Christian Gullev

Artikelstart

Christian Gullev, Christian Marselius Gullev, 10.10.1806-22.5.1892, murermester, blytækker, byarkæolog. Født i Viborg (Sdr. sg.), død sst., begravet sst. G. blev udlært som murer og arbejdede derefter nogle år i 1820erne som svend i Viborg. 1830 kom han i forbindelse med kunsthistorikeren N. L. Høyen som han bistod ved en række undersøgelser over den forfaldne domkirke. På Høyens anbefaling fik han 1832 fra Fonden ad usus publicos et beløb til tegnestudier ved kunstakademiet, samtidig med at han arbejdede ved sin profession. 1833 aflagde han en ny svendeprøve i København, og året efter etablerede han sig som mester i hjembyen hvor han kom til at udføre en lang række arbejder, ikke mindst på kirker og andre offentlige bygninger. G. var meget historisk interesseret, og ved grundudgravninger mødte han altid op for at gøre iagttagelser om og opmålinger til byens middelalderlige topografi, særlig vedr. placeringen af de talrige kirker og klostre. Om sine undersøgelser offentliggjorde G. to afhandlinger: Antiquariske Meddelelser fra Viborg og Bidrag til Viborg Domkirkes Reparationshistorie nærmest i det 18. Aarhundrede (Samlinger til jydsk Historie og Topografi II 1868-69 97-107 og III 1870-71 284-98). G. blev Viborgs første byarkæolog og vel tillige en af de første i landet der arbejdede metodisk. Han har efterladt sig adskillige notater og tegninger, de sidste ofte naive, men charmerende. De er spredt på forskellige institutioner: Stiftsmuseet og landsarkivet i Viborg, og Nationalmuseet. Et enkelt, mindre manuskript er endnu i privat eje. Trods mange unøjagtigheder har de været til nytte for 1970ernes arkæologiske undersøgelser – ikke mindst fordi mange oplysninger og detaljer kun findes hos ham.

Familie

Forældre: tømrermester, blytækker Peder Andersen (Gullev) (1763-1838, gift 1. gang med Thøgerine Sofie Amalie Hansdatter, ca. 1773-1801) og Ingeborg Vinther (ca. 1771-1823). Gift 23.8.1828 med Johanne Sørensdatter, født 20.3.1808, død 28.2.1887, d. af Anna Marie Pedersdatter og udlagt barnefar Søren Christensen.

Udnævnelser

F.M.2. 1860. DM. 1876.

Bibliografi

J. P. Sørensen: Min slægt, 1938 175-84. Jens Vellev i Museerne i Viborg amt (MIV) II, 1972 28-35.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig