Else Højgaard

Else Højgaard, f. Andersen, 18.4.1906-11.7.1979, solodanser, skuespiller. Født i Kbh. (Matth.), død ved brandulykke i Boderne, Åker sg., Bornholm, begravet asken spredt over klipperne. Else Højgaard står som den eneste i dansk teaterhistorie der nåede fuld udfoldelse af sine evner inden for såvel balletten som skuespillet. Hun blev optaget på Det kgl. teaters balletskole 1914, blev danserinde 1924 og havde sin egentlige debut som Amelie i Drømmebilleder den 6.9.1928. Hun blev solodanser 1931, og sideløbende med balletkarrieren gennemgik hun Det kgl. teaters dramatiske elevskole 1932–34 og fik den 31.3.1935 sin debut som Wendla Brent i Anker Larsens skuespil Søn af Zeus. Hun tog afsked fra balletten 1942, men fortsatte sit virke som skuespiller ved nationalscenen til sin død.

Som danser var H. lys, let og yndig, men det lyriske eller den naive ballet-nydelighed var aldrig hendes force. Hun var som type interessant og ville noget mere end blot vise trin. Hendes elegante teknik som hun havde slebet til ved studier i Paris hos Alexander Volinine og Lubov Egorova og hendes knibske, kokette kvindelighed skaffede hendes succes som Columbine både i Drømmebilleder og i Harlekins Millioner. Hun dansede også hos August Bournonville en række partier hvor hun imidlertid blev mest spændende når hun kunne fylde rollerne med lidenskab og temperament. Med fare for at sprænge de Bournonvilleske rammer var hun en gnistrende Birthe i Et Folkesagn og en glødende Teresina i Napoli som hun dansede ved sin afskedsforestilling i 1942. Else Højgaard var en centralt placeret danser i 1930'ernes brydningsår hvor Harald Lander forsøgte at gøre balletten moderne samtidig med at traditionen ikke skulle smides over bord. I det nyere repertoire var Else Højgaard en vittig ballerina i Petrusjka, dansede partier i Balanchines balletter og var Nini Theilades Psyche og Frivoliteten i samme koreografs Cirklen. I 1940 udnyttede Harald Lander hendes raffinerede og moderne dansestil i Ravels La Valse hvor hun mestrede de bratte standsninger og dristige rytmiske overgange. Til balletten vendte hun overraskende tilbage i 1971 da Flemming Flindt gjorde brug af hendes stærke sceneudstråling og sans for det neddæmpet tragiske som den gamle kvinde i Dødens Triumf.

Allerede før hun forlod balletten havde Else Højgaard skabt sig en position i skuespillet med sit skarpe, vittige og pointerede spil som filmdivaen i C. E. Soyas Chas. Elisabeth Munk i Elverhøj og en række unge kvinder i nyere skuespil, ofte skarpt tegnet og hårdt udleveret som fru Oda i Soyas To Tråde. Hvor særpræget og stort talentet var viste Else Højgaard dog først for alvor da hun helt kunne hellige sig talescenen. Hun blev ofte placeret i karakterfaget hvor hun mestrede både den patologiske karakteristik, ofte på grænsen til det groteske, som da hun spillede moderen i Atom og Morgenfrue på Det danske teater eller Salome i Kaj Munks En Idealist, og det mytiske, som da hun gav synsk klarhed til Isabella de Creuith i TV-teatrets udgave af Kjeld Abells Den blå Pekingeser. Karakteristisk for hendes spil var en monumental autoritet og en storladenhed både i lidelse og i lidenskab som gjorde stærkt indtryk når hun spillede Fru Carrar i B. Brechts skuespil på TV eller tanten i Frøken Rosita hos Garcia Lorca. Lidenskaben kunne ulme bag spillet som i hendes dronning Elisabeth i Richard III, men den kunne også få frit og voldsomt løb.

På samme tid som Else Højgaard spillede på en stærk følelsesintensitet virkede hun som en intelligent skuespiller. Hun øste af et klogt og erfarent kvindesind som Julia i T. S. Eliots Cocktailparty eller som Irina i A. Tjekhovs Mågen, en rolle hun gæsteoptrådte med på Odense teater hvor hun senere spillede sin fornemme Ljuba Ranevskaja i Kirsebærhaven.

Der kunne være noget hårdt i den måde hun udleverede sine personer på, og hendes diktion kunne ofte være skarp og intelligent dissekerende, mens hun i sit spil svingede fra det realistiske til det fantastiske. I de to roller hvor hun nåede højest fik hendes kunst dog tillige en dimension af varm menneskelighed og fortvivlet resigneret forståelse af tilværelsens tragiske grundvilkår. I dansk teaterhistorie vil Else Højgaard først og fremmest blive husket for sin smukke og stolte, forstående og blufærdige Irene i H. C. Branners Søskende fra 1951 og for Phoebe i John Osbornes Tribunehelten fra 1959. Her gav hun et rørende og rystende realistisk portræt af den hærgede, trætte proletarkone som tilværelsen har slidt ned.

Else Højgaard tilhørte nationalscenen i 65 år. Hun gæstede andre scener i København og provinsen, spillede enkelte film og var i hele sin karriere uhyre meget brugt i radioteatret.