Eckardt Eskesen, Eckardt Viarda Eskesen, 23.8.1868-13.12.1943, fabrikant. Født i Nørrehebo ved Varde, død i USA, begravet Perth Amboy, N. J. Efter nogle års uddannelse på Philip W. Heymans kontor i Varde, Varde svineslagterier og kontorer i Kbh., rejste E. til USA. 1891 kom han til New York hvor han modtoges af en bror som i nogle år havde arbejdet i terrakottaindustrien i Perth Amboy, og de fik begge plads på James Taylors terrakottafabrik på Long Island, siden i N.Y. E. var presser, hvilket bestod i at arbejde leret ned i formene med hænderne. I tre år var han presser på forskellige fabrikker i omegnen og anvendte al sin fritid til at studere handelsvidenskab, bogholderi og sprog. En svoger, Karl Mathiasen, som i flere år havde arbejdet ved terrakottaindustrien, havde 1888 sammen med en anden svoger oprettet en fabrik i Perth Amboy, og 1893 indregistrerede han virksomheden under navnet New Jersey Terra Cotta Company. E. blev bogholder 1894, og viste sig i besiddelse af så usædvanlige administrative evner at han allerede 1896 blev direktør, kasserer og sekretær. I de følgende år skete, især efter at skyskraberne var begyndt at rejse sig i de store byer, et stærkt opsving i brugen af terrakotta til byggeformål, og New Jersey Terra Cotta Co. voksede op til at blive et af de største og mest kendte inden for branchen i Øststaterne. Da Karl Mathiasen døde 1920 blev E. præsident. 1928 gennemførtes en sammenslutning af tre af Øststaternes mest kendte terrakottakompagnier, New Jersey Terra Cotta Co., Perth Amboy, N.J., Federal Terra Cotta Co., Woodbridge, N.J., og South Amboy Terra Cotta Co., South Amboy, N.J. Det nye selskab fik navnet Federal Seabord Terra Cotta Co. med hovedsæde i N.Y. og med E. som præsident. Kompagniet beskæftigede, inden krisen satte ind og næsten standsede byggeriet, 900-1 000 arbejdere og havde en årlig omsætning på tre mio. dollars. Sammen med andre medlemmer af familierne Mathiasen og Eskesen ejede E. Matawan Tile Co. (stiftet 1902) som fabrikerede gulv- og vægfliser. Kansas City Terra Cotta & Faience Co. i Kansas City, Missouri, blev 1912 overtaget af New Jersey Terra Cotta Co., med E. som præsident. E. var desuden direktør for First National Bank, Perth Amboy, præsident for American Ceramic Society, præsident for National Terra Cotta Society, medlem af og Trustee i American Scandinavian Foundation. Han var en af de rigeste og mest ansete danske i USA, en trofast støtte af den danske presse dér og blandt initiativtagerne til det der senere blev til Rebildfesterne. – E. har udgivet digtsamlingen Mod Lyset, 1904.

Familie

Forældre: skibsfører, senere gårdejer Bennet Knudsen E. (1834-97) og Kristine Karoline Kristensen (Baun) (1840-1912). Gift 23.8.1894 i Perth Amboy, N.J., USA med Mathilda Mathiasen, født 11.8.1872 i Thisted, død 30.1.1897 i Plainfield, N.J., d. af arbejdsmand Anders Christian M. (1833-95) og Kristine Willumsen (1835-1915).

Udnævnelser

R. 1923.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig