Christian 5.

Artikelstart

Christian 5., 15.4.1646-25.8.1699, konge. Allerede på en rigsdag i Kbh. i juni 1650 var Christian af stænderne blevet valgt til tronfølger; 6.8.1655 blev han hyldet som sådan i København, i september samme år i Odense og Viborg og juli 1656 i Kristiania for Norge. Som kronprins modtog han på sin fars vegne arvehyldning af de norske stænder i Kristiania 5.8.1661. I maj n.å. tiltrådte han under ledelse af sin hofmester Christoffer Parsberg en længere udenlandsrejse der gik over Holland til England, Frankrig og hjem gennem Tyskland. Han fik på denne rejse lejlighed til at se den nu fremtrængende enevælde i dens mest pragtfulde udfoldelse ved den unge Ludvig 14.s hof. I aug. 1663 var Christian hjemme igen, men han fik som kronprins så godt som ingen lejlighed til at deltage i regeringsstyrelsen, selv om han fra 1664 fik tilladelse til at overvære forhandlingerne i statskollegiet. Først ganske kort tid før han blev konge blev han taget med i konseilet og i højesteret. Konge blev han ved faderens død 9.2.1670. Da han var den første der besteg tronen som enevoldskonge blev der ved hans kroning og salving 1671 indført et helt nyt pragtfuldt ceremoniel ligesom der blev anskaffet nye kostbare kronregalier.

Skønt Christian havde haft flere dygtige lærere, deriblandt den senere landsdommer Villum Lange var hans kundskaber ikke store og hans synskreds noget snæver. Dette skyldtes måske i nogen grad at undervisningen ikke havde været helt heldigt anlagt, men sikkert væsentlig at Christian af naturen kun var jævnt begavet selv om han i flere henseender kunne vise sig i besiddelse af en vis sund forstand. Dybere åndelige interesser havde han ikke. Hans væsentligste interesse var legemlig idræt, ridning og jagt, særlig parforcejagt. I det daglige var Christian ikke særlig hengiven til bordets glæder, men undertiden kunne han, navnlig i sine yngre år, mere end heldigt var deltage i rå drikkegilder sammen med halvbroderen Ulrik Frederik Gyldenløve og sine yndlinge, overjægermester Vincents Hahn og overkammerjunker Adam Levin Knuth. Når man i lang tid har fremstillet Christian som væsentlig tysk i tale og tankesæt, ja endog har villet påstå at han ikke kunne tale dansk så modbevises dette til fulde af hans resolutioner på rentekammerforestillingerne fra hans unge år og hans dagbøger og andre optegnelser fra hans senere år. Disse viser at dansk var hans modersmål og det sprog hvori han lettest bevægede sig.

Christian var i besiddelse af flere egenskaber der gjorde ham vel skikket til at vinde folkeyndest, noget der ikke var uden betydning for den unge enevælde. Han lignede i ikke få henseender sin bedstefar Christian 4. om end han var i mindre format. Skønt han ingenlunde var smuk af ydre gav hans store dygtighed i ridderlige idrætter ham en heldig optræden når han færdedes i det fri. Han var en fortrinlig rytter hvilket han gav folk rig lejlighed til at beundre ved de prægtige karruselridt han ofte foranstaltede i København. Han var ligesom bedstefaderen en modig og tapper mand, ligesom denne kunne han også undertiden bruse op, men var ellers en venlig, godmodig og jævn mand der forstod at komme på en god fod med det københavnske borgerskab. En gennemgang af regeringskollegiernes protokoller og akter giver det samme billede af Christian som en venlig og godmodig mand der havde overordentlig vanskeligt ved at sige nej når nogen søgte om begunstigelser og benådninger skønt fiskale hensyn talte stærkt imod at give disse og de pågældende supplikanter heller ikke altid fortjente eller trængte til at blive hørt. Det var heller ikke ubetydelige summer han skænkede sine yndlinge og sin maitresse Sophie Amalie Moth og sine børn med hende selv om disse udgifter af skribenter som N.D. Riegels o.a. er blevet stærkt overdrevet.

Christian havde fra faderen arvet meget høje tanker om hvilket "uskatteligt" klenodie enevoldsmagten var, og hvor magtpåliggende det var for kongehuset at bevare denne. I forskellige optegnelser, de såkaldte Testamenter, pålagde han sine arvesuccessorer nøje at våge over den og holde mænd af den gamle danske adel borte fra forskellige af de høje stillinger i staten da han ikke mente at enevælden rigtig kunne stole på den. Når han 1671 oprettede grevernes og friherrernes klasser som stående over den almindelige adel var det ikke blot for at skabe disse alene på den kongelige nåde beroende højere klasser, men også for at bryde den gamle danske adels sammenhold ved at friste fremragende og rige medlemmer af den til at søge at komme op i disse klasser. Da denne ophøjelse som sagt afhang af kongens nåde bidrog den til at øge kongedømmets magt og glans. Det samme formål forfulgte også den rangforordning som indførtes. Ligesom Ludvig 14. stræbte Christian eller måske snarere Griffenfeld at gøre kongens nåde til kilden for al magt og indflydelse og gøre hoffet til det midtpunkt hvortil alle søgte. Men selv om Christian af disse grunde drog folk af borgerlig herkomst, adelsmænd fra hertugdømmerne og enkelte udlændinge frem brugte han dog stadig et ikke ubetydeligt antal af den gamle danske adel i de forskellige regeringskollegier.

Christian mente også at enevoldsmagten stillede store krav til ham selv. Han var, ligesom i det hele de første enevoldskonger i Danmark, en meget flittig og arbejdsom mand. Herom vidner noksom hans udførlige dagbøger over alt hvad der passerede under ham, særlig på det militære, finansielle og udenrigske område. Han optegnede ofte sine tanker om den udenrigspolitiske situation for at kunne drøfte den med sine ministre, gjorde uddrag af alle mulige regnskaber, arbejdede selv ivrigt med på udarbejdelsen af budgetterne og var stærkt optaget af hvorledes man skulle få indtægterne til at dække de store udgifter. Christian har sikkert også på visse områder spillet en større rolle i styrelsen af landet end man hidtil har været tilbøjelig til at antage. Politikken over for Sverige, hertugen af Gottorp, Hamburg og de nordtyske fyrster har utvivlsomt i hovedsagen været bestemt af ham selv. Hans politik var her ikke heldig. Ligesom sin bedstefar forstod han ikke altid at bedømme den politiske situation og de foreliggende magtforhold med tilstrækkelig klarhed. Ved sin deltagelse i krigen 1675-79 kom han til at stå som modstander af Frankrig, og Ludvig 14. viste sig stærk nok til, da Danmark tilmed svigtedes af sine forbundsfæller, at hindre at Danmark fik lov til at beholde så meget som en landsby af det som det havde erobret fra Sverige. Da Danmark senere sluttede sig til Frankrig viste det sig, navnlig efter Vilhelm af Oraniens erobring af den engelske trone, også at være uheldigt. Frankrigs magt var nu i dalen, og Ludvig 14. havde desuden ikke nogen interesse i at yde Danmark virkelig støtte i dets forsøg på at underlægge sig hertugen af Gottorp og Hamburg, forsøg der tilmed bragte Danmark i et mindre godt forhold til flere nordtyske fyrster, særlig hertugerne af Celle og Hannover. Både over for Gottorp og Hamburg led Christians politik derfor skibbrud.

Når Christians udenrigspolitik i det store slog fejl og ofte fik en noget vaklende karakter var grunden dog ikke alene de for Danmark ugunstige politiske konstellationer i Europa, og at han ikke selv havde den nødvendige indsigt til at lede den, men det skyldtes også for en del at han ikke forstod at få sine forskellige ministre, hvoriblandt der fandtes flere duelige mænd, Griffenfeld, hertug Johan Adolf af Plön, Fr. Ahlefeldt, Jens Juel, Michael Vibe, C.B. v. Ehrenschild og T.B. v. Jessen, til at arbejde sammen. Der var stadig stridigheder mellem dem. Christian var også bange for at lade nogen af dem få for stor magt. De måtte ikke, som Griffenfeld i sin allersidste tid, tiltage sig en sådan magt at de, som han i sit advarselsbrev fra aug. 1675 til Griffenfeld skriver, drager al magten til sig og vil afgøre alt så kongen i virkeligheden kun beholder navnet. Denne følelse har, ved siden af de alvorlige anker der kunne rettes mod Griffenfelds karakter og styrelse, utvivlsomt været en stærkt medvirkende grund til at Griffenfelds fald blev så stort og uigenkaldeligt. Når Christian efter Griffenfelds fald, ligesom Ludvig 14., erklærede at han nu ville være sin egen premierminister er det forståeligt, men han var rigtignok langtfra i stand til at udfylde denne stilling så godt som sit store forbillede i Paris. For militærvæsenet nærede Christian megen interesse. I dem skånske krig viste han også stort personligt mod, men feltherreevner var han ikke i besiddelse af.

Indadtil udrettedes der ikke så lidt under Christian. Man behøver blot at nævne matriklen af 1688 og Danske lov 1683, for hvilke arbejder det dog var andre end kongen der havde æren. Et svagt punkt var stadig styrelsen af landets finanser. Skønt Christian arbejdede ivrigt for at få disse i orden og også til daglig var ret sparsommelig, slugte dog de store hoffester som han anså for nødvendige for at give den unge enevælde forøget glans betydelige summer. Hovedgrunden til den dårlige finansielle stilling var dog foruden selve udgifterne til den skånske krig og de mindre krigeriske ekspeditioner mod Hamburg 1686 og Ratzeburg 1693 at Danmark på grund af Christians politik over for Gottorp og Nordtyskland (modstanden mod den 9. kur) stadig måtte holde en betydeligt større hær og flåde end landets indtægter tillod. Man søgte ganske vist at skaffe sig forøgede indtægter ved subsidier fra andre magter og ved en slags udlejning af de danske tropper, men det forslog ikke og gav navnlig i 1690erne ofte den danske politik et tvetydigt og uværdigt præg.

Udsvævende var Christian egentlig ikke, men som den store Ludvig 14. og de fleste andre af datidens fyrster havde han også sin "maitresse en titre", Sophie Amalie Moth. Han synes at være trådt i forhold til hende kort efter sin tronbestigelse, men først efter Griffenfelds fald blev forholdet officielt. Det vedvarede lige til kongens død.

En søn, Christian, født 25.3.1675, død 27.6.1695 i Ulm, døde af børnekopper undervejs til Italien.

Familie

Christian 5. blev født på Flensborghus, døde på Københavns slot og ligger begravet i Roskilde domkirke. Forældre: Frederik 3. (1609-70) og Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg (1628-85). Gift 25.6.1667 på Nykøbing F. slot med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel, født 27.4.1650 i Kassel, død 27.3.1714 på Charlottenborg i Kbh., d. af landgrev Vilhelm 6. af Hessen-Kassel (1629-63) og Hedvig Sophie af Brandenburg (1623-83).

Med Charlotte Amalie far til Frederik 4., Sophie Hedevig, Carl (1680-1729). Med Sophie Amalie Moth far til Christian Gyldenløve (1674-1703), Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719). Bror til Anna Sophie (1647-1717), Frederikke Amalie, Jørgen, Ulrikke Eleonora, Vilhelmine Ernestine.

Ikonografi

Malet som barn af Karel van Mander (Rosenborg), stik efter dette 1651. Afbildet på gruppe fra denne tid, gengivet i min. af Prieur, 1671 (sst.). Stik af A. Haelwegh, 1655, efter forlæg af A. Wuchters. Lign. type graveret på metalplade (Rosenborg). Mal. af W. Heimbach (sst.). Min. af A. Cooper, 1656 (sst.). Medalje af Jeremias Hercules, 1666 og flere gange senere, sidst 1675. Stik af Haelwegh, 1667, efter forlæg af Wuchters, lign. type i mal. (Eutin). Stik af Haelwegh, 1670, efter Wuchters, typen benyttet i flere stik, bl.a. s.m. dronningen, i gruppe med fremmede fyrster og i stik af Romeyn de Hooghe. Min. af Prieur, 1670 (Fr.borg; British Museum). Medaljer af H.L.T. 1670 og af I.L. 1672. Malet til hest af A. Wuchters (Fr.borg). Mal. af Wuchters i hel figur (Roskilde kloster; Rosenborg), i en rk. brystbilleder (Fr.borg, Gisselfeld, Rosenborg), særlig skitse (St.mus.). Wuchters' type gengivet i talrige min., bl.a. af Prieur, 1679 (Fr.borg; Rosenborg; Frijsenborg; British Mus.), af Claudin du Chastel (Rosenborg) og af C. Gijsbrecht (St. mus.). Typen er stukket flere gange af H. Schaten, af W.v.d. Laegh, 1674 til salvingsakten efter forlæg af L. van Haven, af H. Dithmar, af D. Loggan, P. van Gunst, P. van Doorde, N. Schurtz m.fl. Mal. af salvingen 1671 af M. v. Haven og et par andre mal. af samme (Rosenborg), tegn. af L. v. Haven (St.mus.; Rosenborg). Medaljer af Christopher Schneider 1676 og 1677. Mal. af Jacob d'Agar, formentlig 1683 (Fr.borg), beslægtede typer bl.a. i hel figur (audienssalen, Fr.borg; Rosenborg), lignende bl.a. 1693 (Rosenborg, Gisselfeld), gengivet i min. af J. Barbette, 1694, stik af Preisler, litografi af E. Fortling efter tegn af Top. Talrige d'Agarlignende portr. (Gisselfeld, Fr.borg, Egeskov, Gottorp, Gelting, Middachten), kopier af D. v. Krafft (Gripsholm), af J. P. Gillemans (Fr.borg) og i min. af J. Barbette (Landesmus., Kassel; British Mus.; Fr.borg m.fl.), lignende type på mal. af højesteret fra 1690erne (Rosenborg) og på stik af Schaten i ordensdragt, 1693, stik efter dette af J. Schuster, J. Haas 1757 og 1760, og M. Haas. Afbildet på mal. af C. Gijsbrecht (Fr.borg). Malet i profil med laurbærkrans. En mere rund type i flere stik bl.a. af P. Bouttats, L. de Chomond Boudan, 1683, O. H. de Lode og A. Flint. Mal. af T. Gelton (Rosenfeld, Gripsholm). En række stik synes uden lighed, i det mindste med kendte billeder, således af H. Lennep, J. Peeters, J. Gole og P. Schenck. Stik af van Haerlem, 1686, efter tegn. af Martinus Brasch. Afbildet på gruppe tilskr. A. Steenwinckel (Rosenborg) og på mange krigsscener, således mal. af Claus a Møinichen 1686-88 (audienssalen, Fr.borg), af A. Steenwinckel (Fr.borg), på Rosenborgtapeterne (Chr. borg) udført af B. v. Eichen efter forlæg af A. Steenwinckel og på relieffer af D. Gercken, 1719, på sarkofagen (Roskilde domk.). Rytterbillede formentlig af A. Steenwinckel (Gisselfeld), kopi af H. Düvens, 1705 (Valdemars slot). Andre rytterbilleder (Gavnø, Orebygård), bl.a. en serie tumeringsbilleder (Rosenborg). Statue af A.-C. L'Amoureux i bly (opbevares i Tøjhusmuseet), fornyet i bronze af E. Utzon Frank, 1946 (Kgs. Nytorv, Kbh.), forgyldt afstøbning af hovedet (Fr.borg). Tegn. til statuen (Kgl. bibl.). Medaljer af Jan Smeltzing, 1691, flere af Barthold Meier 1691-96 og flere af Anton Meybusch 1693-99. Stik i profil af H. Schaten, 1696. Mal. af Douven, 1696 (Rosenborg). Stik af S. Thomassin, 1697. Buste af Chr. Nerger, 1698 (Vor frelsers k., Kbh.). Buste fra Nørreport (Tøjhusmus.). Afbildet på mal. med familien (Chr.borg), på allegoriske billeder måske malet af H. Krock (Brahetrolleborg, Gavnø). Relief tilskr. Magnus Berg (Rosenborg). Afbildet på medalje af P. Berg, 1706. Relief af J. C. Sturmberg, 1719, på sarkofagen. Afbildet på medaljer af M. G. Arbien, 1749, og af A. Dragsted, 1885. Blandt senere historiemal. kan nævnes mal. af stænderne, måske af P. Cramer (Jægerspris), mal. af N. A. Abildgaard ca. 1784 (St.mus.), arvehyldningen malet af Eckersberg ca. 1828 (Chr.borg), samme emne malet af Heinrich Hansen, 1880 (Fr.borg), dronning Sophie Amalies død malet af K. Zahrtmann, 1882 (St.mus.) samt mal. af V. Neiiendam udst. 1941. Buste af H. N. Arenfeldt (Rosenborg). Relief af WHW, 1683 (sst.). Min. af G. A. de Bois-Clair, 1692 (Kassel), af samme forlæg til stik af J. Friedlein, 1700. Tegn. af J. Henne, 1692 (Rosenborg), relief af samme? (sst.). Relieffer af G. Wolfram bl.a. 1693 og 1696 (sst.). Min. af Sophie Hedevig, 1698 (sst.). Tegn. af P. Rublagh (kobberstiksaml.). Afbildet på allegorisk mal. af C. N. Overgaard (Fr.borg).

Bibliografi

Kilder. Chr. Vs dagbøger i Nyt hist. t. I, 1847 469-530 (1689-90); sst. II, 1848, 175-258 (1691); sst. 555-621 (1696 og tillæg); Danske mag. 5.r. IV, 1901 231-322. Chr. Vs dagjournaler 1695-99 i Danske mag. 6.r. II, 1914 112-51 (1694). Chr. Vs dagregistre i Årsberetn. fra geheimeark. VI, 1881 258-343 (1692); sst. VII, 1883 1-72 (1693). Brevveksl, mellem Chr. V og Christian Albrecht af Gottorp 1668-76 i Nyt hist. t. III, 1850 519-34. Chr. Vs testamenter som tillæg til kongeloven, ved J. J. A. Worsaae, 1860. Handlingar rörande Sveriges hist. I, udg. A. Fryxell, Sth. 1836 210-385. Bidrag til Danm.s hist. under Chr. V, saml. fra udenlandske arkiver, udg. Chr. Bruun, i Danske saml. 2.r. III, 1873-74 1-120 308-64; IV, 1874-76 154-233; V, 1876-77 76-187 289-349; VI, 1877-79 42-86. Geheimerådets protokol 1670-76 i Årsberetn. fra geheimeark. VI, 1876-82 68-137. Uddrag af relationer fra brandenborgske afsendinge i Danm. 1670-71, ved J. A. Fridericia i Danske mag. 4.r. VI, 1886 74-99. Reformforslag fra Chr. Vs første tid, ved A. D. Jørgensen, i.Danske mag. 5.r. II, 1889-92 275-319. Sthen Jacobsen: Den nordiske krigs krønike, udg. Martin Weibull, Lund 1897 (fot. optr. Kbh. 1972). Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist. 1660-1676 I-II, ved J. Lindbæk, 1903-10. Kgl. kammerregnskaber fra Fr. IIIs og Chr. Vs tid, udg. E. Marquard, 1918. Danm.-No.s traktater 1523-1750, V-XI udg. L. Laursen og Carl S. Christiansen. 1920-49.

Lit. A. Tuxen i Museum II, 1892 114-65 (om udenlandsrejsen 1662-63). A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I-II, 1893-94. Samme: Hist. afhandl. III, 1898 15-27. Arthur Stille i Hist. t. XVIII, Sth. 1898 191-216. Samme i Hist. t. 7.r. II, 1900 559-76. J. A. Fridericia sst. 7.r. I, 1899 571-73. N. P. Jensen sst. II, 1899 1-45 Kn. Fabricius sst. I l.r. II, 1947-49 467-92. Preben Dollerup sst. 12.r. I, 1963-66 1-61. Nils G. Bartholdy sst. 12.r. V, 1971 577-648. N. P. Jensen: Den skånske krig 1675-79, 1900. Kn. Fabricius: Griffenfeld, 1910. Samme i Den danske centraladministration, 1921 115-251. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdnings hist. I-II, 1908-22. Franz von Jessen: En slesvigsk statsmand I-III. 1930-41. Harald Bohrn: Sverige, Danm. och Frankrike 1672-74, Sth. 1933. F. Ahlefeldt-Laurvig: Storkansleren I-VII, 1934-48. G. Landberg: Johan Gyllenstiernas nord. förbundspolitik, Uppsala 1935. O. Kähler i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LXVI, Neumünster 1938 38-139. Hans Saring sst. LXVII, Neumünster 191-242. H. Kellenbenz: Holstein-Gottorff, eine Domäne Schwedens, Lpz. 1940. O. v. Munthe af Morgenstierne: Ulrik Frederik Gyldenløve, 1944. Arne Hoff i Til Knud Fabricius 13.8.1945, 1945 178-85. G. Sjöberg i Karolinska förbundets årsbok 1946 7-49. Åke Stille: Studier over Bengt Oxenstiernas politiska system, 1689-1692, Uppsala 1947. Sv. Ellehøj i Højesteret 1661-1961 I, 1961 218-301. Johan Jørgensen: Rentemester Henrik Müller, 1966. Povl Eller: Kgl. portrætmaleri i Danm. 1630-82, 1971. Dagny Jørgensen: Danm.-No. mellom stormaktene 1688-1697, Bergen 1976.

Samlede fremstillinger. N. D. Riegels: Forsøg til femte Christians hist. som en indledn. til fierde Friderichs ved etatsråd Høyer, 1792. Edv. Holm: Danm.-No.s indre hist. 1660-1720 I-II, 1885-86. Den svenska utrikespolitikens hist. I, 3, 1648-1697, ved G. Landberg, Sth. 1952. Handbok i Norges hist. III, 2, ved Kn. Mykland m.fl., Oslo 1975.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig