Christian Lautherborn, 5.7.1860-10.11.1906, plantagebestyrer i Østafrika. Født i Ålborg, død i Kikogwe, Tanzania, begravet sst. Straks efter sin konfirmation kom L. i smedelære, senere i maskinlære. Men han havde mest lyst til landbruget, og efter nogle læreår blev han underforvalter på en proprietærgård i nærheden af Ålborg. I nov. 1879 fulgte han med et par fætre til USA hvor han fik ansættelse på en bomuldsplantage i Texas. Han blev senere leder og delvis forpagter af plantagen, men 1887 tog han mod et tilbud om en stilling som bomuldsplanter i det daværende Tysk Østafrika (Tanzania). Han engageredes af Deutsch Ostafrikanische Gesellschaft som var oprettet et par år i forvejen og havde til opgave at udnytte landets muligheder bl.a. ved oprettelse af bomuldsplantager. Han anlagde 1888 den første bomuldsplantage i Pangani, men få måneder efter udbrød en opstand som tvang ham til at flygte, og n.å. deltog han i krige mod oprørerne, indtil der kom militære forstærkninger fra Tyskland. Derefter grundlagde han en stor plantage i nærheden af havnebyen Bagamojo og blev samtidig ledende ved rejsningen af en ny by på dette sted, omfattende over 5000 huse. Han løste alle opgaver med stor dygtighed og fik senere overdraget grundlæggelse og ledelse af flere andre store plantager forskellige steder i landet, både bomulds-, kaffe- og sisal (agave)-plantager. Han blev derfor på alle disse områder en foregangsmand, hvis eftermæle er smukt udtrykt i indskrifterne på den mindesten der rejstes på hans grav: "Danske Frænder mindes ham i Kærlighed". -"Er war einer der ersten welche hier den Pflug der Kultur in die reiche Erde Afrikas setzten".

Familie

Forældre: faktor, kammerassessor Andreas Ferdinand L. (1827–1902) og Methea Petrea Nicoline Maarup (1826–1904). Ugift.

Bibliografi

Karl Larsen: De, der tog hjemmefra IV, 1914 5–144.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig