Dagmar, d. 24.5.1212, dronning. Dagmars forældre blev skilt efter omkring tyve års samliv 1198 efter faderens ønske, og han giftede sig kort efter med den ungarske kongedatter Konstanze. Adela flyttede tilbage til Meissen med sine børn, og det har uden tvivl været i hendes slægts politiske interesse at Dagmar 1205 blev gift med den danske konge. Ifølge Rydårbogen medvirkede hun til biskop Valdemars løsladelse. Samme kilde omtaler hendes usædvanlige skønhed der gav hende navnet Daghmar i betydningen "Dagens Mø". Dette navn som i traditionen har fortrængt døbenavnet Margaretha er formodentlig en fordanskning af det slaviske Dragomir. Da kongegravene i Ringsted åbnedes 1855 fandt man Dagmars grav tom.
Det korsformede smykke der kaldes Dagmarkorset, et byzantinsk stykke fra ca. 1000, er uden påviselig forbindelse med Dagmar.
Folkeviserne om Dagmar har været bestemmende for opfattelsen af hende, men deres kildeværdi er tvivlsom, bl.a. fordi de først er nedskrevet i 1500-tallet. I viserne fremtræder hun som den højtelskede, smukke og blide dronning, elsket af folket. Dagmars dyder træder klart frem på bekostning af efterfølgeren Berengaria.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.