Christian 3.

Artikelstart

Christian 3., 12.8.1503-1.1.1559, konge. Christians opvækst prægedes af den højtbegavede sachser Wolfgang von Utenhof som han som fjortenårig fik som lærer, og holsteneren Johan Rantzau der kort efter blev hans hofmester. Sammen med Rantzau foretog han 1521 en længere rejse i Tyskland hvor han overværede rigsdagen i Worms, og hvor Luthers optræden gav ham et indtryk der prægede ham for livet.

At faderen 1523 blev dansk konge fik ikke i første omgang nogen større betydning for Christian. Efter Frederik 1.s hyldning i Viborg var Christian nok formelt leder af besættelsen af øerne og København, men Johan Rantzau havde den reelle ledelse, og efter besættelsen kom Christian kun sjældent til Danmark. Forholdet til faderen var køligt, og den overvejende katolske regeringskreds i Danmark så med mistro på den unge prins hvis lutherske sympatier var velkendte, og som endog ikke afholdt sig fra at spotte dem for deres oprør mod deres "rette arveherre" Christian 2. Da kongen 1525 ønskede at gøre ham til statholder afvistes det derfor af rigsrådet, og Christian der samme år giftede sig måtte til underhold nøjes med Haderslev og Tørning len. At han straks med stor energi tog fat på at gennemføre reformationen i sine forleninger skabte yderligere mistro til ham i det danske rigsråd. Antipatien var sikkert gensidig, og der er adskillige tegn på at Christian ikke var alt for begejstret for tanken om eventuelt at skulle efterfølge faderen som dansk konge.

En sådan holdning vanskeliggjorde yderligere forholdet til faderen og dennes rådgiver, Christians tidligere lærer Utenhof, hvis erklærede politik var at sikre den fortsatte forening af Danmark og hertugdømmerne under Frederik 1.s slægt, og Christian fik derfor i faderens regeringstid kun pålagt få opgaver i statsstyreisen. Dog var han i syv måneder i 1526 statholder i Danmark under faderens fravær, og 1529 sendtes han sammen med et udvalg af danske og norske råder til Norge for at bringe orden i de forvirrede forhold i landet. Selv om hans handlefrihed var ret begrænset i forhold til raderne tog han dog, særlig i religionssager, flere radikale initiativer hvoraf de fleste imidlertid blev underkendt i København, og som yderligere skærpede modsætningen mellem ham og det katolske Danmark, fx som da han ved nattetide lod sine soldater fjerne klenodierne fra Mariakirken i Oslo.

Da Frederik 1. døde 1533 opstod problemet hvem der skulle efterfølge ham på tronen. Det danske rigsråd havde 1523 forpligtiget sig til at vælge en af hans sønner, og Christian var ved faderens død den eneste myndige. Men som nævnt var det overvejende katolske rigsråd af mange grunde imod hans kandidatur hvorfor man allerede 1529 havde sørget for at hans da otte-årige halvbroder Hans var blevet hentet til Danmark, angiveligt med den hensigt at han gennem en katolsk opdragelse skulle kunne blive en konge der i religionsspørgsmål var i overensstemmelse med rigsrådsflertallets ønsker. Rigsrådet var dog ikke enigt i sagen, og en fløj, ledet af rigshofmesteren Mogens Gøye gik ind for valget af Christian. Spørgsmålet kompliceredes yderligere af sammenhængen mellem det danske kongevalg og forholdet til Norge og hertugdømmerne der formelt var arvelande. Dertil kom Christian 2. der til trods for at han siden 1532 havde siddet fangen på Sønderborg, i kraft af sine udenlandske støtter og den brug der kunne gøres af hans navn udgjorde en trussel.

I denne komplicerede situation optrådte Christian med stor forsigtighed. Han overtog kontrollen med hertugdømmerne hvor han 8.6.1533 i Kiel på sine egne og sine umyndige halvbrødres vegne modtog arvehyldning. Endvidere meddelte han det danske rigsråd at han om det ønskedes ville komme til stede ved den herredag der var indkaldt til i København, ligesom han tilbød sig som formynder dersom den mindreårige broder Hans blev valgt. Karakteristisk for forholdet mellem parterne blev brevet ikke besvaret.

Herredagen endte med at kongevalget blev udsat et år. I mellemtiden skulle landet styres af rigsrådet. Samtidig blev konsekvensen at der nu ikke blot syntes at være sat en stopper for den fremgang som de lutherske tanker indtil da havde haft, men også at være banet vej for en katolsk modoffensiv. Denne trussel forenede den lutherske adel under Mogens Gøye med borgerne i København og Malmø under borgmestrene Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock i et fælles tilbud til Christian om den danske krone, et tilbud som han afslog til trods for sin oprigtige lutherske overbevisning. Årsagen hertil kan have været hensynet til broderen Hans' interesser, men er nok først og fremmest dikteret af en realistisk analyse af situationen fra Christians og hans rådgiveres side: en dansk kongemagt på det foreliggende grundlag ville få meget svært ved at hævde sig imod rigsrådets og adelens flertal.

Lybæks angreb på hertugdømmerne i maj 1534, og grev Christoffer af Oldenburgs landgang på Sjælland i juni, formelt i Christian 2.s navn, ændrede situationen. Den jyske og den fynske adel besluttede i juli på møder i Ry og Hjallese at tilbyde Christian den danske krone. Uagtet at disse møder ikke havde nogen formel ret hertil, accepterede Christian nu tvunget af omstændighederne, og blev 18.8.1534 hyldet i Horsens. Ved hyldningen lovede Christian at han efter borgerkrigens afslutning ville udstede en håndfæstning ligesom faderen, blot med de ændringer som hensynet til parternes rimelige interesser gjorde nødvendige. Om religionsstridighederne bestemtes det at den gamle og den nye lære indtil videre skulle eksistere side om side, men at Christian når krigen var forbi "med Danmarks riges råd og adel ville gøre en kristelig og god skikkelse herpå i alle måder". Denne formulering svarer ganske til de erklæringer der i Tyskland fra begge parter fra 1520 var blevet fremsat for at få løst religionsstridighederne på et almindeligt kirkemøde. Reelt var det dødsdommen over den danske katolske kirke der her blev fremsat, men som erklæringen var udformet kunne den af katolikkerne opfattes som om der var mulighed for et kompromis, og den tjente derfor til at hindre at religionsspørgsmålet yderligere forbitrede borgerkrigen.

Christians holstenske tropper under Johan Rantzau blev udslagsgivende i borgerkrigen, der afsluttedes med Københavns kapituation 29.6.1536. Christian havde erobret sit rige med våbenmagt, nu ventede den vældige opgave at få bragt fred, forsoning og ordnede forhold til det hærgede land.

I første omgang synes det at have været meningen at reorganisationsarbejdet skulle foregå efter retningslinierne i erklæringen fra 1534, og i overensstemmelse med den konstitutionelle sædvane. Senest 6.8. besluttedes det at indkalde til en herredag der skulle træde sammen i København 15.10.1536. Også de katolske bisper tænktes i første omgang indkaldt. De problemer som herredagen skulle behandle var såvel akutte som mere langsigtede. Blandt de sidste kan nævnes religionsspørgsmålet, det fremtidige forhold mellem kronen og rigsrådet, en nyordning af kronens finanser, tronfølgespørgsmålet, forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, og forholdet til Norge, og i det hele taget den udenrigspolitiske situation hvor især Christian 2.s slægt, støttet af dennes svoger kejser Karl 5. udgjorde en trussel. Det mest presserende akutte problem var mangelen på kontante midler; krigen havde kostet dyrt, og lejetropperne skulle have deres betaling.

Alle disse problemer greb naturligvis på kompliceret vis ind i hinanden, og i kredsen om Christian var der forskellige opfattelser af hvorledes de skulle gribes an. En radikal fløj, sikkert især bestående af Christians holstenske råder og hærledelsen synes at have talt for et brud med det hidtidige system, dvs. at rigsrådet skulle sættes ud af spillet og kongemagten for fremtiden baseres på militæret. En mere moderat fløj hvortil man må regne Mogens Gøye og kansleren Johan Friis talte af gode grunde herimod. Hvorledes Christian selv stillede sig ved vi ikke, men det er rimeligt at antage at han, i betragtning af den politik han senere førte, har været betænkelig ved en alt for hårdhændet kurs. Under alle omstændigheder blev resultatet en mellemløsning: natten mellem den 11.8. og 12.8. fængsledes bisperne, men ikke som det havde været overvejet de verdslige rigsråder som til gengæld på få undtagelser nær måtte underskrive et forpligtelsesbrev. I dagene efter aktionen blev bispegodser landet over beslaglagt.

