Christian Rørdam

Christian Rørdam, Hans Christian Rørdam, 18.3.1803-21.12.1869, præst. Født i Serup, død i Hammer, Præstø amt, begravet sst. R. blev student 1820 fra Roskilde og valgte i troskab med sin slægts traditioner, men også af dyb indre trang teologien. 1824 blev han cand.teol, og tilbragte på Ehlers' kollegium nogle år delt mellem undervisning og studier, mens et frugtbart samliv med en række begavede studiefæller fik stor betydning for hans personlige udvikling. 1828 disputerede han for den teologiske licentiatgrad på en afhandling om Barnabas-brevet. Skønt R.s hovedtese om dette brevs formentlige ægthed blev bestridt af alle kritikere, var der kun én mening om, at afhandlingen i øvrigt var et smukt arbejde, udmærket ved solid kundskabsfylde og god latinitet. 1829 blev R. sognepræst i Låstrup og Skals ved Viborg. I denne fjerne egn fortsatte han sine eksegetiske og patristiske studier. Vidnesbyrd herom er en omfattende populær fortolkning af Matthæusevangeliet (1838) og især en stor latinsk afhandling om kirkefædrenes udsagn om evangelierne, hvorved han 1839 vandt den teologiske doktorgrad. 1840 blev R. sognepræst ved Michaëlis kirke i Fredericia og i Erritsø. Her kom han til at opleve krigsbegivenhederne 1848–50. Som den grunddanske og uforfærdede natur han var, holdt han tappert ud på sin post og indlagde sig betydelig fortjeneste ikke blot gennem udøvelsen af sin præstegerning under yderst vanskelige kår, men også ved sin deltagelse i arbejdet for at lindre den materielle nød. 1850 blev R. sognepræst i Hammer og Lundby der blev hans sidste kald, idet han til sin store skuffelse trods ministeriets indstilling blev forbigået 1866 til embedet som domprovst i Roskilde. En tid var R. formand for Roskilde konvent, han havde desuden sæde i kirkekommissionerne 1854 og 1868 og var 1852 meddommer i konkurrencen om et teologisk professorat. R.s direkte videnskabelige indsats indskrænkede sig væsentlig til de ovennævnte disputatser. Derimod var han livet igennem en flittig forfatter af teologiske skrifter og bidrag til de kirkelige forhandlinger. Med særlig interesse omfattede han tanken om en reform af skriftemålet, hvorom han allerede 1839 med H. L. Møller udgav et lille skrift, i sine senere år bekæmpede han især mormonerne og den romerskkatolske kirke og dens propaganda. Megen påskønnelse vandt hans oversigt over den danske reformations historie (1836), mens han i Christi Kirkes Historie, 1845 gav en populær fremstilling af hele kirkehistorien og i en forklaring af Luthers lille katekismus (1854) et grundrids af sin teologiske opfattelse. Her viser R. sig som en udpræget positiv skriftteolog af gammeldags evangelisk-luthersk støbning, konservativ i sin helhedsbetragtning, men velvillig over for den grundtvigske retning, hvorimod han allerede fra sin ungdom bestemt havde taget afstand både fra rationalismen og den spekulative filosofi. Som teolog og prædikant var det solide og troværdige hans kendemærke; blændende form eller åndfulde syner vil man forgæves søge hos R. Som personlighed var han i en sjælden grad højagtet i alle lejre, idet hans besindighed og respekt for andres alvorlige overbevisning gjorde ham vel skikket til at bygge bro mellem forskelligartede kirkelige anskuelser. Bag det rolige ydre gemte han dog både et heftigt, lidenskabeligt sind og et varmt hjerte; ved den myndighed og strenghed han udfoldede i kirke og hjem var han helt igennem manden af den gamle skole.