Christian Holm, Albert Valdemar Christian From Holm, 17.12.1872-10.5.1950, direktør i DDPA. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Holmens). Efter endt skoleuddannelse var H. i nogle år beskæftiget på kontoret hos sin far der var indehaver af det gamle handelsfirma Thøger From, og kom derefter i købmandslære i Holbæk. Sin videre uddannelse gennemgik han dels i Lübeck hos mægler- og speditionsfirmaet Charles Petit & Co., dels hos det store engelske olieselskab Anglo-American Oil Co. i London. Efter sin hjemkomst ansattes han 1895 i Det danske Petroleums Aktieselskab (DDPA). Maj 1900 indvalgtes han i selskabets bestyrelse og tiltrådte 1.12.1901 stillingen som administrerende direktør som han beklædte indtil 1939 samtidig med at han efter sin fars død i 1912 blev formand for bestyrelsen, en post han havde indtil 1940 da han igen blev almindeligt medlem af bestyrelsen (indtil 1949). Siden århundredets begyndelse gennemgik olieforretningen verden over en rivende udvikling, og der blev derfor i DDPA rig lejlighed for H. til at vise sit betydelige fremsyn og initiativ og sin seje energi under selskabets stadige udvidelse der karakteriseres ved en mangedobling af omsætningen, oprettelse af oceangående tankskibsflåde og anlæg af tanklagre i forskellige af provinsens søkøbstæder, på Færøerne og i Island. Samtidig forstod H. at fastholde en sund konsolideringspolitik og afholdt sig fra ethvert eksperiment der finansielt kunne bringe selskabet ud i risiko. H. var desuden i mange år som tillidsmand for Standard Oil Co. formand for svenske, finske og en kort periode også medlem af de norske petroleumsselskabers bestyrelser og er derigennem kommet til at øve indflydelse inden for olieforretningen i hele Skandinavien. Ved siden af sin daglige gerning fandt H. også tid til at interessere sig for rederierhvervets organisationsliv. Han var således 1924–27 medlem af bestyrelsen for Dansk dampskibsrederiforening og 1913–49 medlem af bestyrelsen for Den københavnske søassuranceforening. Også forskellige foretagender inden for dansk erhvervsliv har draget stor nytte af hans indsigt og indflydelse. Således bør det især nævnes at han fra 1911 var medlem af Kjøbenhavns Handelsbanks bankråd og 1930–48 af bestyrelsen og repræsentantskabet, ligesom han 1919–49 var medlem af bestyrelsen for Dampskibsselskabet Myren. Samfundsnyttige institutioner nød ligeledes godt af hans interesse; han var således i mange år medlem af bestyrelserne for Stiftelsen Georg Stages Minde og Handelsog Søfartsmuseet på Kronborg. – Italiensk generalkonsul for Danmark og Island 1922–27.

Familie

Forældre: grosserer Johannes Michael H. (1835–1912, gift 2. gang 1901 med Rosalie (Rosa) Mathilde Theodora Holm, 1840–1907) og Rosalie Sophie Petronella Holm (1836–1900). Gift 17.7.1901 i Vedbæk med Anna Kristine Ingeborg Mamsen, født 1.12.1878 på Frbg., død 26.3.1958 i Kbh., d. af tandlæge Peter M. (1848–1901) og Anna Theodora Nielsen, f. Gamrath (1853–1927).

Udnævnelser

R. 1909. DM. 1927. K.2 1936.

Ikonografi

Afbildet på karikatur af Alfred Schmidt, 1921 (Fr.borg). Mal. af H. Dohm, 1927. Buste af G. Hammerich udst. 1939. Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Stamtvl. for Thøger Froms og hustrus fideikommis, 1912 11. Det danske petroleums aktieselsk. 1889–1939, 1939. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig