Christopher Knuth, Christopher Adam Valdemar Knuth, 3.7.1855-12.1.1942, hippolog, politiker. Født på Østergård, Mern sg, død på Lilliendal, urne på Øster Egesborg kgd. K. blev student 1874 fra Schneekloths skole og cand. phil. 1875. Han var derefter 1876–97 forpagter af sin fødegård Østergård. Ved faderens død 1897 overtog han fideikommisgodset Lilliendal der 1922 overgik til fri ejendom, og som han 1936 afstod. 1903–18 ejede han gården Valdnæs på Falster. Inden for landbruget var det særlig hesteavlen der havde hans interesse. 1896–1906 var han formand for statshingste-kommissionen i Sjællands distrikt. Han nedlagde dette mandat efter en heftig strid med "Frederiksborgavlerne" der mente at han bedømte deres avl for strengt. 1901–10 var han formand for Foreningen til den ædle hesteavls fremme, og han gennemførte her trods megen modstand beslutningen om at overflytte foreningens væddeløb fra Eremitagesletten til den nye bane ved Klampenborg. Han var æresmedlem af denne forening og af Travselskabet. – 1895–1916 var han medlem af Præstø amtsråd. 1910–18 havde han sæde i landstinget, valgt af højre. Her indtog han i alle spørgsmål et stade på yderste højre fløj. I samlingen 1913–14 var han ordfører for udvalget vedrørende lenskontrolloven og var blandt de elleve landstingsmænd der stemte mod den nye grundlov. Han gik med ind i det konservative folkeparti, men udmeldte sig april 1917 af dette efter at det havde tiltrådt loven om fremskaffelse af indenlandske brændselsmaterialer som han fandt stridende mod konservative principper, og som han selvanden stemte imod. Han blev dog stående i valggruppe med partiet der også siden indvalgte ham i udvalg, bl.a. om skattelovene af okt. 1917 og om loven om arvefæsteafgifternes afløsning. – K. var 1904–09 og 1913–21 medlem af Nationalbankens repræsentantskab, 1924–34 direktør i A/S Kallehavebanen og 1896 direktør i Præstø sparekasse. 1925–29 og 1933–37 var han medlem af Øster Egesborg sogneråd. – Hofjægermester 1885. Kammerherre 1905.

Familie

Forældre: greve, kammerherre, hofjægermester Adam Carl Vilhelm K. (1821–97) og baronesse Vilhelmine Alexandra Eugenie Catharine Jenny v. Buttlar (1825–84). Gift 11.8.1881 på Benzonsdal, Tåstrup med baronesse Ille Ottilte Vilhelmine Lerche, født 2.6.1857 på Benzonsdal, død 10.11.1942 på Egeløkke, d. af baron, kammerherre, hofjægermester Carl Christian Cornelius L. (1826–81) og Sophie Frederikke Steensen Leth (1835–1925).

Udnævnelser

R. 1900. DM. 1910. K2. 1938.

Ikonografi

Afbildet på litografi af hesteskue på Brahetrolleborg, 1904. Mal. af Bertha Wegmann, 1909 (Lilliendal), af Heinrich Hansen, 1910 og af Moritz, 1920 (Lilliendal). Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget), tegn. af samme (sst.). Foto.

Bibliografi

[H. Rørdam:] Foren, til den ædle hesteavls fremme 1859–1909, 1909. Næstved tid. 3.7.1915 og 3.7.1925. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig