Christoph Krauthoff

Christoph Krauthoff, ca. 1600-efter 6.7.1666, syndicus for det slesvigholstenske ridderskab. Født i Mecklenburg-Güstrow. K. immatrikuleredes i Frankfurt 1624 og blev 1629 lic.jur. i Greifswald på en afhandling der forsvarer retten til modstand mod en grundlovbrydende fyrste. 1635 var han advokat i Kiel og rådgiver for abbedissen af Itzehoe, prinsesse Maria af Gottorp. Maj 1639 blev han det slesvigholstenske ridderskabs syndicus, en stilling han allerede gennem flere år synes at have stilet imod. Han blev som syndicus ridderskabets ordfører i dets mod de regerende fyrster rettede strid der gjaldt disses egenmægtige pålæg af told- ("Licente") afgifter, de lærde råders skattefrihed og sportel-overskridelser og ansættelse af udlændinge i amtmandsembeder. Jan. 1642 forfattede han under ridderskabets kontrol et af fjorten af dets medlemmer undertegnet "Salvationsskrift" som især er rettet mod hertug Frederik III af Gottorps praksis på det sidstnævnte punkt. Støttet på folkeretslærere som Johannes Althusius, Arumæus, Christoph Besold og Wehner hævdede han her et "monarchomachisk" syn på forholdet mellem fyrste og stænder som et kontraktforhold der gav stænderne som folkesuverænitetens repræsentanter ret til modstand, hvis fyrsten brød kontrakten. Det var talt ud af ridderskabets hjerte, men dette havde ikke magt til at værne sin syndicus, da hertug Frederik i sin harme lod Kiels magistrat fængsle K. (28.1.) og sine soldater føre ham i lænker til Gottorp (30.1.). Her gav den hertugelige fodermarsk ham en rungende lussing som den der havde insinueret, at landsherren var en tyran. Han blev kastet i fængsel og forhørt om indlæggets tilblivelse, men nægtede, sin embedsed tro, at udtale sig. 4.2. påtog ridderskabet sig ansvaret og forlangte K. løsladt, men hertugen gik først 7.2. ind herpå, efter at K. i et bønskrift havde måttet love ikke fremtidig at vække hans vrede ved landdagsskrifter. Den skam der var overgået ham, sved i den ærekære mands sind, og skønt ridderskabet som plaster på såret gav ham 3000 rdl. (som han anvendte til understøttelse for fattige studenter), nedlagde han 1643 sit embede, træt af at være adelens "fodskammel". Kort efter blev han syndicus i Rostock (hvor han juli 1643 kreeredes til dr.jur.). Christian IV havde sikkert for at vinde hertugdømmernes adel for sig, forholdt sig tilbageholdende i striden, og det lykkedes 1644 Bertram Rantzau at få K. udnævnt til kongens råd "von Haus aus". K. modtog ansættelsen, skønt den nødvendiggjorde hans afkald på Rostocksyndikatet, men kansler Ditlev Reventlow, der som amtmand i Haderslev ramtes af "Salvationsskriftet", forfulgte ham med chikaner og fik sept. 1646 rådsbestallingen kasseret. Et forsvarsskrift som K. 1647 lod tilstille Christian IV (trykt 1648), forblev uden virkning. 1651 udgav han et "Ehrenschutz" mod hertugen og hans råder der besvaredes i et modskrift af dr. Reimar Dorn, og som hertugen befalede skulle brændes ved skampælen i Slesvig. 1655 træffes K. på ny som syndicus i Rostock og fra 1660 som byens borgmester. 1661 blev han vicekansler og gehejmeråd i det mecklenburgschwerinske justitskancelli og 1663 dettes kansler. Han fik sin afsked fra dette embede 1666 efter allerede fra 1664 at have trukket sig tilbage fra dets forretninger. – K., hvis optræden i flere henseender frister til sammenligning med F. C. Dahlmanns næsten 200 år senere, er en af de interessanteste skikkelser i hertugdømmernes historie. Gennemtrængt af dyb retsfølelse var den højtbegavede mand overbevist om rigtigheden af de konstitutionelle teorier han forsvarede, men han havde den historiske udviklings strøm imod sig.