Dagmar Olrik

Dagmar Olrik, 28.6.1860-22.9.1932, gobelinvæver. Født i Kbh. (Frels.), død i Klampenborg, begravet i Kbh. (Vestre). O. ville være maler og uddannedes 1879-80 på Tegne- og kunstindustriskolen for kvinder. Derefter overtog faderen hendes undervisning, og efter hans død blev Viggo Pedersen hendes lærer. 1893 udstillede hun på Charlottenborg et blomsterbillede og senere landskaber og dekorative arbejder. Hun broderede 1890 universitets-banneret efter et mindre, tegnet udkast af faderen. Hendes særlige interesse for tekstilkunsten omfattede også billedvævning hvilket område hun viede sin indsats. På Kvindernes udstilling i Kbh. 1896 vistes således et billedtæppe, udført af O. efter karton af Johanne Frimodt. På studierejser til Tyskland, Frankrig og Italien dyrkede hun bl.a. dette område og lærte i Rom det klassiske gobelinvæveri, i Firenze at reparere gobeliner hvormed hun ernærede sig efter sin hjemkomst. – Da man i anledning af Lorenz Frølichs 80-års-fødselsdag ønskede at hædre ham ved at lade et af værelserne på Købehavns nye rådhus udsmykke med gobeliner efter hans kartoner blev vævningen heraf overdraget O. Fra 1902 forestod hun vævestuen på Rådhuset hvor gobelinerne med motiver fra Frølichs illustrationer til Fabricius' Danmarkshistorie blev til, først under hans egen kunstneriske ledelse, og efter hans død under Malthe Engelsted. O. mestrede fuldt ud den vanskelige gobelinteknik som hun bistået af gobelinværeren Louise Harboe (uddannet i Paris) videregav til en række elever, og hun var en af hovedkræfterne i den opblussende interesse for gobelinvæveri der i årene efter århundredskiftet førte til oprettelsen af endnu to gobelinvævestuer i Kbh. med henblik på udsmykning af hhv. Frederiksborg og Christiansborg slotte. O. vævede også stolebetræk, dels efter andres udkast, bl.a. søsteren, Benedicte Brummers, dels efter egne tegninger med blomster- og frugtbuketter i tidens smag. Det var dog ikke som selvstændig kunstner hun vandt sit ry, men gennem den monumentale indsats med vævningen af rådhusgobelinerne der strakte sig over næste 20 år. Arbejdet afsluttedes i 1921. – O. har restaureret gobeliner for Nationalmuseet, universitetet og Frederiksborg.

Familie

Forældre: maler Henrik O. (1830-90) og Hermina Valentiner (1839-1917). Ugift. – Søster til Axel O., Eyvind O., Hans O. og Jørgen O.

Udnævnelser

F.M.l. 1920.

Ikonografi

Tegn. 1864, mal. ca. s.å., tegn. 1874, 1876 og 1877 samt afbildet s.m. søsteren på mal. 1875-76, alle af H. Olrik. Malet i vævestuen af Benedicte Brummer, 1905. Mal. af samme 1907-08. Tegnet s.m. L. Frølich i vævestuen af J. Nørretranders. Foto.

Vore damer, 1916, nr. 1. Th. Faaborg i Skønvirke VI, 1920 145-59. Malthe Engelsted i Lorenz Frølich. Egne optegn, og breve, udg. F. Hendriksen, 1920-21 395-98. Elisabeth Thorman i Ord och bild XLI, Sth. 1932 93-100. Charlotte Portman i Håndarbejdets fremme XLI, 1976-77 nr. 3 4-9. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig