Christian Danneskiold-Samsøe, Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, 16.9.1800-4.4.1886, godsejer. Født på Gisselfeld, død i Kbh. (Holmens), begravet på Gisselfeld. D.-S. blev student 1818, privat dimitteret, juridisk kandidat 1824, var 1825-35 assessor auscultans i højesteret, medlem af Roskilde stænder 1835, valgt af sædegårdsejerne (han udtrådte ved årets slutning, midt i samlingen) og 1838; ved Christian VIIIs tronbestigelse 1839 blev han overstaldmester (indtil 1848), 1848 overskænk, 1869 efterfulgte han sin bror som ejer af grevskabet Samsøe og tog n.å. sin afsked som overskænk. Efter sin mor havde han arvet Holmegård med dertil hørende glasværk hvis drift han udvidede og ledede med megen dygtighed. Som lensgreve blev han tillige overdirektør for Gisselfeld jomfrukloster som han snart efter udvidede, og desuden oprettede han Gisselfeld livrentefond 1873; af egne midler stiftede han et legat (100.000 kr.) for studerende. På sine godser overlod han ved salg jorden til arvefæste på en for bønderne særdeles gunstig måde. Mod sine undergivne var han human, ligesom han i det hele var velvillig og godgørende. Hans smukke, livlige og ridderlige personlighed passede til en grandseigneur af den gamle skole. - Hofjægermester 1822. Gehejmekonferensråd 1867.

Familie

Forældre: lensgreve Conrad D.-S. (1774-1823) og Johanne H. V. Kaas (1776-1843). Gift 1. gang 5.7.1833 i London med lady Elisabeth Brudeneil-Bruce, født 14.4.1807 i London, død 6.11.1847 i Kbh. (Bråby), d. af Charles B.-B., marquis af Ailesbury (1773-1856, gift 2. gang 1833 med Marie Elizabeth Clarke, f. Tollenache, født 1809, enke efter Charles John C.) og Henrietta Maria Noel Hill (1773-1831). Gift 2. gang 19.3.1850 i enkedronning Caroline Amalies palæ i Kbh. (Slotsk.) med hofdame Anna Amalie Louise Øllegaard v. Zytphen, født 12.2.1818 i Horsens, død 23.7.1903 i Kbh., d. af generalmajor Ernst Frederik v. Z. (1765- 1835) og Louise A. Pechlin (1787-1869). - Far til Christian D.-S. (1838-1914). Bror til Sophus D.-S.

Udnævnelser

R. 1840. K. 1841. S.K. 1842. DM. 1847. R.E. 1870.

Ikonografi

Afbildet på silhouet som barn (Rosendal). Mal. af C. A. Jensen, 1828 (Gisselfeld). Tegn. tilskr. J. V. Gertner (Fr.borg). Afbildet på litografi af F. Dewehrt forestillende Chr. VIII med følge. Mal. af C. V. Schenstrøm, 1853, tegn. af E. Lehmann, 1854, mal. af A. Schiøtt, 1855 og af N. P. Holbech efter 1862 (alle fire Gisselfeld). Afbildet på mal. af F. Rudinger, "En forestilling i Det kgl. teater", 1867. Buste af Th. Stein, 1874, mal. af H. Chr. Jensen, 1875, litograferet 1877, og mal. af F. Henningsen, 1885 (de tre sidste Gisselfeld). Tegn. af Chr. Bayer. Mal. tilskr. L. Aumont (Orebygård). Træsnit 1886. Foto.

Bibliografi

III. tid. 11.4.1886. Hans Jensen: De da. stænderforsaml.shist. 1830-48 I-II, 1931-34.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig