Christian Jürgensen, Christian Jacob Jürgensen, 6.3.1838-3.2.1909, amtsdommer, politiker. Født i Stubbæk ved Åbenrå, død i Berlin, begravet på Louisen-friedhof ved Charlottenburg. J. stammede fra en dansk-nordslesvigsk bondeslægt som i 1830erne sluttede sig til den slesvigholstenske bevægelse og blev hjemmetysk. I det dansktalende hjem med dansksindet slægt og vennekreds blev drengen under påvirkning af faderens ideelt og historisk bestemte retsopfattelse tysk af dyb overbevisning. For at undgå dansk uddannelse sendtes han til latinskoler i Glückstadt og Kiel 1853–58, studerede retsvidenskab 1858–63 i Kiel og Berlin, påvirkedes af berøringen med tysk åndsliv og de tysk-nationale bestræbelser, mens den preussiske magt, fasthed og disciplin tiltalte hans nøgterne regelrette karakter og bragte ham til at ønske sit hjemlands tilknytning til Preussen. Fra danskheden fjernedes han ved sammenstød som slægtninge i 1850erne havde med danske embedsmænd, hvis optræden krænkede J.s retfærdighedsfølelse og strenge krav til embedsmænds pligter over for befolkningen. Efter statseksamen 1863 i Kiel blev han advokat i Altona; han jublede efter 1864 og 1866, gik 1864 tilbage til Nordslesvig som aktuar (retsskriver) for Hvidding og Nørre Rangstrup herreder og blev 1867 amtsdommer i Rødding. Han beklagede den usikkerhed, Pragfredens art. 5 skabte, afviste enhver tanke om grænseforandring, men håbede at hele den slesvigske befolkning som han følte sig inderligt forbunden med måtte få lov til uanset forskel i sprog eller sindelag at udvikle sine ejendommeligheder under et fast, men retfærdigt preussisk styre og efterhånden slutte sig til det tyske folk. Herfor arbejdede han ved sin forbilledlig dygtige embedsgerning hvor hans retsindighed og bestemthed parret med godsindethed og lune gjorde ham afholdt ikke blot af tyske, men også af danske; han beherskede til sin død både skriftdansk og den nordslesvigske dialekt som han meget gerne talte og i vid udstrækning anvendte også i retssalen. Hans popularitet forsvandt ikke, da hans krav om Slesvigs urokkelige tilknytning til Tyskland bragte ham i skarp modsætning til den danske bevægelse der fastholdt art. 5. Mere end nogen anden embedsmand havde han, der i indre som ydre væsen var typen på en kraftig nordslesvigsk bondehøvding, mulighed for at blive danskerne en farlig modstander, men den preussiske regering ville ikke have hjemmefødte nordslesvigere i de øverste lokalembeder, og 1880 gik J. derfor som amtsdommer til Husum hvor han forblev til sin død, højt skattet af befolkningen.

Fjernelsen fra Nordslesvig bragte ham dog ikke varigt ud af forbindelse med nationalitetskampen, og da han 1882 blev nationalliberal landdagsmand for Husumkredsen, lod hans omfattende sagkundskab og store personlige autoritet ham snart få indflydelse på mange slesvigske sager. Beklageligvis opstod der, til dels ved misforståelse, et bittert fjendskab mellem ham og Gustav Johannsen. Den smidige nordslesviger der aldrig kunne sejre ved nogen afstemning tilføjede i landdagsdebatterne den ikke veltalende J. nederlag og ophidsede ham ved bidske udtalelser om hjemmetyskerne. Dette forhold bidrog, som J. senere indrømmede, meget til den skarphed hvormed han bekæmpede "den danske agitation", så han i en årrække blev en af danskhedens uforsonligste modstandere. Skønt hans inderlige samfølelse med hjemstavnen vakte hans modvilje mod al tvangspolitik og han klart forstod dens uheldige følger også for tyskheden, holdt J. sig passiv over for sprogforordningen 1888 og forsvarede under landdagsdebatten 1899 endog Köllerpolitikken og dens udvisninger. Men stiftelsen af Den tyske forening, dommerkollegaen dr. J. H. Hahns tvivlsomme politiske domme, forsøg på at fratage danskere deres forældreret, statsopkøb af dansk bondejord, forfølgelsen af de hjemløse m.m. krænkede så stærkt J.s retsfølelse og kærlighed til den nordslesvigske bonde at han, om end langsomt og forsigtigt, trådte i bestemt opposition mod tvangspolitikken. Efter Gustav Johannsens død fik han ny direkte berøring med Nordslesvig ved venskab med H. P. Hanssen og Julius Nielsen. Han fastholdt sin modstand mod enhver grænseforandring, men i vægtige, til dels anonyme avisindlæg og især ved påvirkning af den preussiske regering og råd til H. P. Hanssen arbejdede han for "en ny kurs" og for en forsonlig behandling af danskerne; 1907 billigede han optantkonventionen og valget af Detlev v. Bülow til overpræsident. Da han, endnu i sin fulde kraft, pludselig døde, var han blevet en aktiv og frygtet modstander af det sydfra indvandrede bureaukratis og den altyske nationalismes tvangsmetoder. -Gehejmeråd.

Familie

Forældre: gårdejer, senere ejer af Skelbæk teglgård Boy J. (1798–1873) og Mette Cecilia Margaretha Festersen (1805–93). Gift 14.10.1871 i Kiel med Elise Johanna Dorthea Postel, født 11.7.1841 i Burg i Syd-Ditmarsken, død 6.7.1930 i Husum, d. af sognefoged Johann Detlev Andreas P. (1805–82) og Elise Katharina Margarethe Hausmann (1826–1902).

Bibliografi

Håndbog i det nordslesv. spørgsmåls hist., red. Fr. v. Jessen, 1901 582f. H. P. Hanssen i Sønderjydske årbøger, 1902 276–79. Aage Friis i Politiken 5.-6.2.1909 (tysk overs.: Geheimrat J., Husum 1909). Heimdal 4.-6.2.1909.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig