D.F. Didrichsen

D.F. Didrichsen, Didrik Ferdinand Did(e)richsen, 3.6.1814-20.3.1887, botaniker. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg. (Johs.), begravet i Kbh. (Ass.). D. kom i barberlære, blev svend 1834 og derefter elev på Kirurgisk akademi der 1842 blev indlemmet i det medicinske fakultet, for hvilket dets sidste hold fik tilladelse til at aflægge en prøve i medicin og kirurgi. D. bestod 1840 denne prøve, fik dermed samme rettigheder som de egentlige candidati medicinæ og straks plads på Frederiks hospital som "bader" (barber). 1845 blev han ansat som tredje læge ved Galatheaekspeditionen med pligt til at deltage i de botaniske indsamlinger. Da ekspeditionens botaniker B. Kamphøvener måtte forlade den i Penang, blev D. dens eneste botaniker, og hovedmassen af dens botaniske udbytte skyldes ham. Efter "Galathea"s hjemkomst 1847 overtog han igen sin plads ved hospitalet som han beholdt til 1857; tillige var han overskibslæge i marinen 1849 og 1854. Imidlertid var hans interesse for botanik stadig vokset, og 1851-53 overtog han et vikariat (for Johan Lange) som assistent og bibliotekar i Botanisk have. 1856 blev han fast ansat i disse stillinger. 1858-74 var han docent i botanik for farmaceuterne og 1863-74 tillige for polyteknikerne. Efter professor A. S. Ørsteds død 1872 blev han efter en stærk agitation af yngre botanikere og trods fakultetets indstilling af Eug. Warming 9.1.1873 af ministeriet ansat som docent i botanik ved universitetet. 1875 blev han professor ordinarius og 1876 ved et ministerielt magtbud tillige direktør for Botanisk have. Han tog sin afsked 1885.

D. var uden tvivl en meget begavet mand, og skønt autodidakt besad han en meget indgående botanisk viden, især om planternes morfologi, hvad der ses af den halve snes afhandlinger, han udgav i 1850-60'erne som dog alle behandler meget små morfologiske og systematiske emner. Som docent for farmaceuterne var han livlig og inciterende og meget afholdt af sine elever. På den anden side virkede hans uformelle og ofte kyniske væsen irriterende på mange, og han havde vanskeligt ved at omgås sine kolleger, hvad der ofte førte til skarpe rivninger, således med Ørsted - D. var en af hovedmændene i de voldsomme angreb på ham i 1860erne hvad der bevirkede, at han aldeles forsømte sit arbejde på Botanisk museum, hvor han havde lagt grunden til en værdifuld samling af spritlagte præparater. Hans skarpe kritik af planerne til den nye botaniske have og hans ansættelse ved universitetet på trods af fakultetets og den bedste sagkundskabs bedømmelse af hans kvalifikationer bragte ham ikke blot i et skævt forhold til hans nærmeste kollega, Eug. Warming, men også i en isoleret stilling inden for universitetet. Alt dette har sikkert bidraget til at svække hans evne til planmæssigt videnskabeligt arbejde, og som universitetslærer blev han ganske stillet i skygge af Warming. I sine sidste tyve år udgav han intet egentlig botanisk arbejde, men kastede sig over studiet af den danske botaniks historie og af planteetymologi. Han efterlod sig en umådelig masse løse notater om herhenhørende emner der vidner om en uhyre belæsthed, men tillige om en betydelig mangel på ordenssans. De eneste publicerede resultater af disse studier er en grundig og værdifuld afhandling For Hundrede Aar siden (Naturh. Tidsskr. 3. r. VI, 1869) og en etymologisk opsats Nogle sammensatte Plantenavne (Blandinger udg. af Universitets-Jubilæets da. samfund I, 1882). - Trods sit noget uomgængelige og ofte frastødende væsen var D. i bunden en hjertevarm mand der uden bagtanke hjalp hvor han kunne. I sine sidste år var han meget interesseret i politik og især i sociale forhold, og han havde det i hine tider ikke helt almindelige mod for en mand i hans stilling at slutte sig til socialdemokratiet.