Christian Jørgensen - skuespiller

Christian Jørgensen, Christian Ludvig Jørgensen, 18.2.1812-29.5.1869, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død i Lyngby, begravet i Kbh. (Holmens). J. rejste til Kristiania hvor han 5.10.1831 debuterede som Hellewitz i Frederik den Anden i Lejren på det Strømbergske teater. Efter dettes brand fremsagde han prologen og spillede hovedrollen i A. Munchs Kong Sverres Ungdom ved indvielsen af Kristianias nye scene 1837; denne var længe dansk med de udmærkede talenter C. Hagen, A. Rosenkilde og Wilhelm Wiehe i spidsen. Personalet var lille og repertoiret stort, derfor udførte J. en mængde forskelligartede roller hos Ludvig Holberg, J. L. Heiberg og i andre danske og franske lystspil og syngestykker (fx Kean, Sir Peter Teazle i Bagtalelsens Skole, Palle Blok i Pak og Leporello i Don Juan), men han vandt især navn som fremstiller af elskere og helte i de Oehlenschlägerske tragedier, hvortil han havde udmærket støtte i sit statelige ydre og sin klangfulde stemme. Henrik Ibsen skrev sit digt Til en bortdragende Kunstner til denne i sit fædreland af publikum ukendte skuespiller hvis talent havde betydning for den unge digter, og som en tid var H. A. Wergelands ven. J. blev den dansk-norske scenes N. P. Nielsen, og Ibsen gav ham endog forrang for denne. 1839 fik J. et stipendium, en i datiden enestående udmærkelse, til en studierejse bl.a. til Kbh. hvis kgl. teater var mønstret for Kristianias scene, også gennem J.s virke som instruktør. 1861 var han den første skuespiller i Norge der hædredes med St. Olavsordenen, men da kravet om indfødte scenekunstnere og dermed norsk sprog på teatret blev et led i den almindelige selvstændighedspolitik, forlod J. 1863 Kristiania og tilbragte sine sidste år i Kbh. – Hans hustru Cecilie Jørgensen, f. Gade, debuterede 1830 på Det kgl. teater som Cherubino i Figaros Bryllup og virkede samtidig med sin mand ved Norges hovedscene som en særlig i syngestykker og lystspil meget anvendt og yndet skuespiller.

Familie

Forældre: værtshusholder Mathias J. og Ane Marie Mathiasdatter. Gift 9.1.1838 i Kristiania med skuespiller Cecilie (Sille) Marie Gade, født 19.4.1814 i Kbh. (Holmens), død 7.11.1890 sst. (Holmens), d. af klejnsmedemester Jacob G. (1773–1863) og Christine Andersen (ca. 1780–1829).

Ikonografi

Træsnit 1852. Litografi af I. W. Tegner, 1857, efter fotografi. Foto.

Bibliografi

T. Blanc: Chria. theaters hist. 1827–77, Kria. 1899. John Paulsen: Samliv med Ibsen, 1906 170. Henrik Ibsen: Digte, 9. udg. 1916 92f (Til en bortdragende kunstner). Roderick Rudler i Samtiden LXXI, Oslo 1961 664–78. Eli Ansteinsson: Teater i Norge, Oslo 1968 149f. Liv Jensson: Teater i Drammen inntil 1840, Oslo 1974.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig