Christian Schou, Christian Møller Schou, 8.10.1855-22.5.1916, bankdirektør. Født i Holstebro, død i Århus (Pauls), begravet Struer kgd. S. voksede op i Struer hvor hans far var købmand med handel i kolonialvarer, kul, korn, foderstoffer, trælast og bygningsartikler. Efter at have frekventeret latinskolen i Århus vendte S. tilbage og kom i lære i faderens forretning 1869. Under uddannelsen fik han ansættelse i et stort tobaksfirma i Hamburg for hvilket han 1874–82 var repræsentant med Rusland, Finland, Sverige, Norge og Danmark som arbejdsområde. Derpå vendte S. tilbage til Struer hvor han blev medindehaver af faderens forretning, ved faderens død 1889 eneindehaver. I de følgende år drev han forretningen op til et større omfang, men i anden halvdel af 1890erne udskilte han forskellige dele ved salg. S. fik meget stor betydning for Struers udvikling. Han efterfulgte faderen som svensk-norsk vicekonsul, som formand for Struer Sparekasse og som medlem af havnekommissionen. 1892 kom han ind i Gimsing-Struer sogneråd hvor han straks blev formand. 1894 var han hovedmanden bag udskilningen af den nye Struer kommune hvor han var formand til 1904; under hans ledelse skete der i de følgende år en meget kraftig udbygning af faciliteter og erhvervsliv. Også på det kulturelle område var han aktiv; han var således med til at skaffe Struer en kirke og et lystanlæg, ligesom han købte og plejede Resen krat, et yndet udflugtssted for byens beboere. 1897 stod S. bag etableringen af Struer Bank for hvilken han blev administrerende direktør. Da førstedirektør i Aarhuus Privatbank, Fr. Nørgaard, 1909 blev direktør i Kjøbenhavns Handelsbank fik S. hans stilling og forlod dermed Struer. Tidspunktet var ikke det heldigste, idet han begyndte sin direktørtid lige før firmaet Viggo L. Rahr krakkede og bragte Aarhuus Privatbank store tab. S. måtte bruge mange kræfter på at rydde op efter krakket, og således blev de sidste år ikke hans bedste. Vanskelighederne tog på ham, og han døde af mavesår. S. var medstifter af og formand for repræsentantskabet for Kreditforeningen af Grundejere på Landet i Jylland, formand for bestyrelsen i A/S Hans Schourup & Jyllands Stål- og Maskinforretning samt formand for Jydsk Telefon Aktieselskab fra 1911.

Familie

Forældre: konsul Mads S. (1826–89) og Maren Møller (1828–1909). Gift 10.7.1883 i Herning med Pouline Jacobine Tolderlund, født 21.7.1861 i Herning, død 7.1.1954 i Kbh., d. af bankdirektør Poul Heinrich Eugen T. (1834–1924) og Anine Frederikke Schou (1838–1926).

Udnævnelser

R. 1908.

Bibliografi

V. Olesen i Hardsyssels årbog XI, 1917 163–66. P. Schou: Konsul C. S., 1939. Gunnar Sandfeld: Fra en helt anden tid, 1955. Samme: Nye tider. Struer bliver købstad, 1957. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig