Christoffer Valkendorf

Christoffer Valkendorf, aug.1525-17.1.1601, rigshofmester. Christoffer Valkendorff fik næppe nogen videregående uddannelse i udlandet, men da han troligt blev opdraget solidt bogligt hjemme hos moderen på Glorup var han rustet til statstjenesten. Han nævnes 1553 som kgl. sekretær og fik som løn 1554 provstiet i Bergen som len på livstid. Dygtige administrative evner turde ligge bag hans udnævnelse til den vanskelige lensmandsstilling i Bergen og Vardøhus len 1556. Christoffer Valkendorff henledte her sin regerings opmærksomhed på den fare der truede kongemagtens økonomiske interesser i Sundet efter englændernes åbning af Ruslandshandelen nord om Norge. I Bergen terroriserede de selvrådige hanseater på Tyskebryggen den norske borgerstand og fiskerbefolkning med monopoler, vold, utugt og retsovergreb. Christoffer Valkendorff greb straks smidigt, vedholdende og effektivt ind herimod og fik sandsynligvis snart regeringsstøtte til sin hansefjendtlige politik. Slottet blev sat i forsvarsberedskab og byen i belejringstilstand da de tyske håndværkere ikke reagerede på en ordre om enten at sværge undersåtsed eller fortrække. Med åndsnærværelse og mod fratog han tyskerne den ulovligt erhvervede Skt. Halvards kirke og fik deres præster til at anerkende kirkeordinansen og lyde Bergens superintendent. Mogens Gyldenstierne støttede ham, og Christoffer Valkendorff sikrede sig en regeringsordre til udvisning af de håndværkere der nægtede at sværge eden. I sit krav om at de, inden de rejste, ydmygende en for en skulle takke for god behandling, viste Christoffer Valkendorff første gang den hang til at gå over gevind der siden skulle belaste den karriereglade højadelsmands vej mod toppen.

Skarpe protester fra hansestæderne nødte den nye konge, Frederik II, til at udnævne en ny lensmand i Bergen og kalde Christoffer Valkendorff hjem til kroningen 1559. Kongen lod hans embedsførelse undersøge, bl.a. på herredagen i Odense 1560. Her blev hansestædernes privilegier drøftet, og sikkert af hensyn til behovet for Lübecks støtte i det optrækkende opgør med Sverige synes Frederik II ikke helt at have dækket over Christoffer Valkendorffs embedsførelse der ellers havde bragt nogenlunde ro og orden i Bergen. Christoffer Valkendorffs ophidselse herover bidrog sandsynligvis til at han s.å. i en markskelstrid mellem hans bønder i Lamdrup og kronens i Gislev (begge Gudme hrd.) stødte så alvorligt sammen med den lige så sensible Frederik II at han mistede sit kannikedømme i Roskilde og selv fortrak til Sachsen. På kurfyrst Augusts anmodning blev han dog taget til nåde igen, og 1561 fik han på enkedronning Dorotheas anbefaling det vigtige hverv at følge hertug Magnus til Øsel, nærmest som formynder. Med Magnus' selvrådige og letsindige politik, der tilmed i reglen støttedes af hans mor, enkedronningen, var det en yderst utaknemmelig opgave, så meget mere som den reelle magt lå hos Øsels statholder Dietrich v. Behr, og de storpolitiske forhold udviklede sig faretruende. Som bisp af Øsel blandede Magnus sig i Sveriges, Polens og Ruslands kamp om den opløste tyske ordens landområder mellem Riga bugt og Den finske bugt. Frederik II's holdning var vaklende, men som varetager af kronens interesser søgte Christoffer Valkendorff at redde Magnus ud af vanskelighederne ved en række forhandlinger dels med storfyrsten i Moskva aug.-sept. 1561, dels med den svenske statholder i Reval i beg. af 1563, senere med myndighederne i Wieck i Livland.

Frederik II's frygt for at svenskerne skulle tilrane sig for stor magt i området og erobre hele Livland og Øsel for ad den vej at forbedre magtbalancen over for Danmark var med til at udløse syvårskrigen. Under den kom Christoffer Valkendorff fra okt. 1563 til at beklæde selve det kgl. statholderembede i Livland sammen med H. v. Lüdinghausen, kaldet Wulff. Christoffer Valkendorff repræsenterede Frederik II ved Polens overlevering af Pernau og forhandlede med Wulff, den tidligere tyske ordens foged på Sonnenburg om overtagelsen af ordenens sidste besiddelser på Øsel, bl.a. Sonnenburg. Overenskomsten af 8.1.1564 blev dog ikke ratificeret af kongen. Det lykkedes trods modstand, klager og fjendskab fra Magnus og enkedronningen Christoffer Valkendorff at skabe ordnede forhold i Øsel Stift, men militært blev kronens stilling her stadig vanskeligere på grund af de slette forsyningsforhold. Pernau gik tabt, og 1566 hærgede svenskerne Øsel med mord og brand, mens Christoffer Valkendorff sendte alarmerende nødråb om hjælp til Kbh. Ude afstand hertil opgav Frederik II Livlandengagementet og dermed striden med Magnus der nu fik Øsel og Wieck m.m. i arvelig forlening hvorfor Christoffer Valkendorff kaldtes hjem 1567.

Større held havde han da han året efter som medlem af en regeringskommission løste hverv i Norge, ligesom sommeren 1569 da han med fast hånd ordnede embedsforretninger som lensmand på Island. Samme efterår fik han som opgave at drage til hertug Magnus og zar Ivan IV, bl.a. for at få denne til at begynde krig mod Sverige. Denne vigtige mission blev dog opgivet på grund af ændrede internationale konjunkturer. Maj 1570 løstes han fra lensmandsskabet over Island og blev aug. 1571 i stedet sat på en ny krævende opgave. Han blev lensmand på Gotland hvor forholdene var kaotiske. Som på sine tidligere poster fik Christoffer Valkendorff dog fjernet megen gammel slendrian og skabt konsekvens og større soberhed i administrationen. Den fattige almue blev hjulpet, skattebyrden mere retfærdigt fordelt og opsætsige præster kuet, ofte med barske midler. På to år var roen genoprettet, og Christoffer Valkendorff fik i stedet 1573-74 Roskildegård i len hvorefter han afgiftsfrit kom til, at sidde i Salling hrd. på Fyn til 1580.

Nytår 1574 ophørte det omflakkende liv i rigernes grænseegne, da han fik en tilsyneladende beskeden stilling i den centrale administration som rentemester. Det lykkedes Christoffer Valkendorff ved sin enorme arbejdskraft, grundighed og evne til at skære igennem at gøre sig næsten uundværlig for kongen og sikre sig en magtfuld position i statsstyrelsens midtpunkt. Han fremmede arbejdstempoet hos renteskriverne og lensmændene, fik forøget personalet i rentekammeret og udarbejdet hjælpemidler til ekspeditionen. Revisionen blev skærpet, og en planmæssig afbetaling af den store statsgæld gennemført. Egentlig nyskabende var Christoffer Valkendorff dog ikke. Han synes således ikke at have haft blik for at give rentekammeret eget ekspeditionskontor, skønt en sådan finansiel selvstændighed af kancelliet allerede var gennemført rundt om i Europa. Til gengæld lykkedes det da Frederik II 1575 ikke udnævnte nogen ny rigshofmester efter Peder Oxes død Christoffer Valkendorff at skaffe sig en række af dennes hverv; han udnævntes flere gange til statholder i Kbh. og han blev Bremerholms og flådens øverste leder. Det var næppe tilfældigt at den over for Christoffer Valkendorff altid forbeholdne Frederik II først ophøjede denne til rigsråd 1576, dvs. som sidste mand i den række af nyudnævnelser som kongen for at få et mere samarbejdsvilligt rigsråd bevidst foretog af højt meriterede veteraner fra syvårskrigen for deres indsats ved eller bag fronten. Ej heller udnævnte den myndige konge ham nogen sinde trods hans loyalitet og store administrative evner til rigshofmester, nok bl.a. fordi Christoffer Valkendorff ved den tid udviklede sig i magtkær og selvrådig retning så kongen lejlighedsvis måtte irettesætte ham for hensynsløshed.

Sin nøglestilling i kancelliet udnyttede Christoffer Valkendorff da også i høj grad som godspolitiker. Han opnåede aldrig at blive eneejer af det store glorupske godskompleks idet broderen Erik til hans død havde del i det. Men senest 1589 og snarest meget før kom han dog i enebesiddelse af sædegården Glorup. Dennes store vækst faldt netop i Christoffer Valkendorffs 15-årige rentemesterperiode hvor han gennemførte en række omfattende mageskifter, bl.a. med kronen hvorved bøndergodset blev samlet i de nærmeste landsbyer. Hertil kom at han opkøbte en række selvejergårde og skaffede sig forleninger i godsets nabolag. 1574-77 opførte han en ny gravkirke i Svindinge, og førte, rethaverisk som han kunne være, en række processer og ejendomstrætter. I århundredets slutning byggede Christoffer Valkendorff det nye Glorup, en moderne firefløjet bygning med lige lange længer og fire tårne. Len skiftede han hyppigt. 1580 afgav han Salling hrd. mod at blive delvis afgiftsfri i det 1578 erhvervede norske len Ryfylke, Jæderen og Dalerne (Stavanger len) som han besad helt afgiftsfrit fra 1587 til sin død. 1580-87 var han desuden forlenet med kronens bønder i Ellerup (Gudme hrd.) mens han 1575-83 besad gods fra Vor Frue kirke i Roskilde som afgiftsfrit len og 1583-87 sad på Jungshoved, ligeledes uden afgift.

Som magtfuld rentemester og dermed hovedbindeled mellem det omrejsende hof og regeringen i Kbh. blev Christoffer Valkendorff meget bundet til ophold i hovedstaden. Her ejede han da også en række ejendomme, bl.a. Ved Stranden hvor han selv boede. Flere gange udnævnt til statholder i Kbh. under kongens fravær fik han nær tilknytning til Kbh.s bystyre og borgere som han vistnok fik et godt forhold til. Om skatternes fordeling og magistratens embedsindtægter m.v. stiftede han således mellem borgere og magistrat et forlig der udformedes i "Frederik II's stadsret" 6.1.1581. Han lod også byens privilegier og adkomstbreve optegne i et stateligt, sølvbeslået læderbind, "Valkendorfbogen", og fik udarbejdet en jordebog over stadens, kirkernes, Frue skoles, Hellig-åndshospitalets og de fattiges ejendomme.

I det hele taget virkede Christoffer Valkendorff utrætteligt for hovedstaden. 1581 påbegyndte han befæstningen fra Nørreport til Østerport og færdigbyggede vejerhuset ved Gammelstrand. 1582 begrænsede han luksusudfoldelsen ved barsel og bryllupper og i kompagni- og lavshuse. S.å. indledte han bygningen af "det skønne murede hus" på Amagertorv (nu nedrevet), og af Helliggejst og Nicolaj kirketårne. 1583 indledte han opsætningen af stenkajer i havnen, opførte en muret hvælving i Vesterport til vandafløbet til voldgraven, ombyggede bispegården og opførte et slagtehus uden for Vesterport. 1584 byggede han hvælvingen i volden ved Mønten til afløb for vandet, opførte seksten sjæleboder dér og fik kobber-tækket Frue kirke. Som en stedse villig foregangsmand ved almennyttige, forskønnende og sundhedsfremmende foretagender var Christoffer Valkendorff tilmed ikke bange for at lukke sin egen pung op. Siden Absalon havde vist ingen gjort så meget for Kbh.

Også skole og videnskab optog Christoffer Valkendorff stærkt. 1582 skænkede han Vor Frue kirke i Kbh. to gårde i Skindergade. Han viste omhu for Odense og Nyborg latinskole og sattes sammen med Niels Kaas til at styre Sorø skole da den oprettedes 1586. Stor omsorg viste han de fattige og flittige studenter da han 1588 i sin egen ejendom Hvide kloster i Skt. Pederstræde oprettede Christoffer Valkendorffs kollegium, der fik fundats 16.7.1595. Også kirkelige forhold gav han talrige gange sin interesse. Optaget i en kreds af lærde og dannede folk som Niels Kaas og Arild Huitfeldt blev også Christoffer Valkendorff berømmet for sin mæcenvirksomhed, således af Niels Hemmingsen og A.S. Vedel. Denne kaldte ham 1574 en "vir genere, virtute et eruditione", men Christoffer Valkendorff var trods sin bogsamling dog nok mere velvillig over for videnskaben end lærd, desuden mere dydig og principfast end sprudlende og åndfuld.

Efter Frederik II's død 1588 blev Christoffer Valkendorff medlem af formynderstyrelsen, men opgav året efter, uvist hvorfor, sin magtfulde stilling som rentemester der herefter sank til normal betydning. Måske det hang sammen med at han i årenes løb havde skaffet sig for stærke fjender. Hans administration af Holmen, flåden og arkeliet bragte ham i hvert fald i modsætning til rigsadmiral Peder Munk der 1590 benyttede lejligheden til at anklage Christoffer Valkendorff for forsømmelighed i anledning af dronning Annas genvordigheder på rejsen til Skotland hvor storm og lækager nødte admiralen til at søge havn i Norge. Christoffer Valkendorff blev dog frikendt på herredagen i Kolding s.å., mens tretten mennesker blev brændt for at have spoleret rejsen ved hekseri.

Til gengæld rejstes der på samme herredag en anden sag der blev brugt som anledning til at fjerne Christoffer Valkendorff fra magtens centrum. Uden tvivl fortrydelig over at den færøske fribytter Mogens Heinesen i sin tid havde misbrugt den tillid som den retsbevidste Christoffer Valkendorff havde vist ham ved at skaffe ham eneret til handelen på Færøerne lod han Heinesen, der ofte var undsluppet lovens arm, dømme fra livet for en ny forseelse ved Kbh.s rådstueret 16.1.1589. Hævngerrig og vel af frygt for at Heinesen atter skulle gå fri, forivrede Christoffer Valkendorff sig igen og lod ham halshugge to dage senere uden at give ham lejlighed til at anke sagen for herredagen. Det fik både enken og hans kompagnon og medreder Hans Lindenov (død ca. 1621) til Ørslev kloster til at anklage Christoffer Valkendorff. Sagen endte ydmygende for denne med et forlig 6.8.1590 der erklærede dommen over Heinesen død og magtesløs, gav enken lov til at optage og jorde liget hvor hun ville, og pålagde Christoffer Valkendorff at betale hende, børnene og Lindenov en betydelig erstatning.

Når Christoffer Valkendorff herefter blev tvunget ud af formynderregeringen, var hovedbaggrunden dog snarest hans lyst til at hævde sin magt på kollegernes bekostning i forening med hans vistnok for imødekommende stilling til enkedronning Sophie og til hendes ønsker om deltagelse i statsstyreisen. Til gengæld for den politiske degradering gav formynderstyrelsen ham troligt økonomiske fordele og kompensation for hans virketrang ved samtidig med ophøret af rentemesterposten 1589 at overdrage ham administrationen af et af hovedlenene, Vordingborg, som 1592 erstattedes med et andet hovedlen, Helsingborg. Herfra flyttede han 1595 til et tredje stort len, Odensegård hvor han sad til 1597 da han atter fik Jungshoved som han beholdt til sin død.

Trods desavoueringen gjorde formynderstyret ofte brug af hans store erfaring og dygtighed. 1594 deltog han således i en undersøgelseskommissions rejse til Gotland og Bornholm. Og 1592 vikarierede han i rigskanslerembedet, 1595 for en af regeringsråderne. Året efter fik han fuld oprejsning for den lidte tort da et nok længe næret ønske blev opfyldt. Uden tvivl vel bekendt med Christoffer Valkendorffs mangeårige, ufortrødne virke for og sympati med en stærk og effektiv kongemagt, hævede den over for formynderstyret og rigsrådet skeptiske Christian IV ham til rigets højeste post, rigshofmesterembedet der havde været ledigt siden 1575. Som sådan førte han sammen med kansler Christian Friis regeringen under kongens Tysklandsrejse 1597 og varetog i øvrigt trods sin høje alder effektivt en række af de hverv han tidligere havde bestridt som rentemester.

I begyndelsen af 1601 overraskede døden ham og gjorde ende på et omskifteligt, dramatisk og dådrigt liv i statens og godset Glorups tjeneste. Af det sidste roste Christoffer Valkendorff sig i egen mening ikke, men glædede sig dog over "at jeg har regeret mine tjenere i fred, med sagtmodighed og kærlighed, Gud ske lov Giv kejseren, hvad kejserens er". Dette gjorde den hjemmegroede, mere arbejdsomme end vidtskuende Christoffer Valkendorff, der ikke mindst derfor nåede til tops i systemet. Han glemte dog som sine højadelsfæller ikke egne standsinteresser. Både i statstjenesten og som godsejer kunne han således hårdhændet og egensindigt gøre sin myndighed gældende, men udviklede sig dog med årene til en mere medgørlig og en meget godgørende mand. Ifølge samtidige optegnelser lettede Christoffer Valkendorff også gerne fæstebøndernes byrder efter en uheldig høst. Og han fik efter sin død det smukke skudsmål "at han havde stillet mangt et fattigt menneskes hunger" og "været enkernes trøst, de forældreløses far".