Bag denne beslutning kan skelnes flere motiver: en erkendelse af at en kongemagt baseret på et samarbejde med den "loyale" del af adelen på lang sigt måtte være mere stabil end et militærdespoti; endvidere at der med bispernes fængsling var banet vej for indførelsen af en luthersk kirkeordning hvilket givet har tiltalt Christian personligt, og sidst men i den aktuelle situation med dens fortvivlede økonomiske forhold ikke mindst betydningsfuldt: kirken, og især bisperne, var de eneste der indtil da nogenlunde havde formået at holde sig fri for de hårde skattepålæg der under krigen havde ramt de øvrige befolkningslag. Nu var vejen åbnet for en udnyttelse af denne indtægtskilde. At dette motiv var af betydning fremgår af at der straks efter herredagens afslutning blev udskrevet en sølvskat af kirken, således fik alle landets kirker ordre til at aflevere alle deres ædelmetalgenstande, bortset fra det allermest nødvendige til gudstjenestens afholdelse. Det indkomne sølv udmøntedes i dalere der benyttedes til hærens betaling. Man kan kun gisne om hvilke uvurderlige middelalderlige kunstskatte der her gik tabt for stedse.

I oktober trådte herredagen sammen, og var efter kun 14 dages arbejde i stand til at afslutte sit arbejde 30.10.1536 med udstedelsen af en reces, dvs. en almindelig lov, en håndfæstning og et valgbrev for Christians toårige søn Frederik (2.) som tronfølger.

Vurderingen af herredagen og dens resultater har igennem tiderne vekslet meget, og nogen endelig afklaring kan næppe siges at være nået. Det mest rimelige må nok være at se det skete som et klogt kompromis mellem stærke modstridende kræfter og interesser, opnået på grundlag af en nøgtern realpolitisk analyse af de foreliggende muligheder, og dikteret af et ønske hos Christian og hans danske rådgivere om at sikre de bedst mulige betingelser for en fredelig og harmonisk genopbygning af riget. Kronens økonomi blev gennem inddragelsen af bispe-, og efterhånden også klostergodset, forbedret, ifølge Kr. Erslev tredobledes de; tronfølgespørgsmålet løstes for en lang tid frem, uden at princippet om Danmark som et valgrige ændredes, og på den anden side fik det nu rent verdslige rigsråd forskellige indrømmelser der sikrede dets deltagelse i statsstyreisen, vigtigst nok bestemmelsen om at kongens kansler der indtil da havde været kongens personlige tjener nu skulle være født medlem af rigsrådet, endda som dets næstfornemste medlem efter rigshofmesteren. Adelen fik desuden andre indrømmelser og sikrede i det hele sin position som rigets førende stand, politisk og økonomisk. Kun i religionsspørgsmålet blev der gået mere radikalt til værks, herredagen anerkendte bispernes afsættelse og bispegodsets konfiskation som permanent og afstak rammerne for den lutherske nyordning af kirken. Taberne var de uprivilegerede stænder, borgere og bønder. Som tabere i borgerkrigen stod de svagt, og det samarbejde mellem krone og adel som blev herredagens resultat gav disse to mulighed for et samarbejde i bestræbelserne for en mere effektiv udnyttelse af deres ejendomme, dvs. et stedse hårdere pres på især bøndernes arbejdskraft.

Herredagen løste nogle af de mest presserende problemer, men langtfra dem alle. I religionsspørgsmålet var som sagt rammerne for den lutherske nyordning af kirken blevet afstukket, nu forestod det vældige arbejde at få den ført ud i livet. Kronens økonomi var med inddragelsen af kirkegodset på langt sigt blevet forbedret, men skulle gevinsten udnyttes måtte hele forvaltningsformen, lensvæsenet ændres i en for kronen mere gunstig retning. Forholdet til hertugdømmerne var stadig uafklaret, ligesom hele den udenrigspolitiske situation fortsat var truende. Forholdet til Norge blev foreløbig løst på den ejendommelige måde at landet i håndfæstningen blev "nedlagt" som selvstændigt rige og gjort til en del af Danmark på linie med Jylland, Skåne osv. Forklaringen er givet at man på denne måde ville søge at komme uden om eventuelle krav fra Christian 2.s slægt på arveriget Norge, men bestemmelsen fik i øvrigt ingen varig betydning. Man tog straks fat på den nye kirkeordning. De mest fremtrædende lutherske prædikanter sammenkaldtes, først i Odense, siden i Haderslev for at forfatte en ny "kirkeordinans". Også domkapitlernes overvejende katolske gejstlighed var repræsenteret uden dog at få mulighed for at præge resultatet, ordinansen er rent evangelisk. Efter at den var færdig i foråret 1537 sendtes den til gennemsyn hos Luther i Wittenberg og bragtes om sommeren tilbage af Johan Bugenhagen som Christian ved en personlig henvendelse til den sachsiske kurfyrste havde udvirket sendt til Danmark for at hjælpe til ved nyordningen.

Ordinansen, udstedt på latin 2.9.1537 og på dansk 14.6.1539, blev grundlaget for den danske kirke i to århundreder. Mens det religiøse indhold betegner et virkeligt brud med fortiden er det påfaldende at se at kirkens fysiske rammer og organisation stort set bevaredes uændret. De katolske bisper erstattedes med evangeliske superintendenter og verdslige stiftslensmænd, men stifts- og sognegrænser, domkapitlerne og indtil videre klostrene bevaredes, ligesom de hidtidige præster stort set fortsatte i deres kald. De katolske bisper blev i de kommende år løsladt og pensioneredes med passende forleninger på gunstige vilkår, kun Roskildebispen Joachim Rønnow døde i sit fængsel 1542 mens der forhandledes om hans frigivelse. I de følgende år fortsatte det praktiske arbejde med nyordningen, i de første år især sådanne foranstaltninger som lod sig gennemføre med få eller ingen udgifter, men i 1550erne hvor rigets økonomi var blevet forbedret gennemførtes betydelige reformer af kirke, skole og hospitalsvæsen, ledsaget af betydelige økonomiske tilskud. Samtidig med udstedelsen af kirkeordinansen genoprettedes Københavns universitet der nu for første gang fik tillagt indtægter af betydning og faste lærestole. Der er ingen tvivl om at Christians personlige interesse i høj grad fremmede hele dette arbejde.

Inden for lensvæsenet der under Frederik 1. havde udviklet sig på en for kronen uheldig måde idet de adelige lensmænd selv oppebar størstedelen af lenenes indtægter, påbegyndtes så småt en reform der i de kommende år stadig intensiveredes. Hovedvægten blev nu lagt på regnskabs- og genantlen hvor lensmanden var på fast løn og regnskabspligtig fremfor de for lensmændene mere fordelagtige afgifts- og frie len.

Endvidere formindskedes leneries antal idet talrige små len blev lagt under hovedlenene. I takt hermed indordnedes det inddragne bispegods og siden også klostergodset i det almindelige lenssystem. Det er hævet over enhver tvivl at lensreformen der foreløbig kulminerede med lensforordningen 2.6.1557 betød en enorm fordel for kronen, og at taberne tilsvarende var adelen som helhed. Når reformen desuagtet mødte så ringe modstand som den gjorde skyldes det dels de ændrede politiske forhold efter 1536, men også at højadelen som gennem rigsrådet og sin medvirken i centraladministrationen snævert samarbejdede med kronen fik en faktisk forret til de stadig større len der blev reformens resultat. Da en væsentlig del af lensmændenes løn beregnedes med en procentsats af lenets indtægt betød dette at de højadelige lensmænd holdtes skadesløse eller endog fik forbedret deres aflønning. De virkelige tabere var de dele af adelen der på grund af de stadig færre lensmandsembeder mistede denne indtægtsmulighed. For bønderne betød reformen nok en vis fordel idet den strengere kontrol med lensmændene formindskede disses muligheder for overgreb mod bønderne. Købstæderne blev holdt uden for lensvæsenet hvad der på langt sigt snarest øgede deres selvstyre. Forskningen om lensreformens gennemførelse og konsekvenser er omfattende, men kan for en lang række punkters vedkommende endnu ikke siges at være afklaret.

Endnu i de første år efter 1536 støttede Christian sig i vid udstrækning på sine holstenske rådgivere, især Melchior og Johan Rantzau. Holsten besad det militære potentiel som på grund af de usikre udenrigspolitiske forhold ikke kunne undværes, og hele spørgsmålet om afviklingen af den gæld som hertugdømmerne havde pådraget sig i forbindelse med borgerkrigen stod fortsat uafklaret, ligesom forholdet til Christians halvbrødre som efter tidens opfattelse havde krav på at blive standsmæssigt forsørget af hertugdømmerne. Disse problemer afklaredes i begyndelsen af 1540'erne, kongeriget overtog sin del af gælden, og 1544 deltes hertugdømmerne mellem Christian og brødrene Hans og Adolf, men på en sådan måde at den formelle samhørighed mellem kongeriget og hertugdømmerne bevaredes. I den sidste halve snes år af sit liv var Christian kun sjældent i hertugdømmerne, ligesom hans regering i alt væsentligt bestod af danske.

Sideløbende med denne udvikling fuldendtes udsoningen med den del af adelen der havde kæmpet imod Christian i borgerkrigen, ligesom retsopgøret med de jyske bønder der havde kæmpet sammen med Skipper Clement under krigen førtes igennem, mådeholdent i den forstand at kun få mistede livet, men på økonomisk hårde betingelser for de berørte bønder.

Også udenrigspolitisk stabiliseredes situationen. Forholdet til Sverige der havde været omend ikke direkte fjendtligt så dog anspændt reguleredes med Brömsebrotraktaten 14.9.1541 om hvilken Arup har sagt: "Aldrig er tanken om Nordens enhed blevet mere virkeliggjort end i denne traktat". Uagtet at den skulle gælde i 50 år formåede den dog kun at sikre freden til 1563. Efter en ublodig, men kostbar krig med Karl 5. reguleredes forholdet mellem Danmark og kejserriget med freden i Speyer 23.5.1544. Christian måtte opgive alle forbund med kejserens fjender og indrømme nederlænderne handelsrettigheder i Danmark og lempelser i Øresundstolden, på den anden side opnåede han at Karl 5. endelig anerkendte ham som dansk konge, og at han lovede ikke at støtte Christian 2.s arvinger militært. I resten af Christians regeringstid var disse traktater grundlaget for Danmarks udenrigspolitik, uagtet at især den minutiøse overholdelse af freden med kejseren der i årene efter 1544 søgte at nedkæmpe de tyske protestanter var vanskelig forenelig med Christians personlige religionspolitiske synspunkter. Denne politik var vel først og fremmest dikteret af de politiske realiteter, men var også i overensstemmelse med Christians personlige afsky for krig som den kommer til udtryk ved mange lejligheder. Således forhindrede han i fuld overensstemmelse med den danske regering 1557 broderen Adolfs planlagte angreb på Ditmarsken. Ligeledes gik han imod sin kansler, Johan Friis, da denne 1558 ønskede at gribe ind i de forvirrede forhold i Livland (Letland) hvilket ville have betydet en alvorlig forværring af forholdet til Sverige. Christians oprigtige fredsvilje anerkendtes endog af den svenske konge, Gustav Vasa, der ellers ikke var nogen elsker af danskerne.

I takt med den udenrigspolitiske afspænding gennemførtes en reduktion af militæret. Dog blev flåden holdt på et ret højt niveau, en naturlig konsekvens af Danmarks stilling som Østersømagt, ligesom adelens militære tjenestepligt, rostjenesten, i begyndelsen af 1550'erne reorganiseredes og effektiviseredes. Rostjenestens militære værdi var dog begrænset. Inden for hærvæsenet i øvrigt aftakkedes størsteparten af de kostbare lejetropper, og hovedvægten blev lagt på rigets fæstninger der blev væsentligt udbygget, hovedsagelig ved bøndernes udskrevne arbejdskraft. Ubehageligt for bønderne, men unægtelig billigere.

De forskellige reformer og den udenrigspolitiske afspænding gav i de senere år af Christians regeringstid mulighed for en vis lettelse af skattetrykket, i takt med at gælden fra borgerkrigen blev betalt. Om end det klart var kronen og adelen der først og fremmest nød godt af tidens gunstige økonomiske konjunkturer ser det dog ud til at der i løbet af Christians regeringstid for den almindelige befolkning i det mindste blev skabt tålelige vilkår med nogen velstand.

Generelt må man karakterisere Christians regeringstid som en periode i Danmarks historie præget af betydningsfulde reformer på en lang række områder, og af en konsekvent, dygtigt gennemført politik. Kildematerialets upersonlige karakter gør det vanskeligt at afgøre hvem i den danske regeringskreds der især må tilskrives æren herfor. Erslev tillægger Christian personligt æren for lensreformen, medens senere forskere (Arup og Astrid Friis) der baserede deres opfattelse på ideen om en konflikt i adelen mellem et "moderne" parti der ønskede en stærk kongemagt og et "konservativt" især udlagde kansleren Johan Friis som talsmand for det moderne parti, som regeringens egentlige leder. Dette blev stærkt imødegået af Knud Fabricius, og i de senere år har Benito Scocozza ud fra et marxistisk grundsynspunkt fremhævet at der ikke nødvendigvis som postuleret af den ældre forskning eksisterede nogen modsætning mellem kronens og adelens interesser: som samfundets privilegerede del og som ejere af dets jord havde de en naturlig interesse i et samarbejde med henblik på at befæste og udbygge privilegierne, et samarbejde der da også etableredes.

At fremhæve Johan Friis og andre på Christians bekostning så stærkt som det er blevet gjort er næppe holdbart. Undersøgelser over administrationens arbejdsgang i Frederik 2.s første år har afdækket en praksis der helt givet er etableret under Christian og som klart placerer kongen centralt i beslutningsprocessen. I sin ligprædiken fremhævede Niels Hemmingsen Christians arbejdsomhed og handlekraft, hans forudseenhed og forhandlingsevner, og især hans retfærdighedssans, og selv om en ligprædiken ikke behøver at have den største kildeværdi er der dog meget der bekræfter Hemmingsens karakteristik. Christian synes at have haft evnen til at vinde og fastholde dygtige medarbejdere med hvem han formåede at etablere et vidtgående og stort set gnidningsfrit samarbejde med sig selv som en vigtig aktør.

Christians personlige fromhed er uomtvistet. Hans hverdag var udover regeringsarbejdet præget af bøn, gudstjenester hvor han selv jævnligt prædikede og læste op af religiøse skrifter, særlig Luthers, og diskussioner om religiøse anliggender. Bibelen læste han kontinuerligt livet igennem. Udover religionen havde matematik, astronomi og ikke mindst musik hans interesse. Med Wittenbergreformatorerne, især Luther, Melanchton og Bugenhagen stod han livet igennem i livlig brevveksling, ligesom han understøttede dem økonomisk. Hans religiøsitet var enkel og ukritisk, teologiske stridigheder var ham imod, og i Danmark tillod han ingen fravigelser fra den rene lutherske lære. Hans forhold til dronning Dorothea og den ældste datter Anna der 1548 var blevet gift med hertug August af Sachsen var efter alt at dømme godt. Derimod voldte sønnerne Frederik (2.) og Magnus ham nogen bekymring. Han havde sine tvivl om Frederiks evner som konge, og Magnus' udsvævende liv var ham inderligt imod. I sine sidste år var han plaget af sygdom, hvilket dog ikke hindrede ham i aktiv deltagelse i regeringsarbejdet til det sidste. Den sorg der fra mange sider kom til udtryk ved hans død var givet oprigtig, han havde været sit land en god konge der havde givet sit store bidrag til at de ulykkelige forhold der havde hersket ved hans tronbestigelse ved hans død var blevet afløst af fred, orden og fremgang.

Familie

Christian 3. blev født på Gottorp, døde på Koldinghus og er begravet i Roskilde domkirke. Forældre: hertug Frederik af Holsten-Gottorp, senere Frederik 1. (1471-1533) og Anna af Brandenburg (1487-1514). Gift efteråret 1525 i Lauenburg med Dorothea af Sachsen-Lauenburg, født 9.7.1511, død 7,10.1571 på Sønderborg slot, d. af hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg (død 1543) og Cathrine af Braunschweig-Wolfenbuttel (død 1563). Far til Anna (1532-85), Frederik 2., Magnus (1540-83) og Hans den yngre. Bror til Dorothea (1504-47).

Ikonografi

Jacob Binck har skabt flere portrættyper: stik på sølvplade, 1535 (Rosenborg), gengivet bl.a. i stik af Virgil Solis ca. 1540. To medaljer 1541, den ene med profilportr., begge senere i varierede udg. Træsnit i Bibelen 1550, varieret gentagelse i medalje 1559, flere gengivelser i træsnit o.l. Majestætssegl, dateret 1546, med en face portr. På Bincks typer bygger formentlig flere træsnit, fx af Niklas Stør ca. 1544 (Fr.borg) og træsnit 1545 (Rijksmus., Amsterdam). Bincks træsnit 1550 er gengivet i flere træsnit og stik, bl.a. af Haelwegh og af Brüel og findes også i mal. (Fr. borg, Gripsholm). Også til andre typer repræsenteret i mal. synes der at være forbindelse til Bincks typer. Efter dragt o.l. kan man skelne mellem flere indbyrdes beslægtede typer. Maleri (Fr.borg), kopier (Egeskov, Landesmus., Kassel), afbildet på anetavler (Fr.borg, Gripsholm), sidstnævnte kopieret af Bruno Hoppe (Fr.borg), dobbeltportr. (Gripsholm), samme type er gengivet i træsnit 1554 m.fl. og i litografi og radering hhv. 1855 og 1860 af Kornerup efter maleri, som da var på Fr.borg, formentlig også stik af Haas, noget varieret i maleri (Fr.borg) og på dobbeltportræt (Eutin). En lidt anden type var repræsenteret i maleri i kunstkammeret, kopi før 1823 (Roskilde domk.), i stik 1761, stik af Preisler, af A. Flint, af A. Hansen m.fl. Mal. som død, tilskrevet Jost Verheiden (Fr.borg), gi. kopi (Malmø mus.) og kopi af F. Vermehren (Gavnø). Figur på gravmæle af Cornelis Floris, 1579 (Roskilde domk.) som synes at ligge til grund for afbildninger af Christian i rustning, træsnit 1589, tapet af Knieper (Nat.mus.), mal. af Peiter Hartman, 1607 (Malmø rådhus), stik af Sysang m.fl. Af senere fremstillinger kan nævnes medalje af Winecke ca. 1729, mal. af N. A. Abildgaard, 1781 (Chr.borg), maleri 1836 (Vigerslev k., Fyn), relief på reformationsmonument 1938 af Max Andersen (Bispetorvet, Kbh.), og statuette af Erik Cohrt (Gråbrødre hospital, Odense). - Mindesten ved Brøndum k. Tegn. til monument af O. V. Koch og Thorv. Jørgensen, udst. 1906.

Bibliografi

Kilder. Saml. af kong Christian III's breve til ansete tyske reformatorer i Årsberetn. fra det kgl. gehejmearkiv, I, 1852-55 215-96. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2r. IV, 1867-68 1-19. Ligprædikener af Niels Hemmingsen og Jacob Bording i N. Krag og St. Stephanius: Christian IIIs hist. I, ved B. C. Sandvig, 1776.

Lit. C. Paludan-Müller: Grevens fejde, I-II. 1853-54. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. 1537-1621, I, 1868-69. A. Heise i Hist. t. 4.r. III, 1872-73 222-517 og sst. 4.r. VI, 1877-78 163-310. Kr. Erslev: Konge og lensmand i det sekstende årh., 1879. W. Mollerup: Danm.s forhold til Lifland 1346-1561, 1880. G. Landberg: De nordiska rikena under Brömsebroförbundet, Uppsala 1925. E. Arup: Danm.s hist. II, 1932 (fot. optr. 1961). K. Fabricius i Hist. t. 10.r. II, 1933 323-69. A. Friis i Scandia, VI, 1933 231-327 og sst. VII, 1934 167-246 (genoptr. 1970). P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist. i slutn. af Christian 3.s og begyndelsen af Frederik 2.s tid, 1939. A. Hasse i Kirkehist. saml. 6.r. III, 1941 448-573. A. Friis sst. 6.r. IV, 1942 1-28 og i Hist. t. 10.r. VI, 1942 1-140 (genoptr. 1970). H. Heilesen i Hist. t. II.r. II, 1947-49 73-84. K. Hørby i Kirkehist. saml. 1969 26-49. E. Ladewig Petersen sst. 12.r. VI, 1973 393-467. E. Slottved sst. 465-94. B. Scocozza: Klassekampen i Danm.s hist. I: Feudalismen, 1976. K. J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977. M. Schwarz Lausten: Religion og politik, 1977. H. Bennike Madsen: Det danske skattevæsen 1530-1660, 1978. Frede P. Jensen: Bidrag til Frederik IIs og Erik XIVs hist., 1978 13-44.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig