Christian Rosing

Christian Rosing, Hans Christian Theodor Rosing, ved dåben Rossing, 20.12.1866-27.8.1944, missionær. Født i Kbh. (Fødsst.), død i Ritenbenk, Diskobugten. R. kom som ganske lille med sin mor der var i Danmark på jordemoderuddannelse hjem til Grønland hvor han efter konfirmationen blev optaget på Godthåb seminarium 1882 og dimitteret herfra 1888. Han ansattes som kateket ved udstedet Atangmik, men blev i kraft af sine specielle pædagogiske evner kaldt tilbage til Godthåb hvor han bl.a. virkede som lærer ved seminariet. 1901 blev han overkateket for Godthåb distrikt. – R. havde tidligt haft interesse for missionen i Østgrønland der var begyndt med F. C. P. Rüttel, og da han hørte at denne af helbredsgrunde ville trække sig tilbage, ansøgte R. om at blive hans efterfølger. 1903–04 opholdt han sig da i Danmark hvor han blev ordineret og forberedt på sit fremtidige arbejde. Gennem sin ordination var R. med til at skabe en tradition der åbnede de grønlandske præsteembeder for seminarieuddannede kateketer. – R. havde på mange måder rige forudsætninger for at løse den opgave der ventede. Vokset op i et dobbeltsproget hjem havde han kendskabet til begge kulturer i vuggegave. I seminarietiden blev han påvirket af sjne lærere med en alvorlig kristendom, og under opholdet i Kbh., hvor han boede hos pastor Chr. Rasmussen, Knud Rasmussens far, vaktes endnu mere hans interesse ikke blot for missionsgerningen, men også for dens kulturelle perspektiver. Som missionær virkede han derefter i Angmagssalik 1904–22. Året før sin hjemrejse døbte han de sidste udøbte østgrønlændere – i 200-året for Hans Egedes ankomst til Grønland. Missionsarbejdet fortsattes ved hans afrejse af hans to sønner, først Peter Rosing til 1936 og derefter Otto Rosing.

Straks efter sin ankomst begyndte R. at sætte sig ind i den østgrønlandske tankegang og kultur og erhvervede sig hurtigt et fint kendskab hertil, som lettede ham arbejdet som præst og bidrog til, at befolkningen kunne foretage overgangen til en ny religion uden noget skæbnesvangert opgør med gammel sædvane. Som andre missionærer i Grønland forenede R. på mærkelig måde denne interesse med sin glødende missionsiver og sin aggressive holdning til hedenskabens repræsentanter, en holdning der dog mildnedes i de senere år. I alle tilfælde vandt han befolkningens fulde tillid gennem sin helhjertede indsats og menneskelige kvaliteter. – Allerede 1906 udgav R. en skildring af den østgrønlandske kultur og mission på grønlandsk for at fortælle sine landsmænd i Vestgrønland om de nye folkefæller. Bogen, Tunuamiut, blev 1946 udgivet på dansk under titlen Østgrønlændere, oversat af sønnen Kâle og med biografiske noter om R. ved W. Thalbitzer. Bogen er et værdifuldt kildeskrift til den gamle østgrønlandske kultur, selvom den ihærdige missionær skinner stærkt igennem sammen med den kyndige og grundige iagttager. R. var i besiddelse af et betydeligt kunstnerisk talent, og flere af hans børn gjorde sig siden gældende som betydende kunstnere, således Otto og Peter samt Kâle (1911–74) der blev den første grønlandske kæmner og udmærkede sig ved sine linoleumssnit. Han udgav 1970 bogen Aliortut- sælsomme historier fra Grønland med episoder og kulturbilleder fra samtiden og fortiden, illustreret med egne tryk og tegninger.