David Ebell

David Ebell, David Æbel, David Abell, d. ca. 1576, musiker. E. beklædte overordnede stillinger i det kgl. kapel under Christian III og Frederik II. 1551 var han organist i kantoriet, og fra denne periode skriver sig tre seksstemmige kompositioner som findes opbevaret i kantoriets nodebøger: In dulci jubilo, Laudatefuga og en fuga uden titel. Af særlig interesse er In dulci jubilo der er formet som kanon i de to overstemmer, støttet af de øvrige stemmer, en teknik der havde været kendt i lange tider, men som gennem de nederlandske skoler på ny var blevet mode. 1555 valgtes E. til organist ved Mariekirken i Lübeck, hvorfra han tog sin afsked 1572 da han atter blev indkaldt til det danske hof for ved kapellets reorganisation at overtage embedet som hoforganist efter Arnold de Fine der forfremmedes til kapelmester, og tillige for at rekruttere og forestå kapellets blæserkorps. Hans virksomhed i denne nye stilling varede kun nogle få år; i okt. 1576 blev hans embede og bolig overdraget andre, og formodentlig er han død henimod dette tidspunkt.

Familie

Herkomst ukendt.

Bibliografi

Angul Hammerich: Dansk musikhist. indtil ca. 1700, 1921 121f 131. Julius Foss i Årbog for musik 1923, 1924 24-40. N. Schiørring: Musikkens hist. i Danm. I, 1977 96 133. Musik fra Chr. IIIs tid, 1978 = Dania sonans IV 58.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig