E.A. Løvendal

E.A. Løvendal, Emil Adolf Løvendal, ved dåben Løventhal, 14.7.1839-6.7.1901, zoologisk kobberstikker, entomolog. Født i Randers, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). Skønt tidligt interesseret i insekter blev L. sat i smedelære, men kom i 1850erne i forbindelse med J. C. Schiødte. Denne, der selv var en fortrinlig kobberstikker, så hans evner for dette fag, uddannede ham først selv og skaffede ham siden, efter en uddannelse som zoologisk tegner (på Det tekniske institut og hos F. F. Helsted) understøttelse til en uddannelse i Paris hos Debray og Picard. L. blev en af verdens førende zoologiske kobberstikkere der illustrerede ikke blot danske entomologiske og andre zoologiske værker, men også zoologiske og endog botaniske værker for norske, svenske, engelske, tyske og amerikanske forskere. Et amerikansk tidsskrift kaldte ham "fyrsten blandt zoologiske kobberstikkere"; hans værker var udmærket ved det rene og klare stik; det hævdes at han kunne stikke direkte på kobberpladen fra iagttagelser i mikroskopet. - 1 grosserer B. W. Westermanns sidste år hjalp han denne med præparationsarbejdet, og da Westermanns samling 1868 kom til Zoologisk museum var det en betingelse at L. skulle ansættes som konservator ved den. Allerede da var L. en kendt billesamler, og han skabte en næsten fuldstændig og usædvanlig smukt præpareret samling af danske biller som efter hans død kom til Zoologisk museum. Hans særlige emne, efter talrige ekskursioner også med offentlig støtte, var barkbillerne som han først skrev en mindre fortegnelse over (1889) og senere det monumentale værk De danske Barkbiller (Scolytidæ el Platypodidæ Danicæ) og deres Betydning for Skov- og Havebruget. 1898. Et tilsvarende, ufuldført arbejde om de danske vandkærer (manuskript på Zoologisk museum) har tiden overhalet. L.s øvrige arbejder er mindre oversigter over danske billegrupper i Schiødtes stil. L. beskrives som beskeden indtil generthed; at han også kunne være skarp og vittig viser et svar (1889) på en tåbelig anmeldelse af hans første barkbillefortegnelse.

Familie

Forældre: boghandler Eduard August Sanner Løwenthal (1812-66) og Margith Marie Emilie Allen (1817-83). Gift 14.5.1864 i Kbh. (Holmens) med Josefine Florentine Nielsen, født 10.2.1836 i Kbh. (Holmens), død 15.1.1916 på Frbg., d. af smedemester Jens Bidstrup N. (1809-83) og Kirstine Marie Nielsen (1808-84). - Bror til Eduard Løventhal.

Udnævnelser

F. M. I. 1894.

Ikonografi

Foto (Kgl. bibl.; Zool. mus.).

Bibliografi

[Chr. Jorgensen] i Berl. aften 10.7.1901. H. J. Hansen i Entomologisk tidsskr. XX, Sth. 1901 177-83. Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921-37 267-69. S. L. Tuxen: Entomologisk foren.s hist. 1868-1968.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig