Christian Siegfried v. Plessen

Christian Siegfried v. Plessen, 1646-22.1.1723, præsident for kammerkollegiet, amtmand, diplomat. Død i Hamburg, begravet i Kbh. (Petri k.). P. der var af mecklenburgsk uradel fik en grundig uddannelse, afsluttet med lange udenlandsophold bl.a. i Frankrig. 1670 kom han i tjeneste hos regeringen i Mecklenburg-Schwerin. Han kom til Danmark 1677 for at ordne arven efter sin bror der var faldet i dansk tjeneste ved Malmø. Han introduceredes ved hoffet hvor han snart erhvervede enkedronning Sophie Amalies og prins Jørgens særlige bevågenhed og blev kammerjunker og overkæmmerer hos den sidste. Marts 1678 tog han sin afsked fra mecklenburgsk tjeneste for at overtage administrationen af prins Jørgens økonomi, herunder livgedinget Vordingborg amt med Jungshoved. 1683 ledsagede han prinsen til England i anledning af dennes bryllup med prinsesse Anne og bistod ved indretningen af prinsens engelske hofstat. Hans indflydelse på prinsen frygtedes af toneangivende engelske kredse der fik udvirket at han 1684 måtte forlade England og vende tilbage til Danmark. Der blev dog truffet den ordning at han skulle kunne tilkaldes hvis prinsen i særlige anliggender havde brug for hans vejledning og råd; således var han i England 1685 efter dronning Sophie Amalies død. Han fortsatte med at administrere prinsens livgeding og i et brev til broderen Christian V anbefalede denne ham varmt.

Hans administrative dygtighed gjorde det naturligt for den danske regering at knytte ham til sig. På to områder kom han til at yde en vægtig indsats i dansk statstjeneste, nemlig som diplomat og inden for finansstyret. Finansielt var den danske stats stilling på dette tidspunkt temmelig problematisk. Der var flere grunde hertil; væsentlig betydning må de store militærudgifter som følge af den ambitiøse udenrigspolitik tillægges, men også rent organisatoriske svagheder gjorde sig gældende. En 1690 nedsat "geheime finanskommission" påpegede nødvendigheden af reformer, og kongen henvendte sig til P. som manden der kunne sætte sådanne i værk. Kongen ønskede P. sideordnet med finansvæsenets hidtidige leder Peter Brandt i den øverste finansstyrelse, men P. stillede som betingelse at få ansvaret alene. Jan. 1692 fik han da også som præsident for kammerkollegiet den øverste ledelse af finansvæsenet og fik samtidig plads i konseilet. Som finansleder moderniserede P. statens bogholderi, og der gennemførtes tillige en forenkling af principperne for skatteudskrivningen (1692). I modsætning til Brandt der havde søgt at dække underskuddet på statens budget ved udskrivning af særdeles tyngende ekstraskatter ønskede P. at skabe balance gennem en radikal udgiftsreduktion, men problemet var at han lige så lidt som Brandt fik nogen reel indflydelse på udgiftspolitikken. Ganske vist lykkedes det ham 1693 at beskære hof- og civilstatens reglementer, men det var ham ikke muligt at gennemføre tilstrækkelige reduktioner på de militære budgetter. Alligevel lykkedes det ham i en årrække (1693-98) at undgå udskrivning af ekstraskatter, som efter hans opfattelse var en urimelig belastning for bønderne og af landbrugets omkostningsniveau. I stedet slog han ind på en intensiv lånepolitik. Forsøgene på at rejse udenlandske statslån mislykkedes ganske vist, men til gengæld blev der udskrevet tvangslån af de besiddende klasser både 1694 og 1699 hvortil kom forskellige frivillige lån der kunne have karakter af personlige afpresninger. 1699 måtte han dog udskrive en ekstraskat for at indfri tvangslånet af 1694.

Sin diplomatiske debut fik han allerede 1689 hvor han var officiel dansk repræsentant ved Vilhelm af Oraniens kroning. Samtidig skulle han arbejde for engelsk støtte til Danmark i det gottorpske spørgsmål. Under opholdet modtog han budskab om at hans hustru og ældste datter var omkommet ved Sophie Amalienborgs brand. Efter hjemkomsten arbejdede han sammen med Christian v. Lente og den nye engelske gesandt i København, Robert Molesworth, for en dansk tilknytning til sømagterne. Disse bestræbelser fortsatte han som medlem af konseilet fra 1692 hvad der bragte ham i modsætning til T. B. v. Jessen og Conrad Reventlow der ønskede at fastholde alliancen med Frankrig. P.s engelske sympatier stimuleredes uden tvivl af hans særlige forbindelser til prins Jørgen, men var også baseret på en klar erkendelse af de ændrede magtforhold i Europa efter Englands endelige storpolitiske sideskift 1688. Hertil kom at sømagterne i langt højere grad end Frankrig udgjorde en trussel mod den neutrale danske handel der nød godt af krigskonjunkturerne og som hele den danske regeringskreds, også P., havde investeret i. Som følge af sin holdning og sine særlige relationer til England var det naturligt at P. benyttedes til diplomatiske sendelser til sømagterne. 1692 forhandlede han, forgæves, i Amsterdam om et dansk statslån. 1694 og -95 var han påny i Holland for at forhandle om en dansk tilknytning til sømagterne. Et hovedproblem var de store subsidier Danmark forlangte for at opgive neutraliteten. 1696 lykkedes det ham imidlertid at afslutte en alliancetraktat i Haag hvor Danmark som erstatning for at opgive handelen på Frankrig modtog 100 000 dl. fra Holland og 200 000 dl. fra England. Traktaten var en triumf for P.s diplomati; til gengæld kunne han pga. fransk fjendtlighed ikke udrette meget på fredskongressen i Rijswijk hvor han sammen med Lente repræsenterede Christian V. Også hans forhandlinger om et dansk statslån i Hamburg mislykkedes. Vanskelighederne i Rijswijk skyldtes i nogen grad at han modarbejdedes af Jessen der ad andre kanaler vedligeholdt forbindelsen til Frankrig. I det hele taget resulterede modsætningerne inden for den danske regeringskreds i en ofte svingende udenrigspolitisk kurs der svækkede Danmarks troværdighed, og den hensynsløse merkantile udnyttelse af krigs-konjunkturerne forstærkede dette indtryk i udlandet.

Tronskiftet 1699 fik til følge at P. mistede sin position. En af grundene hertil var sikkert at Frederik IV ikke uberettiget anså sit utilfredsstillende ægteskab med Louise af Mecklenburg-Güstrow som resultatet af en politisk intrige hvor P. havde spillet en vigtig rolle på en hemmelig mission til Güstrow 1695. Jan. 1700 måtte han tage sin afsked fra kammerkollegiet, men han beholdt foreløbig sin plads i konseilet og brugtes fortsat i kommissionerne for rådstuen. Efter krigserklæringen til Sverige sendtes han 1700 til Haag for at hindre afsendelsen af en engelsk-hollandsk flåde til Øresund hvor den skulle samarbejde med den svenske flåde hvad der som bekendt mislykkedes. 1701 indtrådte han i den kommission der skulle behandle problemerne omkring vornedskabet. I modsætning til flertallet var han imod ændringer i bøndernes retslige status; til gengæld ønskede han i overensstemmelse med de doktriner han havde forfægtet som finansleder bøndernes skattebyrde mindsket. 1702 var han påny i Haag hvor han modsat sin mission to år tidligere skulle arbejde for afsendelse af en engelsk-hollandsk flåde til Norden for at dække Danmark mod Sverige. 1703 kom en afgørende krise i hans liv og karriere idet han mistænktes for af politiske grunde at være indblandet i mordet på den tidligere polske gesandt i Kbh. Hans v. Schade. Anklagerne var ubegrundede, men P. svækkede sin position ved at påberåbe sig diplomatisk immunitet på grundlag af sin status som prins Jørgens repræsentant i Danmark. Engelsk diplomatisk pres hindrede en videre forfølgelse af sagen, men resultatet blev dog at P. måtte opgive de hverv i dansk statstjeneste han endnu havde, bl.a. sin plads i konseilet samt amtmandsskabet over Møn som han havde haft siden 1698 og desuden posten som patron for det ridderlige akademi i Kbh. som han havde beklædt siden 1692. 1704 slog han sig ned i Hamburg, væsentlig beskæftiget med prins Jørgens affærer. På grund af hans særlige forbindelser anvendte regeringen ham dog fortsat i diplomatiske missioner til Holland og England. Under et ophold i London 1708 havde han den sorg at prins Jørgen til hvem han var knyttet i et oprigtigt venskab døde i hans arme. Han vedblev dog at administrere Vordingborg amt til 1710, Jungshoved til dronning Annes død 1714.

P. var en meget velhavende mand. Fra sin far arvede han i Mecklenburg Hoikendorf og Manderow. 1687 erhvervede han sst. Harckensee og siden Parin (1689), Rolofhagen, Küssow og Gütow (1689-1708). 1707 afkøbte han sin svigersøn Christen Skeel Vallø med Billesborg og Gunderup, men disse godser solgte han allerede 1708 til Frederik IV for 165 000 dl. 1705 testamenterede Anna Rumohr, Hans Ahlefeldts (1624-94) enke, til hvem han vistnok havde bejlet, ham Glorup som tilfaldt ham 1712. Sin rørlige formue havde han for størstedelen anbragt hos bankierer i Hamburg og Amsterdam.

P. er et fremragende eksempel på de ikke få udlændinge, der med dygtighed og loyalitet tjente den danske enevælde. I udlandet, især England-Holland nød han respekt og blev anset for mere troværdig end andre medlemmer af regeringskredsen. Den generelle mistillid til den danske regering satte dog grænser for hvilke resultater han kunne opnå. Det er karakteristisk at han som den eneste inden for den danske regeringskreds omtales med en vis anerkendelse af Robert Molesworth i dennes ellers over for danske tilstande og personer stærkt kritiske bog An Account of Denmark as It was in the Year 1692 (London 1694). Også hans indsats som finansadministrator var betydelig, omend aktuelle statsfinansielle krav og generelle politiske vilkår hindrede en gennemførelse af den langsigtede økonomiske strategi han havde opridset i en betænkning ved sin tiltrædelse som finansleder.