Ejnar Wærum, 7.7.1890-20.12.1971, diplomat. Født i Århus, død i Ordrup, begravet på Frbg. (Solbjerg). W. blev student fra Schneekloths skole i Kbh. 1909 og efter endt uddannelse bogholder i A/S Otto Mønsted indtil 1915. August s.å. ansattes han i udenrigsministeriets udførselskontor og sendtes i foråret 1917 en kort tid som konsulats-sekretær til London. Efter hjemkomsten fortsatte han et påbegyndt statsvidenskabeligt studium og blev februar 1920 cand. polit. Ved udenrigsministeriets omorganisering 1921 udnævntes han til kontorchef i den økonomiske afdeling. August 1923 blev han legationssekretær i Bruxelles, og januar 1924 forflyttedes han til den samme stilling i Tokyo. Efter hjemkaldelsen 1928 blev han påny kontorchef i den økonomiske (ø.-p.) afdeling indtil han 1936 udnævntes til chef for afdelingen, en stilling han beholdt de næste 15 år. I tiden fra september 1950 til februar 1951 var han fungerende direktør. W.s hovedindsats kom til at ligge i årene mellem 1930 og 1950, en periode der var præget af den økonomiske verdenskrise, af besættelsen og endelig af det begyndende internationale økonomiske samarbejde. W. blev et fremtrædende medlem af den gruppe udenrigsministerielle embedsmænd der i 1930erne fik til opgave at udforme Danmarks nye handelspolitik der gik ud på kun at købe hos de lande der købte hos os og ikke købe for mere end vi solgte. W.s særlige område blev Storbritannien, men desuden deltog han som dansk repræsentant i en række internationale forhandlinger som fx den økonomiske verdenskonference i London 1933. Efter den anden verdenskrig deltog W. aktivt i det nye internationale økonomiske samarbejde der havde til formål at nedbryde og hindre genoprettelsen af fortidens handelsrestriktioner. W. var en ivrig fortaler for Danmarks økonomiske tilknytning til de vestlige allierede. Han blev medlem af E.E.C.E. (Emergency Economic Committee for Europe) 1945-47 og maj 1947 formand for E.C.E. (Economic Committee for Europe). I dette hverv fik han den vanskelige opgave at manøvrere mellem repræsentanterne for de østlige og vestlige lande der under indtryk af den begyndende kolde krig nu tørnede sammen. W. var 1947-48 leder af den danske delegation til FNs internationale konference om handel og beskæftigelse i Havana (I.T.O.). 1949-50 var han leder af de danske delegationer i Stockholm, London og Paris om oprettelse af et skandinavisk-britisk økonomisk udvalg. Marts 1951 udnævntes han til ambassadør i Paris og blev i denne stilling til han faldt for aldersgrænsen i juli 1960. Med sit noget bryske væsen kunne W. virke skræmmende på mange mennesker. Men han var ubestrideligt en dygtig embedsmand og en udmærket forhandler der under sin lange embedsperiode ydede Danmark betydelige tjenester. Titel af gesandt 1945.

Familie

Forældre: maskiningeniør ved DSB Harald Valdemar W. (1853-1922) og Cathrine Margrethe Koch (1856-1931). Gift 28.6.1912 i Frbg. k. med overassistent Elise Marie Nielsen, født 14.9.1887 i Havndal, Udbyneder sg., død 2.1.1970 på Frbg., d. af postmester Niels Stubberup N. (1847-1912) og Elisabeth Marie Meyer (1851-1930). Ægteskabet opløst 1922.

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1930. K.2 1937. K.1 1948.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

New York times 6.5.1947. Politiken 7.7.1950. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 II, 1970. – Papirer i Rigsark. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig