E. Petit, Emil Nicolas Charles Petit, 2.2.1817-7.11.1893, læge, botaniker. Født i Kbh. (Petri), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). P. blev student 1834 fra Borgerdydskolen i Kbh. og studerede medicin og botanik. Efter at have taget medicinsk embedseksamen 1840 var han 1841-52 militærlæge og til 1848 naturhistorielærer ved Efterslægtens skole og Metropolitanskolen, 1852-73 praktiserende læge i Fredensborg og derefter bosat på Frbg., dog med flere til dels lange ophold i Sydeuropa. P. spillede før 1852 og efter 1880 en ret fremtrædende rolle som botaniker. Han var 1840 en af stifterne af Det naturhistoriske selskab, der blev forløberen for Botanisk forening, og i flere år var han dets bærende kraft og en ret frugtbar forfatter. Han skrev en lærebog i botanik (1845), men mere bemærkelsesværdig er hans afhandling Det sydvestlige Sjællands Vegetation (Naturhist. t. 1844), det første forsøg på at skildre en enkelt egns plantevækst sammenlignet med andres. Fra den anden periode må mærkes hans Udkast til en floristisk Beskrivelse af Als (Botanisk t. 1880), væsentligst baseret på indsamlinger under treårskrigen, med et fyldigt supplement 1892, samt nogle afhandlinger om Korsikas og Alpernes vegetation. Han var i disse år et stærkt aktivt medlem af Botanisk forening og dens næstformand fra 1883. – Justitsråd 1866. Etatsråd 1888.

Familie

Forældre: bogholder Charles P. (død 1823) og Sophie Cathrine Fiedler (1788-1881). Gift 8.7.1845 i Helsingør med Elisabeth Cameron Mac-Gregor, født 22.12.1824 i Bremen, død 2.9.1922 på Frbg., d. af konsul Francis Emanuel Coleman M.-G. (1783-1876) og Susanna Johanna Elisabeth Bachmeister (1796-1864).

Udnævnelser

R. 1873.

Ikonografi

Foto (Fr.borg).

Bibliografi

Eugen Warming i Botanisk t. XIX, 1894 244-54. Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924-26 429 590; II, s.å. 261f (bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig