Cornelius Petersen, bondefører

Cornelius Petersen, bondefører, 6.9.1882-25.5.1935, bondefører. Født i Tating i Ejdersted, død i Tønder, begravet i Møgeltønder. P. var af frisisk slægt, og gennem sin mor stammede han fra en ældgammel Ejderstedslægt. Som dreng blev han angrebet af knogletuberkulose. Han lå i tre år på sygehuset i Kiel og sygdommen gjorde ham halt. Efter konfirmationen kom han i hjemmet hos en faster der boede i faderens fødegård, Klangsbøl kro, og lærte her landbrug. To halvår var han på landbrugsskolen i Hohenwedstedt. 22 år gammel købte han 1904 gården Vester Anflod i Møgeltønder sogn. Gården var forfalden og forsømt; men årene før 1914 var gunstige for marskbønderne, og P. fik jorden i stil og gården ombygget efter ejderstedsk forbillede. 1906 blev han kommuneforstander. Han mødtes med de danske bønder i Møgeltønder i en uvilje mod det preussiske styre, som han for sit vedkommende havde taget i arv efter en slesvigholstensk indstillet far. Første gang P. trådte offentligt frem var i foråret 1918 da der dannedes en slesvigsk bondeforening hvor danske og tyske bønder mødtes for at hævde deres erhvervs interesser under krigens tvangsøkonomi. Han kom ind i foreningens ledelse og optrådte som taler ved møder. Under Tysklands sammenbrud svingede P., der før 1914 havde haft forbindelse med pastor J. Schmidts fredsforening og som så sent som først på året 1919 havde ladet sig opstille som kandidat til nationalforsamlingen i Weimar for det tysk-frisindede parti, over på dansk side og deltog i den kommende tid stærkt i arbejdet for at få afstemning i 3. zone. I nogle pjecer, bl.a. Die schleswigsche Frage vom Standpunkt eines Bauers, 1919 og Das schleswigsche Volk, s.å. gjorde han rede for sine synspunkter og rettede voldsomme angreb på den preussiske "embedsmandspolyp" der havde misregeret landet uden forståelse af dets særpræg. Samtidig udgav han pjecen Die friesische Bewegung der gav stødet til oprettelsen af den dansk-frisiske mindretalsgruppe som senere sluttede op om Johannes Olsen, Lindholm.

Under overgangstidens urolige forhold kastede P. sig ind i en række økonomiske foretagender. Han købte flere ejendomme, et tørveværk, part i et hotel på Sild, og en tid, fra 1.8.1919, ejede og udgav han Tondernsche Zeitung som dermed var tabt for tyskheden. Han led gennem disse spekulationer betydelige tab. Da det nordslesvigske landbrug under tilpasningen til kongerigske forhold og efter kronestigningen kom ind i store økonomiske vanskeligheder, rejste han 1925 en selvstyrebevægelse hvor han i tilknytning til tanker som han allerede havde givet udtryk under grænsestriden, voldsomt vendte sig imod centralstyret og opstillede et program der byggede på ideer hentet fra ejderstedske forhold og krævede vidtgående selvstyre for de enkelte sogne og herreder. Fra efteråret 1926 udgav han ugebladet Bondens Selvstyre. Han gennemagiterede Sønderjylland og vandt tilsyneladende megen tilslutning i den nødstedte befolkning. Ved folketingsvalget 1926 samlede hans selvstyrepolitik imidlertid kun godt 2000 stemmer hvad der skuffede ham bittert. Samtidig idømtes han for et angreb på statsminister Thorvald Stauning en bøde på 2 000 kr. som han valgte at afsone. Hans tilhængere sammenskød imidlertid beløbet, så han kom fri inden fængselstiden var udløbet. Hans nervesystem brød nu sammen, og han måtte en tid indlægges på et sindssygehospital. Sine sidste år levede han hjemme i ro; en enkelt gang deltog han som taler i et nationalsocialistisk møde, men hans kraft var brudt. Hos P. var idealistiske drømmerier og materialistisk beregning sammenvævet på mærkelig måde, og dette i forbindelse med en voldsom lidenskabelighed, en dyb hjemstavnsbundethed og en stærk standsfølelse gør ham til en af genforeningstidens ejendommeligste skikkelser.