Ditlev Nicolas Piper v. Løwencron

Ditlev Nicolas Piper v. Løwencron, f. ca. 1660, diplomat. Født i Sønderborg (?). Dødsår ukendt. v. L. som 1680 blev immatrikuleret i Kiel slog tidligt ind på den diplomatiske bane, fulgte 1681 med A. P. v. Liliencron til Wien og opholdt sig der et par år (således under byens belejring af tyrkerne 1683). 1683 var han med C. B. v. Ehrenschild i Berlin og n.å. med storkansler Frederik Ahlefeldt til konferencen i Itzehoe. I slutningen af 1684 udnævntes han til legationssekretær i Berlin, 1687 til legationssekretær i Wien hvor der dengang ingen gesandt var, og 1690 til resident ved rigsdagen i Regensburg, i hvilken stilling han forblev i elleve år. Hans hovedopgave her var at virke mod anerkendelsen af Hannovers ophøjelse til et kurfyrstendømme. Om end hans modstand var forgæves, kan man ikke nægte at han arbejdede med en utrættelig energi; derimod manglede han i høj grad diplomatisk smidighed og takt. Så længe hans velynder T. B. v. Jessen styrede Danmarks udenrigspolitik var alle klager over ham dog frugtesløse; han ophøjedes endog i adelstanden 29.6.1695 med navnet v. L. og fik i sept. 1700 løfte om at blive minister plenipotentiaire ved rigsdagen. Dette blev dog også den sidste gunstbevisning der vistes v. L. Jessens fald i okt. s.å. og den deraf følgende ændring i Danmarks udenrigspolitik medførte, at regeringen i Kbh. nu gav efter for de kejserlige og hannoveranske klager og kaldte v. L. tilbage fra rigsdagen 1701. v. L. tog nu fuldstændig sin afsked af den danske stats tjeneste og bosatte sig i Hamburg. Under et besøg i Harburg 1703 blev han efter kurfyrsten af Hannovers ordre arresteret, alle hans papirer blev beslaglagt og han beskyldtes for at have stået i fransk sold. Den danske regering søgte flere gange at få ham fri, men endnu 1708 sad han i hannoveransk fængsel. Hans senere skæbne er ukendt.

Familie

Forældre: senere assessor i kammerkollegiet, kammerråd Vilhelm Piper (død 1699) og Johanne Jürgens. Ugift (?).

Bibliografi

Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen IX, 1933. - Danm.s adels årbog XLI 1924, 1923 483.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig