Dines Pontoppidan, 11.3.1814-31.5.1879, præst. Født på Bogø, død i Randers, begravet sst. P. blev student (Nykøbing F.) 1832 og cand.teol. 1837; han var derpå huslærer og lærer i Kbh., men tog – til dels af helbredsgrunde – 1840-41 som skibspræst med fregatten Bellona til Sydamerika; den oplevelsesrige tur skildrede han 1841 i Reise til Sy damerica. 1843 blev han residerende kapellan ved Ribe domkirke, 1856 sognepræst ved Trinitatis kirke i Fredericia og 1863 ligeså ved Skt. Mortens kirke i Randers. Oprindelig var han J. P. Mynsters discipel, men kom snart i nær kontakt med den jyske vækkelse og optrådte selv som en skarp vækkelsesprædikant i pietistisk stil. Forbindelse med egnens grundtvigske præster førte ham efterhånden i anden retning, men han blev aldrig nogen fuldblods grundtvigianer, og A. G. Rudelbach og især P. C. Kierkegaard var hans egentlige teologiske autoriteter. Da sekterne efter 1849 gjorde dybe indhug i vækkelsen sluttede P. sig intimt til dens kirkelige fløj, samarbejdede med P. Larsen (Skræppenborg) men tog i stigende grad (og især i Randerstiden) afstand fra den pietistiske linje som endte i Indre mission; i flere småskrifter søgte han i 1850erne at "kirkeliggøre" vækkelsen, hvilket ikke hindrede ham i at arbejde for bibeludbredelse eller Ydre mission. P. var en selvstændig og stejl karakter som ikke mindst i forholdet til sine overordnede ofte kom i vanskeligheder; en konflikt med biskop J. B. Daugaard i Ribe indbragte ham en ministeriel "næse", og i Randers havde han jævnlig sammenstød med biskop G. P. Brammer (bl.a. om et salmebogstillæg) som ofte beklagede sig over ham; familietraditionen (meddelt af Henrik P.) om at Brammer i P.s præstetid undlod at visitere i Randers har dog intet på sig. Den nationale rejsning efter 1848 greb også P. som – ikke mindst i Fredericiaårene – forenede denne påvirkning med en nyvakt grundtvigsk forståelse for "det folkelige" (jf- hans årlige taler på 6. julidagen), men han stod som helhed afgjort på grundtvigianismens højre, kirkelige fløj og så med betænkelighed på dens politisering i 1870erne. Det er i øvrigt typisk at han foretrak H. A. Brorsons salmer for N. F. S. Grundtvigs. I Randers var han ikke meget påskønnet som prædikant, og hans kantede personlighed stødte ofte det højere borgerskab, men han betød meget for en kreds af jævne mennesker som han samlede til aftenmøder. Hjemmet i Randers var, navnlig i de senere år hvor både P. og hans kone var svagelige og de 16 børn tyngede hårdt på økonomien, præget af en vis dysterhed, men det var en givtig jordbund for de mange begavede børn; det er – i lyse toner – skildret af Morten P., mere kritisk, men afgjort positivt i Henrik P.s erindringer; det har også i høj grad dannet baggrund for den digteriske skildring i første del af sammes Lykke-Per, men her med en sådan kunstnerisk distance, at enhver direkte identifikation er urimelig.

Familie

Forældre: kapellan på Bogø, senere sognepræst i Damsholte Børge Dinesen P. (1776-1854) og Mette Marie Jansen (1782-1856). Gift 16.5.1844 i Vordingborg med Birgitte Christine Marie Oxenbøll, født 30.12.1824 i Randers, død 14.1.1888 på Frbg., d. af byfoged, justitsråd, senere etatsråd Morten O. (1796-1868) og Johanne Cecilie Stilling (1802-62). – Far til Henrik P., Knud P. og Morten P.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Axel Pontoppidan: Den yngre slægt Pontoppidan, 1931 61 195-205. Morten Pontoppidan: Minder og oplevelser, 1922 148-53. Samme i Præstehist. saml. I, 1933 97-109. Henrik Pontoppidan: Drengeår, 1933 (ny udg. m. titlen: Erindringer, 1962) især 77-79. Kirkehist. saml. 6.r.II, 1936-38 610 619 644f 653f 656f 674f. P. G. Lindhardt: Præsten D. P., 1948 = Acta Jutlandica XX. -Papirer i Kgl.bibl. og Rigsark. (prædikener).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig