doven og letsindig ægtehustru. Efter en pause kom Verden som et Dollhuus (dvs. galehus), 1730 som varierer et yndet humanistisk tema: der bor en stump galskab i os alle.

På dette tidspunkt havde F. forenet sin lærdom og moralske kritik i en samling latinske essays Amoenitates philologicæ I-III, 1729-32; (oversat af Jørgen Olrik som Lærdoms Lystgaard, 1919-20). I disse 125 artikler tager F. ofte udgangspunkt i en samtale fx med stridbare teologer eller en fornem og skæmtefuld dame; han fortæller utvunget erindringer og fælder kloge domme, overalt støttet på citater. Trods det klassiske apparat er forfatteren ikke en stuelærd, men en mand som hver dag har med skolebørn og byens folk at gøre. F. var en yndet selskabsmand og en ven af tidens musikalske underholdning. I sine første år som rektor lykkedes det F. i samarbejde med den utrættelige biskop Laurids Thura at få bygget nye skolebygninger som toges i brug 1725 og 1727. Med Thuras efterfølger, Mathias Anchersen, kom F. i kompetencestridigheder som 1733 og 1738 faldt ud til biskoppens fordel. Samtidig voldte den kraftige pietisme uro, bl.a. påvirkedes nogle af skolens lærere til hvem F. ellers stod i det bedste forhold; de fleste var hans gamle elever. Som lærer og skoleleder nærede F. faderlig omsorg for disciplene. Det fremgår bl.a. af o. 250 testimonier, på latin udformede, udførlige vidnesbyrd, hvormed rektor sendte sine dimittender til universitetet. Han graduerer omhyggeligt sine anbefalinger; hvor evnerne er små skjuler han det ikke, men henstiller til professorernes overbærenhed. Nøgternt noterede F. i sin skolejournal at biskop Anchersen døde 26.2.1741, og skønt efterfølgeren, salmedigteren H. A. Brorson, var pietist var forholdet mellem dem præget af gensidig højagtelse. F. fik en skyfri alderdom indtil han blev angrebet af dødelig sygdom. Da øjeblikket var nær sagde han stille til sin hustru: "Nu rejser jeg, Grethe".

Sine videnskabelige samlinger skænkede F. til universitetsbiblioteket hvor de blev begyndelsen til Collectio e donatione variorum (nu i Det kgl. bibliotek). Vigtigst var frugterne af F.s livslange arbejde med den senantikke forfatter Aulus Gellius som under titlen Noctes Atticæ i korte artikler havde behandlet mange kulturhistoriske emner. Allerede 1721 havde F. udgivet, som en første prøve på sin natteflid Vigilia prima noctium Ripensium hvor han forsøgte en delvis rekonstruktion af Gellius' 8. bog hvoraf kun kapiteloverskrifterne findes bevaret. I 2. del af Amoenitates, 1731, havde han derefter føjet en biografi af Gellius og til 3. del noter til adskillige af Gellius' kapitler. Men hans hovedarbejde henligger utrykt som håndskriftet Noctes Ripenses in Noctes Atticas Auli Gellii. F. er her igen ordbogsforfatter. Den smukt udførte foliant indeholder et kombineret ord-, sag- og personregister til Gellius, med indføjet kommentar i mange af artiklerne.

F. var som filolog den belæste samler hvis lykkelige hukommelse registrerede nyfundne gloser og bragte adskilte antikke tekster i forbindelse med hinanden. Som versemager er han korrekt og behændig, men uden kunstnerisk sving. Som pædagog forenede han omsorg og myndighed; i selskabelig omgang besad han dannelse og ynde. Der er over F.s færd og skrifter en tone af humanitet; i ham forenedes etisk alvor og lærd skælmeri.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Skelby og Gedesby Christian F. (død 1695, gift 1. gang 1676 med Karen Nielsdatter Spend, f 1681, gift 1 . gang 1658 med residerende kapellan ved Holmens k. Henrik Wallensbech, død 1662, gift 2. gang 1663 med sognepræst Niels Pedersen i Bårse, død ca. 1676) og Marie Pedersdatter Staal (død tidligst 1698). Gift 24.9.1717 i Ribe med Margrethe Baggesen, født 11.9.1692 i Ribe, død 21.11.1789 sst., d. af købmand og rådmand i Ribe Jens Lauridsen B. (1650-1702) og Susanne Pedersdatter Vedel (1656-1721).

Ikonografi

Maleri (univ. bibl., Kbh.), stukket af J.

Bibliografi

G. Schleuen 1763, kopi malet af Hans Hansen 1822 (Fr.borg), træsnit 1886. Maleri (Ribe katedralskole).

Breve i Danske saml. I, 1865-66 312-15.- Johs. Hansen: De vita et rebus C. F. commentariolus I-III, Flensb. 1769-70. P. N. Thorup i Blandede efterretn. ang. Ribe kathedralskole V, 1828. Chr. Thaarup i C. F.: Satirer, 1840 XI-XXXVI. Falsteriana, ved Chr. Bruun, 1869 (m. udvalg af F.s brevveksl.). Danske saml. 2. r. IV, 1874-76 142-53 (en samtidigs antegn. til F.s Amoenitates). C. Bursiaru Gesch. der class. Philol. in Deutschland, München 1883 = Gesch. der Wissensch. in Deutschland, Neuere Zeit XIX 367-69. S. Birket Smith i Pers. hist. t. 2. r. I, 1886 290-313. Vilh. Andersen: Tider og typer. Erasmus II, 1909 5-29. Jul. Paludan: Fremmed indflydelse på den da. nationallit. II, 1913. Marius Kristensen i Fra Ribe amt V, 1919-22 441-81. C. Frank-Christensen sst. VII, 1928-31 248-64. Hugo Matthiessen m. fl.: Ribe bys hist. 1660-1730, 1929. Bj. Kornerup: Ribe katedralskoles hist. I-II, 1947-52. F. J. Billeskov Jansen: Danm.s digtekunst II, 1947 (2. udg. 1964) 61-65. Per Krarup i Humanister i Jylland, 1959 193-205. – Papirer og breve i Kgl. bibl.

Kommentarer (2)

skrev Tom Engelbrecht

I artiklen om Chr. Falster er der vist gået noget galt med æ’erne i nogle af de kursiverede latinske titler, hvis man skal tro M. Cl. Gertz’ artikel om samme Falster i DBL’s førsteudgave.
I første afsnit er Amoenitates philologicæ blevet til Amoenitates philologicce
I andet afsnit er Qvæstiones Romanæ blevet til Qvæstiones Romance, Memoriæ obscuræ til Memorice obscuræ og Cogitationes variæ til Cogitationes varias

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig