Egmont H. Petersen, Egmont Harald Petersen, ved dåben Edmundt, 3.10.1860-5.8.1914, bogtrykker, bladudgiver. Allerede før sin konfirmation kom Egmont H. Petersen i lære, og kun 18 år gammel begyndte han i sin mors navn selvstændig bogtrykkervirksomhed. Hans tekniske udrustning bestod af en såkaldt fluesmækker dvs. en primitiv hånddrevet trykmaskine der blev opstillet i moderens køkken, og et beskedent kvantum typer. 1882 fik han selv borgerskab, og nu begyndte for alvor den udvikling der hurtigt skaffede ham faglig anerkendelse og som ved århundredskiftet havde ført hans trykkeri frem til en plads blandt hovedstadens største og mest moderne indrettede. Fra starten fulgte Egmont H. Petersen det princip, at enhver bestilling, stor eller lille, skulle udføres med størst mulig omhu; samtidig var hans forretningsførelse på en gang præget af dristighed og gennemført sparsommelighed. Hans interesse for sit fags teknik og arbejdsmetoder medførte, at han ofte ved maskinkøb m.v. var foregangsmand. For reklame havde han en tidlig vakt forståelse. Virksomheden tilføjedes stadig nye grene, mest afgørende 1904 da Egmont H. Petersen med udsendelsen af ugebladet Hjemmet blev bladudgiver, et område af forretningen der allerede i hans egen tid blev af største betydning og som under hans efterfølgere er blevet stærkt udvidet og nu omfatter bladudgivelse i flere lande. I sine yngre år måtte Egmont H. Petersen som følge af sin virksomheds vækst jævnlig flytte, men med opførelsen 1914 af Gutenberghus, som han ikke selv så taget i brug, fik den sit blivende sted i den indre by hvor den, i dag en stærkt forgrenet og internationalt virksom koncern, efter yderligere arealkøb og store tilbygninger fremdeles har sit hovedsæde.

Egmont H. Petersen fik mange vigtige tillidshverv. Stærkt filantropisk engageret som han var havde han i sit testamente bestemt, at forretningens overskud efter hans død skulle anvendes i velgørende øjemed. Hans enke og børn besluttede derfor at rejse ham et minde ved at gøre hele virksomheden til en selvejende institution som skulle tjene de opgaver der havde ligget ham på sinde. Den fik navnet Egmont H. Petersens fond og begyndte sin virksomhed 1920. Gennem et i årenes løb udvidet antal aktiviteter bidrager fondet fortsat til løsningen af vigtige sociale opgaver, herunder ikke mindst ungdommens uddannelse.

Familie

Egmont H. Petersen blev født i Kbh. (Fødsst.), død sst. (Sions), begravet sst. (Vestre). Forældre: Karen Petrine Petersen (1839-1911). Gift 18. 9.1890 i Kbh. (Frels.) med Anne Elisabeth Abel, født 30.11.1869 i Kbh. (Petri), død 13.5.1953 i Hellerup, d. af smedemester Friedrich Christian Theodor Abel (1830-1902) og Johanne Marie Olsen (1832-1900).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bogtrykkerbl. IX, 1914 213f. [Carl Græbe] i Dansk bogtrykkertid., s.å. 113-15. Central 1925. Jubilæumsskr., 1953. 1878 – Kommunikation – 1978. Jubilæumsskr., 1978. Willy Jacobsen m.fl. i Fluesmækkeren, udg. Gutenberghus, 1978 maj-nr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig