Christian Rantzau (greve)

Christian Rantzau, 23.1.1684-16.4.1771, greve, vicestatholder, stiftamtmand. Født i Kbh, død på Brahesborg, begravet i Gamtofte k. R. immatrikuleredes 1702 ved ridderakademiet i Kbh. og tilbragte siden vistnok flere år i udlandet, immatrikuleredes således 1703 i Utrecht. Efter sin hjemkomst blev han 1710 kammerherre og trådte snart i statens tjeneste, var 1709 i England i anledning af prins Jørgens død og s.å. i Polen og Berlin. 1713 blev han deputeret i søetatens generalkommissariat hvor han virkede i otte år. Den uvilje som Frederik IV nærede mod dele af adelen, gik imidlertid også ud over R. der 1721 blev afskediget fra sit embede. Han havde dog sæde i den kommission som kongen 1726 nedsatte til undersøgelse af forholdene ved marinen under C. Gabels styrelse. 1729 fik han titel af gehejmeråd. Imidlertid havde R. ved sine to ægteskaber og ved arv efter sin far og sin bror erhvervet store godsrigdomme, bl.a. Brahesborg (Båg hrd.), Rosenvold (Bjerre hrd.) og Asdal (Vennebjerg hrd.), og 1726 fik han grevetitlen. Han var blevet en af landets største jordegodsejere, og han forøgede lejlighedsvis sit gods med bekvemt liggende gårde, købte således 1756 Skovgårde og 1770 Krengerup (begge Båg hrd.). Næppe var Christian VI 1730 kommet på tronen før R. på ny kaldtes til statens tjeneste, idet han selvtredje ledede Frederik IVs ligfærd og ordnede dronning Anna Sophies forhold og s.å. udnævntes til præses i land- og søetatens generalkommissariat med titel af gehejmekonferensråd. Allerede n.å. betroede kongen ham det høje embede som vicestatholder i Norge. I denne stilling forstod han at vinde popularitet hos nordmændene, men man fandt at hans virksomhed sporedes for lidt, og det faktum at han jævnlig og længe opholdt sig på Brahesborg i stedet for i Kristiania (Oslo), tyder ikke på stor energi hos ham i opfyldelsen af sine embedspligter. Under kongens rejse i Norge 1733 spillede R. i medfør af sin stilling en stor rolle. Men kongen yndede ham ikke, og i sine private breve lader han efterhånden sin uvilje mod ham tydeligere skinne igennem; allerede 1735 udtaler han som sin hensigt at skille sig af med ham, og 1739 gjorde han alvor af det, idet han ophævede statholderposten og dimitterede R. med en stor pension. Grunden til kongens misstemning må vistnok nærmest søges i, at han mente R. for nøje forbunden med brødrene v. Plessen – den ene var jo hans svigerfar – hvem han stedse opfattede som sine modstandere. Muligt har også R.s alt andet end pietistiske tænkemåde stødt kongen. Men samtiden havde det indtryk at R. på en fornærmende måde var blevet fjernet fra sit embede.

Imidlertid var R. ikke længe ledig; efter halvandet års forløb blev han 1740 stiftamtmand på Fyn og amtmand over Odense m.fl. amter. I tyve år styrede han sine amter, vistnok med jævn dygtighed; orden og akkuratesse i forretningerne, retfærdighed mod alle og strenghed mod efterladende embedsmænd kendetegner hans administration. I Odense boede han på Skt. Knuds kloster som han købte 1744. Han faldt mere i Frederiks Vs smag end i hans forgængers, og 1749 ledsagede han ham på Norgesrejsen. I øvrigt opholdt han sig mest på Brahesborg og tog fast ophold her, da han 1760 tog sin afsked. Han moderniserede Jørgen Brahes massive hovedbygning efter tidens smag. Af Rosenvold, Asdal og det halve Hammelmose m.m. havde han 1756 oprettet det såkaldte Rantzaus grevelige forlods med ca. 1300 tdr. hartkorn. I sin høje alderdom henfaldt R. i en slags vanvid der forledte ham til sådanne ting som at tilintetgøre en mængde historiske dokumenter han tidligere med omhu havde samlet, deriblandt nogle klosterarkiver han havde ført med sig fra Norge. At det under disse forhold gik ud over hans godser er forståeligt, og nogle år senere omtales det hvor yderligt brøstfældig og slet alle de grevelige stamgodsers, bygningers, kirkers, broers og møllers tilstand var ved hans død.

Når R.s navn endnu er omgivet af en egen glans, skyldes det hverken hans byrd, hans rigdom eller hans embeder; en ringere begavet person end han ville, udrustet med de samme ydre fordele, have kunnet nå det samme. Det der vil bevare hans navn i historien er hans åndelige egenskaber. R. var besjælet af levende videnskabelig interesse og havde selv tilegnet sig ualmindelige kundskaber. Han var en af dem der formidlede den samvirken mellem adel og åndsliv som i disse tiår var af så gavnlig betydning. Uden selv at være en skabende ånd repræsenterede han på smukkeste måde sin tidsalders videnskab og digtning. Med Hans Gram og Christian Falster stod han i levende brevveksling; han har formodentlig også haft en vis forbindelse med Ludvig Holberg og forstod at vurdere dennes værker; han kunne nyde Peder Paars og var med sit livlige temperament selv oplagt både til munterhed og kritik. At han var en ven af den danske skueplads har vi det bedste bevis på deri, at han var den til hvem skuespillerne 1731 henvendte sig om bistand i den fortvivlede situation, ildebranden 1728 og tronskiftet 1730 havde bragt dem i. Også Ambrosius Stub havde en velynder i R., der både forstod at glæde sig ved hans digte og belønne digteren for hans vers. – R. ejede et bibliotek på over 3600 bind, og af sin rigdom betænkte han såvel katedralskolen i Kristiania som gymnasiet i Odense med boggaver. Men den største gave lod han tilflyde universitetsbiblioteket, da han inden sin afrejse til Norge 1731 skænkede det en kostelig samling af vigtige håndskrevne kilder til Danmarks middelalderhistorie (nu i Det kgl. bibliotek), hvoriblandt Calendarium Nestvediense, Exordium Caræ Insulæ og Codex Esromensis. – Gehejmeråd 1729. Gehejmekonferensråd 1730. Rang med gehejmeråder i konseillet 1747. – Sønnen Frederik Siegfried Rantzau, født 8.6.1744, død 23.8.1822, blev uden militær uddannelse ritmester og eskadronchef som 20-årig og 1772 blev han ved general H. H. Eickstedts protektion regimentskommandør, 1774 virkelig oberst og regimentschef. 1787 blev han generalmajor og 1802 kommanderende general på Fyn og Langeland, hvor han 1808 intet forsøg gjorde på at hindre de spanske hjælpetroppers samarbejde med englænderne. 1814 arvede han Rosenvold og lensgrevetitlen. Kammerjunker 1759. Kammerherre 1768. Hv. R. 1776.