Else Pauly

Artikelstart

Else Pauly, Else Margarete Pauly, 23.2.1918-26.8.2000, orientalist. Født i Holbæk. Efter realeksamen 1934 og et par år som assistent på dommerkontoret i Holbæk blev P. 1938 student fra Statens kursus i Kbh. Herefter fulgte sprogstudier ved Kbh.s universitet i engelsk, fransk, latin, græsk samt (hos Louis Hjelmslev) og sammenlignende sprogvidenskab til 1945, afbrudt af giftermål og barnefødsler og genoptaget 1949, men nu koncentreret om sanskrit og andre indiske sprog og iransk. P.s egentlige lærer var Poul Tuxen hvis nære medarbejder og (1951-55) sekretær hun blev. 1973-79 var hun ekstern lektor i påli ved universitetet. Hun har arbejdet på alle indologiens hovedområder, således, sammen med Poul Tuxen, med den vigtige afhandling The Parable of the Climbing Juggler (i Studia Orientalia Ioanni Pedersen ... dicata, Kbh. 1953) om det berømte rebtrick i ikke-indiske kilder og dets baggrund i genuin indisk tradition, og med grundige anmeldelser i Orientalistische Literaturzeitung, 1979 ff. (Asokaindskrifterne og buddhist, eventyr) og Acta Ling. Hafniensia IX, 1965 (Edgerton). Det er dog først og fremmest på det forskningshistoriske område at P. indtager en central plads i dansk indologisk forskning med afhandlingerne Indian Injluence in Danish Lit. (Fourth World Sanskr. Conf. in Weimar 1979), om Ernesto Dalgas' Nirvanavision (Gedenkschr. für Ludwig Alsdorf, Wiesbaden 1981), Helmer Smith-forelæsningen (Symposium ved 100-året for hans fødsel, Uppsala 1982), den smukke, følsomt indlevende Hans Jorgensen: A Pioneer in Nevāri Studies (Indologica Taurinensia X) og frem for alt som den koordinerende og inspirerende kraft i det store internationale projekt A Critical Pāli dictionary, til hvis vol. II hun også professionelt har ydet fremragende bidrag.

Familie

Forældre: bogholder Axel William Christiansen (1888-1964, gift 2. gang 1955 med Albertine Georgia (Gea) Friis, f. Skjøldberg, 1890-1958, gift 1. gang med Lars Carl Jonas Friis, 1868-1927) og Valborg Vilhelmine Wael (1879-1949). Gift 23.8.1945 i Kbh. (Skt. Ansgar k.) med geolog Hans P., født 16.3.1921 i Ordrup, død 15.3.1997, s. af ingeniør Christian Fritz August P. (1875-1948) og Julie Hansine Hammer (1883-1953).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig