Christian Moltke

Christian Moltke, Christian Henrik Carl Moltke, 13.5.1833-21.12.1918, politiker. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Lystrup, begravet i Øster Egede. M. blev student 1851 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og cand.polit. 1856. Derefter var han til 1859 attaché ved gesandtskabet i London og 1859-61 legationssekretær i Wien. Han afbrød her sin diplomatiske karriere for at hellige sig bestyrelsen af sine godser, Lystrup og Jomfruens Egede i Præstø amt samt gården Sorvad på Djursland. Han nød stor anseelse som landmand og navnlig som kvægopdrætter; "Lystrup-kvæget" kom til at spille en fremtrædende rolle i den sjællandske kvægavl. – 1864 deltog han i krigen som løjtnant i kavalleriet. – 1871-95 var han medlem af Præstø amtsråd. 1875 valgte højre i den daværende 3. kreds ham til landstinget. 1886 trak han sig tilbage, men s.å. udnævntes han til kongevalgt medlem af tinget. Sept. 1917 nedlagde han dette mandat. Kun én gang tog han i alle disse år ordet i salen, men des virksommere var han i udvalgsforhandlinger af både saglig og politisk art. Han var den længste tid medlem af finansudvalget, en årrække tillige formand for dette. Han sluttede sig til provisoriet 1877, men den egentlige provisoriepolitik 1885-94 var han betænkelig ved. Han havde plads i denne "sidste Baad af vore Godsejere", om hvilken Edv. Brandes skrev at den "sejlede op under et Flag, der hverken var Estrupsk eller Bojsensk". I hans hjem førtes de forhandlinger der brød sammen i "det mislykkede Paaskeforlig" 1888, og fra hvilket slagordet om "Jens Busk i Grevens Lænestol" skriver sig. Forhandlingerne forud for forliget 1894 tog han livlig del i, og han var med til at lægge det pres på J. B. S. Estrup der bevirkede løftet om ministeriets afgang. En opfordring til at danne det sidste højreministerium afslog han. Efter systemskiftet bevægede han sig i mere udpræget højreretning. Han stemte mod grundloven af 1915. – 1893 blev han kurator for Vallø og 1909 ordensskatmester. – Kammerherre 1865. Gehejmekonferensråd 1911.

Familie

Forældre: lensgreve Adam Wilhelm M. (1785-1864) og komtesse Marie Elisabeth Knuth (1791-1851). Gift 7.12.1865 i Kbh. (Slotsk.) med komtesse Caroline Amalie (Amy) Danneskiold-Samsøe, født 10.5.1843 i Kbh. (Slotsk.), død 5.2.1876 sst. (Holmens), d. af lensgreve Christian D.-S. (1800-86) og Elisabeth Brudeneli-Bruce (1807-47). – Bror til Frederik M. (1825-75).

Udnævnelser

R. 1864. DM. 1888. K2. 1890. K1. 1892. S. K. 1910.

Ikonografi

Mal. af A. Schiøtt, 1854, og af O. Bache, 1911 (Lystrup), til sidstnævnte skitse (Fr.borg). Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget). Relief af Rik. Magnussen på monument, 1942 (Vallø slotspark). Foto.

Bibliografi

H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882 441f. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 624-27. Berl.tid. 21.12.1918. Sofus Høgsbro. Brevveksl, og dagbøger, udg. Hans Lund II, 1925 206 317. N. Neergaard: Erindr., 1935 208 306. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. II, 1938 61-72.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig