Claus Langhaar Smidt, 30.9.1761-28.12.1822, regeringsråd på St. Croix. Født på Rønshave, Smidstrup sg, død på St. Croix, begravet i Christianssted. S. blev 1779 skriver og kramboddreng i Fredericia, exam.jur. 1788. N.å. blev han sessionsskriver i ekstrakommissionen til udførelse af forordningen om stavnsbåndets løsning af 20.6.1788 og kom på vartpenge 1795. 1799 ansattes han som birkeskriver ved Vesterland, Før og Amrom og s.å. som birkeskriver ved Kronborg distrikts birk. Takket være sin dygtige udførelse af embederne blev han 1799 skifteforvalter i Christians-steds jurisdiktion på St. Croix, og 1800 fik han betroet hvervet som medlem af kommissionen for den vestindiske gældslikvidation. 1807 blev han konstitueret medlem af den vestindiske regering og n.å. af kommissionen for de danske og hollandske lån. Han blev i Vestindien under den engelske okkupation og stadfæstedes 1814 som regeringsråd med bibeholdelse af skifteforvalterembedet. 1821 fik han kgl. tilkendegivelse af "Vor allerhøieste Tilfredshed med hans Forhold som Medlem af den under den engelske Occupation af vore vestindiske Øer etablerede Laane-Commission for St. Croix". S. beskrives som en "flittig, gavmild og gæstfri" embedsmand. – Virkelig kammerråd 1803. Etatsråd 1814. – En sønnesøn, Claus Langhaar S., 22.3.1841-17.4.1918, blev efter erhvervsuddannelse i udlandet 1868 ansat i det af faderen Wilhelm Smidt og Emile le Maire grundlagte bankierfirma i Kbh. Da dette ved faderens død 1884 likviderede videreførte S. en del af dets virksomhed. S. indtog betydelige bestyrelsesposter inden for erhvervslivet og var desuden virksom i flere filantropiske og patriotiske selskaber, fx Den frivillige selvbeskatning til fædrelandets forsvar og børnearbejdet på de vestindiske øer. Etatsråd 1892. Konferensråd 1913.

Familie

Forældre: gårdejer Niels Pedersen S. (1727–99) og Catharina Margrethe Weiss (1730–99). Gift 25.10.1795 i Magleby på Amager med Christiane Schouboe, født 13.10.1773 i Vildbjerg, død 13.8.1869 i Kbh. (Trin.), d. af sognepræst, sidst i Skuldelev og Selsø, Christian Christianssen S. (1736–87) og Ide Margrethe Schive (1742–1820).

Udnævnelser

R. 1887. K2. 1897. DM. 1908. – R. 1815.

Ikonografi

Profiltegn. ca. 1800, forlæg for stik af A. Flint. Mal. af J. C. F. Viertel, 1820.

Bibliografi

Pers. hist. t. 4.r.V, 1902 80–88 (C. L. S.s optegn.). – H. B. Dahlerup: Mit livs begivenheder II, 1909 34f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig