E.C. Werlauff, Erich Christian Werlauff, 2.7.1781-5.6.1871, historiker, bibliotekar. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Slotsk.), begravet sst. (Ass.). Med usikkert helbred og uden synderlig omgang med andre børn end en lidt yngre søster levede W. sin barndom og første ungdom i den ved faderens tidlige død indskrænkede huskreds; moderens sparsomme indtægter tillod hende hverken at gøre selskaber eller skaffe sine børn mange adspredelser. Den bedste tidsfordriv fandt drengen i læsning, særlig bøger af historisk indhold som først tilfældet, derefter voksende tilbøjelighed skaffede ham i hænde; også søgte han gerne at nærme sig ældre folk, når de talte om mennesker de havde kendt, eller mærkelige begivenheder de havde oplevet. Det var rolige, fredelige år, og ikke for intet tog W. som storkorsridder af dannebrog til valgsprog de ord af Ovid, at den har levet vel som lever i stille ubemærkethed. Bortset fra sin embedsgerning trådte han aldrig frem i det offentlige liv, så lidt som han nogen sinde lod sig inddrage i litterær polemik; i selskabslivet ud over enkelte gode venners kreds deltog han sjældent og gjorde kun få besøg – et "Werlauffsk besøg" var i Bakkehussproget det samme som intet. Heller ikke var han nogen større brevskriver, kun med ungdomsvennen L. S. Vedel Simonsen førte han en vedholdende korrespondance, oplysende om mangt og meget som forefaldt i Kbh. 1810-58. Han rejste meget lidt, har aldrig været uden for de danske øer og synes ikke at have følt savnet deraf; dog fortrød han som gammel mand at han ikke, mens tid var, havde gæstet Norge, faderens fødeland, men, som han skrev til en yngre norsk ven, "jeg har aldrig været meget for Forandring i Nogen Henseende, heller ikke af Opholdssted". Med alt dette var der intet af særlingen ved ham og intet i hans måde at være på, hvorover man trak på skulderen; han var den eneste af Kamma Rahbeks venner der gik fri for alle angreb og end ikke fik noget tilnavn. Ej heller var han menneskesky; han var en opmærksom iagttager af livet omkring sig, hørte ligesom i drengeårene gerne efter, når der fortaltes ham om tildragelser ude i den store verden, om offentlige begivenheder herhjemme eller om private forhold, og havde i kraft af embedsstillinger og giftermål, som medlem af lærde selskaber og som højtstående frimurer rig lejlighed dertil. Hvad han så og hørte, bevarede han i sin ualmindelig sikre hukommelse, så at han på sine gamle dage kunne meddele det frisk og klart i sine erindringer. Privat dimitteret blev W. 1796 student og fik 1798, sytten år gammel, ved Rasmus Nyerups forsorg plads som kustos (inspektør) på Det kgl. biblioteks læsesal, til at begynde med uden løn; 1800 vandt han universitetets guldmedalje for besvarelsen af det historiske prisspørgsmål og blev s.å. – som et "exemplum sine exemplo" -skønt ikke-islænder arnamagnæansk stipendiar, en stilling han 1810 fratrådte. 1802 tog han for at glæde sin mor juridisk embedseksamen og udnævntes 1805 til 2. sekretær ved biblioteket; 1814 avancerede han til 1. sekretær og blev ved D. G. Moldenhawers død 1823 som bibliotekar, fra 1829 med titel af overbibliotekar stillet i spidsen for institutionen. 1861 da en ny lønningslov stod for døren tog han sin afsked; det skete ikke helt frivilligt, og for at bøde på den ringe pension fik han lov at fortsætte som en slags ekstraordinær assistent, lønnet til sin død med et gratiale på 150 rdl. årligt af medhjælpsummen. Som biblioteksleder træder W. i skygge af sin forgænger; han var ikke i besiddelse af dennes dristighed i dispositioner, havde vanskelighed ved at fatte beslutninger af vidererækkende karakter, og var til sin medarbejder Christian Molbechs ærgrelse så ængstelig for at komme til at overskride det bevilgede annuum at der ikke sjældent ved finansårets slutning gik penge ubrugte tilbage til statskassen. Også på andre punkter måtte han tage mod kritik fra Molbech, men hans styre var dog ingenlunde ensbetydende med stilstand. Det systematiske katalog over udenlandske afdeling som Moldenhawer havde planlagt og påbegyndt førtes sikkert og lykkeligt til ende; bibliotekslokaleme erholdt en betydelig, længe hårdt tiltrængt udvidelse; den nyere manuskriptsamling blev – lidt upraktisk ganske vist – ordnet og katalogiseret; en ny pligtafleveringslov lagde afleveringspligten fra forlæggerne over på bogtrykkerne, hvorved tilvæksten af nationallitteraturen blev mere stabil end tidligere, og håndskriftsamlingen modtog værdifulde forøgelser, ikke blot ved gaver, men også gennem auktionskøb.

Biblioteksgerningen var ikke W.s eneste embedsvirksomhed. 1808 var han blevet dr.phil. på en afhandling om Are Frode og ansattes 1810 som adjunkt ved universitetet med det hverv at læse over nordisk historie og oldsager; 1812 blev han professor extraordinarius med samme hverv, 1828 ordinarius og s.å. medlem af konsistorium. Stillingen som professor beholdt han til udgangen af 1867, fra 1852 som senior fritaget for forelæsninger. 1836-37 var han efter tur universitetets rektor; han ville nødig, men bøjede sig da Frederik VI gav til kende, at han ikke satte pris på at nogen unddrog sig sin pligt. Som rektor faldt det i hans lod at indvie den nye universitetsbygning, ved hvilken lejlighed han holdt talen på dansk, den første danske tale ved nogen akademisk akt. Sine forelæsninger, i reglen to å tre timer om ugen, holdt han hjemme i sin stue; han læste ikke efter et forud udarbejdet manuskript, men dikterede efter ekscerptsedler som han, stående ved sin pult, ordnede på stedet; han vendte ryggen til tilhørerne der sad ved et lille bord og skrev ned. Forsmående enhver formel indledning eller tiltale, uden professorfornemhed af nogen som helst art, holdt han sig, siger en tilhører (C. F. Wegener) "strængt til Forelæsningens Genstand, fremsatte de Opgaver der var at løse, nævnede de Kilder og Hjælpemidler som derved maatte bruges, og anviste til en besindig Prøvelse og praktisk Benyttelse af samme". Det var meget lærerige forelæsninger, og de nød, om end de efter datidens vilkår aldrig havde mange tilhørere, stor anseelse; bevarede nedskrifter har været benyttet af historikere i flere generationer.

Som historiker var W. elev af Abraham Kall og fortsatte 1700-tallets lærde tradition. Han holdt sig helst til kendsgerningerne og afskyede at drage almene slutninger; et helhedssyn på Danmarks historie eller større afsnit deraf ville fra hans side være utænkeligt. Det ville det også af en anden grund. De bevægede øjeblikke i historien, de skelsættende begivenheder, revolutioner og reformer følte han sig aldrig tiltrukket af, og til belysning af dem ville han næppe kunne have givet bidrag. De nationale spørgsmål som efter julirevolutionen i stigende grad sattes på dagsordenen også hos historikerne stod han så temmelig uden for; når han 1833 skrev til sin norske ven, den stærkt dansk-fjendtlige justitiarius J. C. Berg i Kristiania: "Erz-Patriot haver jeg aldrig været", var det helt i overensstemmelse med sandheden. Det kendte skrift fra 1819 Forsøg til det danske Sprogs Historie i Hertugdømmet Slesvig er ikke noget vidnesbyrd om, at W.s hjerte engang har banket varmt for sønderjydernes sag, men senere er blevet koldt; fremkaldt ved et udsat prisspørgsmål er det en lidenskabsløs, vel funderet redegørelse for de faktiske forhold siden oldtidens dage til året 1814, da Frederik VI udstedte sin skoleforordning for hertugdømmerne. Som her er det overalt de til enhver tid bestående tilstande som fortrinsvis er genstand for W.s forskning; til skildringen af dem medbragte han et enestående kendskab til såvel utrykte som trykte kilder og forbandt med sin overordentlige viden den største redelighed og ædruelighed i meddelelsen. Et ikke ringe antal af hans skrifter er vel blevet til på ydre foranledning, efter henvendelse fra kongernes, universitetets eller selskabets side; af den grund er de dog ikke deres forfatters psyke uvedkommende, men giver sammen med de øvrige, som han selv har taget initiativet til, et tydeligt indblik i, hvilke emner W. efter sin særlige indstilling beskæftigede sig med som historiker.

Helt fra ungdommen havde han interesse for antikvariske studier og var fra 1810 medlem af kommissionen for oldsagers opbevaring, til dens opløsning 1849. Han så den arkæologiske forskning under C. J. Thomsens og J. J. A. Worsaaes ledelse vokse frem til en videnskab, holdt oftere forelæsninger derover på universitetet og stillede sig på ingen måde vrangvillig, men lærte aldrig rigtigt at forstå at der ad den vej alene skulle kunne gives et billede af oldtidslivet; han var og forblev antikvar af den gamle skole, for hvem den litterære overlevering trods alt betød mest. Som ung gav han sig en del af med runologi, samtidig og senere med middelalderlige eller eftermiddelalderlige monumenter: Beskrivelse over Kong Erik Menveds og Dronning Ingeborgs Gravminde i Ringsted Kirke, 1815, Monument over Kong Hans og Dronning Christina i St. Knuds Kirke i Odense, 1827, De hellige tre Kongers Kapel, stiftet af Kong Christian I. og Dronning Dorothea i Roeskilde-Domkirke, 1849, eller han behandlede historisk-etnografiske spørgsmål: Bidrag til den nordiske Ravhandels Historie (Vidensk. Selsk. Phil.-hist. Afh. V, 1835), Forsøg til at oplyse og forklare Procops Efterretninger om de Nordiske Lande (sst. VII, 1841). Gerne fulgte han de antikvariske studiers historiske udvikling: Udkast til den nordiske Archæologies Historie i vort Fædreland indtil Ole Worms Tid (Det skand. Lit. Selsk.s Skr., 1807), Ole Worms fortjenester af det nordiske Oldstudium (Nord. Tidsskr. for Oldkyndighed, 1833), Biographiske Efterretninger om Arne Magnussen, ved Jon Olafsen fra Grunnavik, med Indledning, Anmærkninger og Tillæg (sst., 1836), Hans Grams Afhandling om det i Aaret 1734 ved Møgeltønder fundne Guldhorn (Annaler for nord. Oldkyndighed, 1853) og Propædeutisk Veiledning til Studium af de Nordiske Oldsager, ved Jon Olafsen fra Grunnavik, oversat med Fortale og Anmærkninger (sst.) samt Erindringer om Guldhornstyveriet den 4. Mai 1802, 1858 (fot. optr. 1970) med bidrag også til Det kgl. biblioteks historie. Som W. var arkæologiens blev han de lærde institutioners og selskabers historieskriver: Historiske Efterretninger om det store kongelige Bibliothek i Kiøbenhavn, 1825 (2. forøgede og fortsatte udgave 1844), Udsigt over Kjøbenhavns Universitets-Bygnings Historie, 1836 (sammen med L. Engelstoft),Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, 1847, Kjøbenhavns Universitet fra dets Stiftelse indtil Reformationen, 1850. Bibliotekshistorien er et af W.s hovedværker, i sig selv et arbejde hvis lige ikke let skal findes.

Gammel var også interessen for Ludvig Holberg. Komedierne og Peder Paars havde været barndomsdagenes kære og næsten eneste morskabslæsning; efterhånden blev de øvrige skrifter gennemarbejdede og navnlig epistlerne kendte W. til bunds. Som et andet hovedværk udkom 1838 1. bind af Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs Lystspil, 1858, 2., forøgede og til dels fortsatte udgave som Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil der i kommentarens form giver righoldige bidrag til den holbergske tidsalders kulturhistorie. Andre bidrag til Holbergstudiet er L. Holbergs Feide med A. Højer (A. E. Boyes Holbergiana III, 1835), Historiske og literariske Oplysninger til Niels Klim, vedføjede N. V. Dorphs oversættelse 1841 (2. forøgede udgave 1857), Holbergiana (Hist. t. 2. r. VI, 1856) og Oplysninger til Holbergs Peder Paars (Dansk Maanedsskrift 2. r., 1862) samt P. J. Phønixberg, Kiøbenhavnsk Bogtrykker og Leilighedspoet i Begyndelsen af det attende Aarhundrede (Hist. t. 3. r. II, 1860). Med megen varme omfattede W. Norge, Holbergs og faderens fødeland. Sammen med Børge Thorlacius afsluttede han 1813-26 folioudgaven af Noregs Konunga Sögur og affattede person- og stedregister til hele værket; 1815 udgav han den kong Sverre tillagte tale mod bisperne og behandlede i grundige afhandlinger forskellige sider af Norges historie, bl.a. det trondhjemske ærkebiskopvalg og opstanden i Bergen under Christian I (Det skand. Lit. Selsk.s Skr. XVI, 1819), foreningen mellem Sverige og Norge under Magnus Smek (Nord. Tidsskr. for Hist. III, 1829), de norske kongers salving og kroning i middelalderen (1832) og grænsebestemmelse mellem Norge og Sverige i anden halvdel af 1200-tallet (Annaler for nord. Oldkyndighed, 1845). Hele denne virksomhed fandt i høj grad påskønnelse i Norge hvor W. vandt sig mange ældre og yngre venner. Den norske historiske skoles syn på foreningstiden med Danmark billigede han ikke ganske, ikke så meget fordi det var antidansk, som fordi det syntes ham stridende mod sandheden. Herom sagde han i breve til J. C. Berg og P. A. Munch sin mening. Men det gensidige hjertelige forhold forstyrredes ikke, og mens danske historikere ellers ikke gik ram forbi, var W. skudfri i Norge, som han var det i Danmark. Endnu et emne havde W. forkærlighed for. Det var ordenshistorien som han altid gerne bragte på bane i samtaler, men hvorom han kun fik lidet udgivet. 1859 kom Om Stiftelsen af en Ridder-Orden for Norge 1747 samt Oplysninger til Elephantordenens Historie (III. Nyhedsblad) og 1872, efter hans død Om Danebrog og Danebrogsordenen. En historisk Undersøgelse. Sine egne ordener omfattede han med en veneration der ved en enkelt lejlighed har givet sig rørende udtryk. Da guldbryllupsdagen 1865, i hans alders 85. år nærmede sig, søgte han først at afværge enhver fest, men indvilgede til sidst i at være gæst hos sin ældste søn – på betingelse af, at han skulle bære alle sine ordener som han nu ellers ingen anledning havde til at bruge. Her mødte han da med storkorsene af Dannebrog og den kære Skt. Olaf, med kommandørkorsene af Nordstjernen og den hollandske egekroneorden, med ridderkorset af æreslegionen og mange flere ordener på brystet, med elefant-dekorationen (som ordenssekretær) om halsen, og blev hilst af hustru, børn og børnebørn. Fremmede havde man ikke måttet indbyde.

Sine erindringer har W. gentagne gange ført i pennen. Ældst er Dagbog over hvad mærkelig litterarisk (senere tilføjet: og politisk) jeg haver hørt og set, den er begyndt 1808, fortsat til 1865 og foreligger kun i manuskript (Ny kgl. saml. 673, 8°). Udgivet (i Memoirer og Breve XIII) er de annalistisk affattede personlige erindringer, nedskrevne 1850-63 og stærkt prægede af det melankolske livssyn der, alt som årene gik, mere og mere beherskede ham; eftertiden vil smile over den gamle mands jævnlige tale om varsler, han til sit eget uheld ikke i tide påagtede, men den vil takke ham for mangt et fortrinligt bidrag til samtidiges karakteristik. Udgivet (i Hist. Tidsskr. 4. r. IV, 1873-74; påny som bog 1954) er også de skildringer af danske, særlig kbh.ske tilstande og stemninger på begge sider af århundredskiftet som han i sin høje alder da han var næsten helt blind dikterede til en af sine sønner; de giver med mange enkeltheder et yderst levende kulturhistorisk billede og er i høj grad læseværdige. – Medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog 1806, af Videnskabernes selskab 1820, af Kungl. vitterhets historie och antikvitets akademien 1830. – Ordenssekretær 1860. -Justitsråd 1818. Rang med virkelige etatsråder 1829. Konferensråd 1836.

Familie

Forældre: koffardi-kaptajn Jens W. (1746-86) og Vilhelmine Frederikke Wirth (1747-1804). Gift 18.11.1815 i Vartov k., Kbh. (Slotsk.) med Wilhelmine Heger, født 1.12.1797 i Kbh. (Frue), død 3.3.1873 sst. (Slotsk.), d. af kgl. skuespiller Stephan H. (1769-1855) og Elin H. (1774-1842).

Udnævnelser

R. 1829. DM. 1834. K. 1841. S.K. 1855.

Ikonografi

Pastel af W. som ung. Litografi af E. Bærentzen, 1842, gentaget 1843, i træsnit 1871. Afbildet på J. V.

Bibliografi

Kilder. E. C. W.: Hist. efterretn. om det store kgl. bibl., 2. udg. 1844, Erindr, af mit liv, 1910 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XIII, Af min ungdoms tid, ny udg. ved Hans Degen, 1954 (optr. fra Hist. t. 4. r. IV, 1873-74 245-412), Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XLIII, Upps. 1956 1-16 (om Det kgl. bibl.). – Breve i Hist. t. I, Kria. 1871 406-56 (brevveksl, med J. Chr. Berg og P. Botten-Hansen), Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad I, 1916 137-391; II, s.å. 1-391 (brevveksl, med L. S. Vedel Simonsen); III, 1920-21 387-92, Lærde brev fra og til P. A. Munch I, Kria. 1924 219-21 381-83, Boken om bøker I, Oslo 1926 175-205 (breve fra P. Botten-Hansen), Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XV, Upps. 1928 73-102 (brevveksl, med J. H. Schrøder) og XXXI, 1944 3-24 (brevveksl, med Chr. Molbech), Frbg. gennem tiderne IV, 1952 5-60 (brevveksl, med Kamma Rahbek) samt C. Paludan-Müller. Et udv. af hans optegn, og breve, udg. Bj. Kornerup I–II, 1958. Lit. C. F. Wegener i E. C. W.: Om danebrog og danebrogsordenen, 1872 V-XXVIII. Fr. Schiern: Nyere hist. studier I, 1875 74-92. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889 122-28. Chr. Bruun: Erindr, fra det gamle kgl. bibl., 1906 19-22. Bengt Hildebrand: C. J. Thomsen och hans lärda forbindelser i Sverige I-II, Sth. 1937-38 = Kungl. vitterhets, hist.- och antikv.-akad.s handl. XLIV. Carl S. Petersen: Stenalder, broncealder, jernalder, 1938. Samme: Det kgl. bibl.s håndskriftsaml., 1943 (særtryk af Bogens verden, 1942). Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943. Morten Borup: Chr. Molbech, 1954. Sv. Dahl i Fund og forskn. II, 1955 17-24. Palle Birkelund sst. III, 1956 16-32. Knut Nygaard: Nordmenns syn på Danm. og danskene i 1814, Oslo 1961 = Skr. utg. av Det norske videnskapsakad. i Oslo. Hist.-filos. klasse 1960: 1 433-35. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj IV, 1980; X, s.å.

Papirer i Kgl. bibl., Rigsark., Landsark. for Fyn, Odense, Statsbibl., Århus og udenlandske bibl. (jfr. Laur. Nielsen: Registrant over breve fra og til danske i udenlandske bibl., 1934 231f).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig