Christian Petersen Agerskov

Christian Petersen Agerskov, Christian Petersen Aggerskov, 14.3.1714-2.12.1789, deputeret i finanskollegiet. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Holmens). Efter i en årrække at have været kgl. regnskabs-betjent og derefter skriverkarl i hof- og militæretatens kontor i rentekammeret blev A. 1742 fuldmægtig i dansk-norsk assignationskontor, 1743 tillige skriver i bygningskommissionen. 1754 blev han bogholder i assignationskontoret, 1759 virkelig kammerråd, 1760 kommitteret i bygningskommissionen og revisor ved den alm. pensionskasse, 1762 revisor ved ekstraskatkassen. 1765–88 besørgede han sekretariats-, bogholderi- og revisionsforretningerne i fonden ad usus publicos. 1768 udnævntes han til justitsråd, 1771 blev han medlem af overbygningsdirektionen, 1775 etatsråd, 1781 konferensråd og s.å. deputeret i finanskollegiet; året efter kom han ved J. O. Schack-Rathlous udtræden ind i overbank-direktionen. 1784 blev han assessor i det nye finanskollegium (med bevarelse af titlen deputeret) og samtidig medlem af finanskassedirektionen. 1787 blev han medlem af den store finanskommission. 1788 dispenseredes han på grund af alderdomssvækkelse fra alle sine forretninger, dog med bibeholdelse af sin gage og med forpligtelse til at bistå kollegiet med sine råd i påkommende tilfælde.

Familie

Forældre: garvermester Peder Keysen (død 1726) og Elisabeth Møller (død 1730). Ugift.

Bibliografi

Luxdorphs dagbøger, udg. Eiler Nystrøm, I–II, 1915– 30.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig