Christian Zangenberg, Emil Christian Zangenberg, 27.9.1853-20.4.1914, skuespiller, filmcensor. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst., begravet sst. (Vestre). Z. var guldsmedesvend og i sin fritid amatørskuespiller før han opgav håndværket for teatret. Den kønne, friske unge mand med den fyldige tale- og sangstemme debuterede i Horsens 19.1.1873 ved N. F. Svendsens selskab som Frantz v. Rambow i Landmandsliv og vandt ved sin unge frejdighed snart et ry der førte ham til hovedstaden. Her stod han første gang 9.10.1876 på Casinos scene som Halling i En Spurv i Tranedans og ved dette teater tilbragte han fem lykkelige ungdomsår i hvilke hans indtagende personlige egenskaber blev belyst fra forskellige sider gennem hovedroller i vaudeviller, folkeskuespil, eventyrkomedier og operetter. I begyndelsen skyggede L. Stigaard for ham, men han voksede ham snart forbi. Herman i Et enfoldigt Pigebarn, Svend Trøst i Ridderen af Randers Bro, Christian i Ole Lukøje, Aladdin og Griolet, den unge trommeslager der kryber over muren i Tambourmajorens Datter var opgaver, hvori Z. blev meget populær. Han var den ideale Casino-skuespiller, mandig og kæk, elskværdig og tillidsfuld, med ydret og sangstemmen i orden. Sympatiens nådegave besad han i rigt mål, men hans glade kunst syntes ikke at rumme udviklingsmuligheder. Z.s bedstefar havde som danselærer hjulpet Johanne Luise Heiberg de første skridt frem mod de store mål, og det glemte hun ikke. Også af hensyn til vaudevillernes fremtid i kampen mod problemdigtningen protegerede hun Z.s ansættelse ved Det kgl. teater 1881. Han slog da også til både som Hammer i Nej, Herløv i Eventyr paa Fodrejsen, Basalt i Genboerne og virkede endnu bedre som de lystige ungersvende der intet studentikost præg skulle have, Nikolaj Reiersen i Sparekassen og Vandbye i Gulddaasen (1891); den sidste blev en af hans bedste præstationer, fordi han med smittende humør parodierede sin egen elskerfacon. Men som lyriker (Thorstein i Syvsoverdag, Tristan i Kong Renés Datter) manglede han et åndrigt præg; han gled let over i folkekomedien og besad hverken W. Wiehes romantiske vingefang eller F. Hultmanns finhed. Han var en efterfølger af W. Holst, den glade, frejdige svend, naturens muntre søn der ikke fornyer sig med årene, men som instinktivt kan finde det rigtige, hvad Z. gjorde i Aladdins første akter og især som Oluf i Dronning Margarethe hvor han virkede både rørende og troskyldig i sin erotiske betagelse. Men Hakon Jarls fjeldmørke sind lå uden for Z.s lyse område, skønt han udfoldede både kraft og bredde; Palnatoke var deklamation og Shakespeares Othello et fejlgreb.
Z. var en ungdommens fremstiller. Få kunne som han danse leende ind på scenen og sprede glæde. Men da årene kom beherskede han ikke overgangen til de ældre roller, men nøjedes med rutinemæssigt at spille Christian IV i Elverhøj, Steensgaard i De Unges Forbund, konsul Brinck i Samfundets Støtter, Tjælde i En Fallit og Svend Dyring. Efterhånden gled han ud af repertoiret, hvad der var forsvarligt i kunstnerisk forstand, men ofte blev påtalt af pressen. Han var en foretagsom mand der flere gange gæstede de norske scener og virkede som oplæser samt ledede turneer i de danske provinser, også det selskab fra Det kgl. teater som i juni 1894 ville give forestillinger i de nordslesvigske byer, men som udvistes af Preussen, et magtbud der vakte uhyre opsigt. Hans afskedsforestilling fandt sted 25.5.1913 og bestod af akter af Gulddaasen og Hakon Jarl samt Et Rejseeventyr hvori Z. spillede Julius Smith. S.å. udnævntes han til teaterkyndigt medlem af Statens filmcensur der samtidig blev oprettet, 1895-98 var han en aktiv formand for Skuespillerforeningen af 1879. – Kgl. skuespiller 1890.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.