Dorothea, dronning, ca. 1430-10.11.1495, dronning. Død i Kalundborg, begravet i Roskilde domk. Ægteskabet mellem D. og Christoffer af Bayern som var aftalt på et møde i Wilsnack 1443 varede kun 2½ år og var barnløst. Rigsrådet sad tilbage med en 18årig enkedronning som var tilsikret et omfattende livgeding, og ingen tronarving. Den vanskelige situation løstes da hertug Adolf af Slesvig foreslog grev Christian af Oldenborg til dansk konge; han kunne samtidig overtage enken. N.å. fejredes brylluppet samtidig med Christian Is kroning.

D. har utvivlsomt været en stærk og dygtig personlighed med forstand på gods og penge. Om sin medgift og arven efter sin far førte hun en årelang strid med farbroderen, kurfyrst Albrecht Achilles, dog uden resultat da markgrev Johan kun synes at have efterladt sig gæld. Et fastere økonomisk grundlag havde unionsdronningen i sit vidtstrakte livgeding hvortil kom de betydelige besiddelser som Christian I i årenes løb skænkede hende eller pantsatte til hende. Sit svenske livgeding, Närke og Varmland, havde hun kun rådighed over 1457-64, men hun hævdede gennem et par snese år med den største energi og hårdnakkethed sit krav på besiddelsen deraf over for Karl Knutsson og Sten Sture. Et juridisk grundlag havde hun i Christoffers morgengavebrev som 1458 var bekræftet af Christian I og selve det svenske rigsråd. Utilfreds med den voldgift som tilbødes hende fra svensk side bragte hun sagen for paven første gang 1455, og i den påfølgende proces havde hun for det meste overtaget så at Sten Sture gang på gang truedes af den pavelige bandstråle. D.s ihærdige forfølgelse af retssagen mod Sten Sture måtte virke skadeligt på alle fredelige unionsbestræbelser hvorfor det danske rigsråd og Hans i den kritiske tid efter Christian Is død for nogle år fik gennemført den fra svensk side krævede opgivelse af bandlysningssagen – skønt D. selv var af den mening at man ikke burde give afkald på bandstrålens "skarpe Sværd" som et middel til at tvinge svenskerne til lydighed.

D. fik dog også lejlighed til at yde en positiv indsats på det politiske område idet styrelsen såvel indadtil som over for udlandet under kongens hyppige fraværelser varetoges af hende – så vidt ses, med ikke ringe kraft. Det er betegnende at den lybske foged i Falsterbo 1466 da tyskerne havde vægret sig ved at betale en forlangt afgift skriver hjem til Lübeck: "Dronningen er i Malmø, jeg vilde ønske at hun ikke kom nærmere, jeg frygter at hun vil til Falsterbo". Navnlig i hertugdømmerne blev hendes virksomhed af gennemgribende betydning fordi der her hvor ordningen af kongens forhold til hans kreditorer var et hovedspørgsmål i særlig grad blev brug for hendes finansielle evner. D. rejste kapital til indløsning af det ene pantsatte slot efter det andet, og så godt lykkedes hendes konsekvent gennemførte politik at kongen 1479 forlenede hende med Holsten og 1480 pantsatte hele Slesvig til hende for 100000 mark. Ved Christian Is død var hun da hersker over begge hertugdømmer samtidig med at hun sad inde med slotsloven, dvs. havde befalingen over alle slottene i Danmark.

Det lykkedes imidlertid ikke D. at skaffe den yngre søn Frederik eneherredømmet i begge hertugdømmer, men hendes dynastiske politik vandt dog en halv sejr ved Slesvigs og Holstens deling mellem kong Hans og Frederik 1490. Arbejdet med at afvikle sin ægtefælles økonomiske forpligtelser fortsatte hun i fællesskab med kong Hans på hvem hun trods sin forkærlighed for den yngre søn skal have udøvet en ikke ringe indflydelse. I kongeriget sad hun stadig inde med så meget pantegods at værdien heraf kort før hendes død opgjordes til 57900 gylden.

Også D.s fremtrædende kirkelige interesse gav sig praktiske udslag. Med stor iver tog hun sig af de franciskanske observanter for hvem hun sammen med kong Hans grundede Køge kloster. Hendes rejser til Rom (1475 og 1488) var virkelige pilgrimsrejser skønt hun på dem begge også forfulgte sine retssager mod Sten Sture og Albrecht Achilles ligesom hun aflagde besøg hos sin søster markgrevinden af Mantua og 1488 på tilbagevejen havde en sammenkomst med kejseren i Innsbruck. Modsat Christian 1 viste D. sig lidet vennesæl på sine rejser, og hendes brevstil er til forskel fra kongens tør og kølig.

Familie

Forældre: markgrev Johan af Brandenburg (1406-64) og Barbara af Sachsen (ca. 1405-65). Gift 1. gang 12.9.1445 i Kbh. med Christoffer af Bayern, født 26.2.(?) 1416, død 5.el.6.1.1448, s. af pfalzgrev Johann I af Neumarkt (død 1443) og Catharina af Pommern (død 1426). Gift 2. gang 28.10.1449 i Kbh. (Frue k.) med Christian I, født 1426, død 21.5.1481 på Kbh.s slot, s. af grev Diderik den lykkelige af Oldenburg og Delmenhorst (død 1440) og Hedevig af Holsten (død 1436). – Mor til kong Hans, Margrete (1456-87) og Frederik I.

Ikonografi

Type med højt hovedtøj stukket af Baurenfeind, 1760 efter maleri, gengivet i forskellige serier (Gl. Køgegård, Hobro mus.), på dobbeltportr. (Gripsholm) og i litografi af E. Fortling. Med lav linkappe på dobbeltportr. (Gripsholm). Med krone på dronning Sofies anetavle malet af Clement, 1624 (Nykøbing F. kirke). Med enkelin, dels uden krone: Maleri (Skokloster), min. af A. Thornborg (Rosenborg), litograferet af E. Fortling efter tegn. af Top; dels med krone: På dobbeltportr. (Fr.borg), på anetavle (Gripsholm), kopi af Carl Thomsen, 1899 (Gavnø). Typen menes at stamme fra "Thurø-altertavlen" (Nat. mus.). Træsnit 1899.

Bibliografi

A. F. Riedel: Codex diplom. Brandenburgensis 3.r.l-III, Berlin 1859-61. – J. Lindbæk i Hist. t. 7.r.III, 1902 455-512. Samme: Pavernes forhold til Danm. under Kr. I og Hans, 1907. E. Arup i Hist. t. 7.r.IV, 1903 317-88 399-489. Gottfrid Carlsson i Hist. t., Sth. 1911 238-68. J. Nybo Rasmussen: Broder Peder Olsen som de da. franciskaneres hist.skriver, 1976 46 54 80.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig