Eiler Jensen

Artikelstart

Eiler Jensen, Eiler Aage Jensen, 14.4.1894-23.12.1969, forbundsformand. Født i Kbh, død på amtssygehuset i Gentofte, urne i urnehal på Bispebjerg. J. var en af de få af arbejderbevægelsens ledere der voksede op under egentlige proletariske forhold. Faderen blev tidligt slået ud af sygdom så moderen stod alene med fire børn. Barndomsmiljøet var baggårdene på Nørrebro. Som 14-årig kom J. ud at sejle; selv om det var drøjt har han dog fremhævet at han blev mæt hver dag. Efter tre og et halvt år gik han i land og blev arbejdsmand. Han var nu med i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, men tog ikke meget del i det organisatoriske arbejde; fritiden gik til aftenkurser i de traditionelle skolefag og i samfundslære ligesom han var tillidsmand på flere arbejdspladser.

I 1925 henvendte bestyrelsen for Lager- og pakhusarbejdernes forbund sig til J. og spurgte om han, der end ikke havde været fagforeningsformand eller medlem af forbundets bestyrelse, ville være forbundsformand. Han valgtes og blev på posten til 1936, det sidste år var han tillige medlem af Arbejdsmandsforbundets hovedbestyrelse. Han forlod formandsposten for at blive sekretær i De samvirkende fagforbund (LO). På grund af uventede dødsfald i De samvirkendes top blev J. 1939 næstformand, og da Lauritz Hansen blev minister 1942 blev J. konstitueret formand og valgtes året efter som den hidtil eneste arbejdsmand på denne post; han fortsatte til 1967.

En LO-formand får sjældent de samme muligheder som en minister for at gennemføre reformer. Det bliver i høj grad et arbejde fra sag til sag, og de visioner han kan have bliver ofte kun til virkelighed i småbidder. I de første år stillede tilmed besættelsestiden sine særlige krav, og formanden for LO var bestandig i centrum. For J. som for andre ledere i arbejderbevægelsen var det i høj grad et spørgsmål om at bevare organisationssystemet intakt som et værn både over for tyskerne, og over for den uro på venstrefløjen man ventede efter krigen. Under folkestrejken 1944 var fagbevægelsen under pres. Tyskerne forlangte tidligt at J. skulle træde tilbage, men opgav dog kravet af frygt for yderligere uro, og J. var nogle dage senere med i den gruppe af erhvervsledere og politikere der gennem radiotaler medvirkede til strejkens ophør. Samme år var J. blandt initiativtagerne til dannelse af AIC (Arbejderbevægelsens informationscentral) der skulle forberede fagbevægelsens og socialdemokratiets propaganda, navnlig over for kommunisterne, i efterkrigsårene. Efter befrielsen var J. med i det udvalg der forhandlede med kommunisterne om et samarbejde, og var her en af de mest kritiske. De første efterkrigsår bød ikke på store muligheder for fagforeningernes leder. Her viste J.s evner sig imidlertid at være eminente. Han vurderes almindeligvis som den bedste forhandler LO har haft som leder, og efterhånden blev – støttet af konjunkturerne – den tabte realløn indhentet, og i den sidste del af formandstiden gik den rask fremad. Bestandig var J. dog resultaternes mand. "Skrål fylder så lidt i lønningsposen", lagde han engang frem som sin devise. I stigende grad blev sociale tryghedsordninger det helt afgørende for J.: sygeløn, pensionsordninger, afskedigelsesløn, industrielt demokrati. Teknikken i disse reformer som han begyndte at arbejde på stykke for stykke overlod han gerne til eksperter. Det var et hovedprincip for ham at arbejde tæt med socialdemokratiet. Kun i 1956 under strejkerne svigtede det. – J.s forhold til H. C. Hansen var da heller ikke så åbent som det var til de andre socialdemokratiske statsministre.

J. var stærkt engageret i det internationale samarbejde – han var en af de få danske arbejderledere der talte fransk. I årene nærmest efter krigen sad han i eksekutivkomiteen for det faglige verdensforbund; men da den kommunistiske dominans blev fremherskende var han 1947 med til at danne Frie faglige internationale. – Han var medlem af folketinget 1945–47, valgt i Skanderborgkredsen, og derefter af landstinget til dets ophævelse 1953.

Familie

Forældre: kusk Niels J. (død 1904) og Kristine Hansen (1869–1934). Gift 31.10.1919 med Elna Kristine Petersen, født 28.12.1898 i Skælskør, d. af arbejdsmand Hans P. (1858–1939) og Edel Christine Jensine Jeppesen (1863–1952).

Ikonografi

Mal. af Otto Christensen udst. 1957. Tegn. af samme (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

E. J. i Sådan blev jeg det, red. Aage Heinberg, 1953 174–78 og i Aktuelt 22.5 og 29.5.1966 samt 5.6. s.å.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig