Christian Møller, 22.12.1904-14.1.1980, fysiker. Født i Hundslev, død i Ordrup, begravet Vedbæk kgd. M. blev 1923 student fra Sønderborg statsskole og studerede dernæst ved Kbh.s univ. hvor han 1929 blev mag.scient. i fysik; s.å. modtog han universitetets guldmedalje for besvarelsen af en prisopgave om analogien mellem den geometriske optik og mekanikken. Fra 1929 virkede han ved Niels Bohr institutet (dengang universitetets institut for teoretisk fysik) hvor han forblev til han blev pensioneret 1974 trods ærefulde opfordringer fra udlandet til at virke der. 1931 blev han videnskabelig assistent, dernæst lektor fra 1933, docent i matematisk fysik fra 1940 og ekstraordinær professor i samme fag fra 1943(-75). Ved talrige lejligheder var han i kortere og længere perioder gæsteforsker og -forelæser mange steder i verden, fx Italien, USA, Indien, Japan, Frankrig, Tyskland og Holland foruden de skandinaviske lande.

M. blev dr.phil. 1932 på afhandlingen Zur Theorie des Durchgangs schneller Elektronen durch Materie. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1943 og af mange udenlandske akademier, af Comité Scientifique de l'Institut Solvay 1948, 1954-57 direktør for den oprindelig i Kbh. virkende teoretiske studiegruppe under CERN (den europæiske samarbejdsgruppe for kernefysik, nu i Geneve), medlem af denne organisations Scientific Policy Committee 1959-72, direktør for NORDITA (Nordisk institut for teoretisk atomfysik) 1957-71. M. har fået tildelt Ole Rømer-medaljen 1966 og H. C. Ørstedmedaljen 1970. Fra 1959 til sin død var han sekretær ved Videnskabernes selskab hvilket hverv interesserede ham stærkt, og hvor han ydede en meget påskønnet indsats. Ellers søgte han så vidt muligt at undgå deltagelse i offentlig virksomhed. Højt værdsat af sine studenter, kolleger og venner på grund af sin store dygtighed og den harmoni og menneskevenlighed der udstrålede fra ham, båret af en stærk sans for venlig humor var han alligevel noget af en enspændernatur som udførte sin fremragende forskning og forberedelserne til sin betydningsfulde lærergerning i en uforstyrret ro som han vurderede højt. – M.s videnskabelige arbejder omfatter både atomfysikken og relativitetsteorien hvilket allerede kom klart frem i doktordisputatsen omhandlende stød mellem relativistiske elektroner, og hvis resultater blev af blivende værdi i den kommende udvikling. Endvidere gav han et væsentligt bidrag til videreførelsen og forståelsen af den af Werner Heisenberg opstillede såkaldte S-matrix-teori. Men det blev efterhånden mere og mere den almindelige relativitetsteori som stærkest optog ham og hvortil han gav betydningsfulde bidrag. Hans lærebog The Theory of Relativity fra 1952 (ny udg. 1972) blev et standardværk på dette område, og i de senere år oplevede han at blive anskuet som relativitetsteoriens "grand old man".

Inden for undervisningen i teoretisk fysik gjorde M. en meget stor indsats ved Niels Bohr-institutet hvor han i de unge år næsten helt alene bar denne omfattende undervisning. Hans forelæsninger og de hertil knyttede noter var præget af en grundig forberedelse, stor klarhed og dyb fysisk indsigt, lejlighedsvis forbundet med originale bidrag til de emner hvorover han forelæste. I ønsket ubemærkethed fra offentlighedens søgelys var M. en af de fysikere hvis gerning stærkest kom til at præge dansk fysiks udvikling i den tid som indledtes med Niels Bohrs store indsats. Og han nærede stor beundring og hengivenhed for denne sin læremester, ligesom Niels Bohr tidligt forstod værdien af M.s medvirken i undervisning og forskning. En medvirken som i den internationale forskningssammenhæng – også i den hermed forbundne, omfattende forelæsningsvirksomhed – tidligt gjorde ham til en højt agtet videnskabsmand. En position han evnede at bevare helt op til sin død på et tidspunkt hvor han endnu var dybt optaget af den moderne fysiks problemer og med iver deltog i det internationale samarbejde.

Familie

Forældre: grosserer Jørgen M. (1875-1953) og Marie Terkelsen (1880-1905). -20.6.1931 i Søllerød med Ella Kirsten Pedersen, født 8.9.1901 i Skodsborg, død 19.6.1984 i Charlottenlund (Skovshoved), d. af portør ved DSB Hans P. (1875-1962) og Camilla Christensen (1874-1956).

Udnævnelser

R. 1952. R.1 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1933 106f. Interview i Berl.tid. 1.7.1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig