Dora Miehe

Dora Miehe, Dorthea Vilhelmine Karoline Miehe, 9.12.1868-28.8.1945, cirkusdirektør. Født i Harreslev, Randers amt, død i Ydby, begravet sst. M. var ældste barn af cirkusfamilien Miehe der havde hjemsted på Cirkusgården i Ydby, Thy, der var i familiens eje 1887-1959. Allerede fra to-tre-årsalderen optrådte hun som styltedanser og i det ældgamle cirkusnummer at danse med tilbundne øjne mellem æg. Senere optrådte hun som linedanser og som duedronning på line; som voksen lærte hun at dressere og fremføre heste i frihed. Sammen med sin anden mand berejste hun Skandinavien med cirkus Miehe som de fra 1915 fik ledelsen af, og efter hans død allierede hun sig med dressøren Heinrich Kolzer (1874-1955) der blev hendes meddirektør, og sammen arbejdede de cirkus Miehe op til at blive Danmarks fornemste cirkus i alleregentligste betydning med et solidt og taknemmeligt stampublikum blandt provinsens honoratiores. Cirkus Miehe havde i mellemkrigsårene ord for at være økonomisk velfunderet, og dette blev understreget ved direktionens gammeldags fornemhed i optræden og med virkemidler som den myndige fru M.s hvide hermelinskåbe, store selskabskjoler og en meget omtalt guldbroche som hun 1928 fik foræret som en personlig gave af kong Christian X som "udtryk for kongens beundring for en kvindes noble og dygtige forretningsførelse". Efteråret 1938 og sæsonen 1940 lejede cirkus Miehe sig ind i cirkusbygningen i Kbh. - noget som M. betragtede som kronen på værket for cirkus Miehes vedkommende og som sit livs triumf efter alle årene på provinsens landeveje. Pengeombytningen i sommeren 1945 kostede M. et efter datidens forhold enormt beløb, og et par måneder efter døde hun. M.s og Heinrich Kolzers børn førte derefter med strammet økonomi cirkus Miehe videre som et interessentskab i endnu tretten sæsoner til 1958.

Familie

Forældre: musiker, cirkusdirektør Heinrich Christian August M. (1846-1915) og harpespiller Anna Christina Louise Schulz (1849-1932). Gift 1. gang 20.3.1894 i Ydby med artist Carl Vilhelm Imker, født 12.10.1853 i Kristiania, død 8.4.1896 i Ydby, s. af musiker A. I. og Caroline Clefeldt. Gift 2. gang 12.12.1898 i Sarpsborg, Norge med artist August Louis Herman Pfänner, født 5.8.1871 i Hannover, død 1.12.1922 i Ydby, s. af korbmacher Eduard P. og Dorette Julie Charlotte Müller. Gift 3. gang ca. 1924 (u.v.) med dressør, cirkusdirektør Heinrich Kolzer, født 2.3.1874 i Mommenheim, Tyskland, død 30.4.1955 i Thisted, s. af kunstrytter Oscar K. (1838-77) og Helene Kappenmacher (1837-1903). - Søster til August M.

Ikonografi

Tegn. af Eigil Petersen (Kgl. bibl.). Linoleumssnit af K. J. Almquist 1928 og 1932. Mal. af Kirsten Kjær 1930-32. Tegn. af Ivan Opffer, 1958 (Fr.borg) og af Otto Christensen, 1940 (sst.). Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. aften 4.12.1943.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig