Ditlev Kirketerp

Ditlev Kirketerp, 8.9.1734-12.6.1792, købmand. Født i Hobro, død på Kærgård, Hunderup sg., begravet i Randers. K. var en rig købmandssøn fra Hobro og nedsatte sig som ganske ung i Randers hvor han ved ægteskab fik indpas i en af de største og mest anskrevne købmandsfamilier. Selv var han uhyre driftig og begyndte først af alle i Randers på en omfattende international handel. Hans egne skibe gik både til Frankrig, Spanien og Vestindien, og den rigdom disse skibe sejlede hjem kom både ham selv og hele byen til gode. En del af sin formue anbragte han i jordegods idet han 1765 købte hovedgården Dronningborg med tilliggende, og han byggede meget. Undervisningsvæsenet i hans hjemby var genstand for hans store interesse, og han skænkede en af ham selv opført toetages bygning til en skole der fik kgl. konfirmation 1778. Som rådgiver for amtmændene var han meget anvendt, og man værdsatte hans omfattende indsigt i agerbrug og andre praktiske fag. I sine senere år led han store tab og måtte opgive sin forretning for 1785 at tage ansættelse ved toldvæsenet. – Hofagent med justitsråds rang 1774. Etatsråd 1776.

Familie

Forældre: købmand Morten Nielsen K. (1699–1765) og Anne Marie Wedege (1707–53, gift 1. gang 1732 med købmand Ditlev Ottesen Bering, ca. 1686–1732, gift 1. gang 1718 med Elsebeth Cathrine Blach, født 1696). Gift 1. gang 1.2.1758 i Randers med Anna Brock, født 8.9.1725 i Randers, død 7.2.1781 sst. (gift 1. gang 1745 med købmand Christen Madsen Welling, død 1757), d. af købmand Rasmus B. (1695–1752, gift 2. gang 1730 med Maria Kirstine Knudsen, 1710–45) og Anna Margrethe Vorup (1704–30, gift 1. gang 1720 med købmand Anders Anchersen, 1693–1721). Gift 2. gang 21.11.1781 i Århus med Catharina Hedevig Hee, døbt 11.2.1748 i Allerup, død 22.1.1805 i Århus, d. af sognepræst, senere biskop Jørgen H. (1714–88) og Karen Gudme (ca. 1719–92).

Bibliografi

P. J. Schmidt: Legatstifteren Niels Brocks og hustru Lene Brock, f. Bredals slægt, 5. udg. 1891 18. Johan Rohde i Saml. til jydsk hist. og top. VIII, 1880–81 237f 245.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig