Emma Gad, Emmarenze Henriette Margrethe Gad, 21.1.1852-8.1.1921, forfatter. Emma Gad stammede fra handelsborgerskabet og giftede sig som 20-årig ind i det højere embedsbourgeoisi. Denne baggrund har i høj grad præget hendes produktion både med hensyn til miljø- og emnevalg og med hensyn til livsopfattelse. Hun påbegyndte sit forfatterskab som tidsfordriv når ægtemanden var borte i embeds medfør. Hendes skønlitterære arbejder er alle dramatiske. Den foretrukne form er den sædeskildrende dagligstuekomedie, baseret på intriger og ordspil. Emma Gad satiriserer med forkærlighed over borgerskabets sammenblanding af intime anliggender og pengesager (Fælles Sag, 1889, Tro som Guld, 1893, Fruens Politik, 1909) og insisterer på kærlighedens ret over for fornuftspartiet (Guldfuglen, 1908). Et yndet tema er ægteskabelige forviklinger der oftest ender i forsoning (Et Aftenbesøg, 1886, En Advarsel, 1890, Ægtestand, 1913), men i et enkelt tilfælde har Emma Gad med sin sanktion ladet den kvindelige part bryde et ægteskab hvor manden kun dikteres af besiddertrang (Et Forspil, 1894). I det samme stykke viser et par svigerinder et eksempel på venskab mellem kvinder hvor solidaritet går forud for slægtsfølelse og konvention.

Borgerskabets hykleri og snobberi i forbindelse med tidens udbredte velgørenhed er emnet for tre stykker, I veldædigt Øjemed, 1891, Dydens Belønning, 1900, og Gadens Børn, 1903 hvoraf det sidste også er en skarp satire over tidens dobbeltmoral. En ung mand og en ung kvinde fra de 'lavere klasser' stræber begge mod kunstnerisk udfoldelse, hhv. malerkunst og sang. Mens han stiger til tops, støttet af ivrige velgørenhedsdamer, synker hun til bunds, uden at nogen løfter en finger. Stykket, der er komponeret som "Fire Optrin af Hovedstadslivet", har en række indlagte gadeviser af Edvard Søderberg og benytter en næsten brechtsk verfremdungs-teknik. Emma Gads vågne øje for hykleriet rammer ikke kun 'de fine', men også 'bohemen' som forsøger at slå plat på godt borgerfolk (Rørt Vande, 1895), og hun langer ud efter forloren radikalisme overalt i sine stykker.

Et andet kardinalpunkt i forfatterskabet er den ugifte mors og det såkaldt 'uægte' barns stilling. I Aabent Visir, 1898 har hun lagt satiren bort til fordel for engagementet. Hun lader, meget realistisk, stykket ende i konflikt, men senere omarbejdede hun det med en happy ending (Barnets Ret, 1911). Talerøret er en 'emanciperet' kvinde, men i andre af sine stykker har Emma Gad leveret en række ondskabsfulde portrætter af kvindesagskvinder.

Emma Gads skønlitterære produktion er meget tvetydig; i sin søgen efter ægthed og hæderlighed tager hun ikke parti for nogen part, men forsøger at skabe en syntese af de traditionelt borgerlige og de radikale synspunkter. Den samme dobbelttydighed findes i hendes virke som redaktør og skribent af håndbøger i sæd og skik. Som redaktør (sammen med Sofie Holten) af den oplysende og normsættende antologi Vort Hjem (1903) lod hun radikale skribenter komme til orde, samtidig med at hun selv og andre forkyndte god borgerskik. Den senere så berygtede Takt og Tone. Hvordan vi omgaas, 1918 (18. oplag 1929, ny udgave 1975) bærer tydeligt præg af at være skrevet i en overgangsperiode. På en gang formidler den et nyt og mildere syn på omgangen mellem mennesker og fastholder de dele af konventionen som Emma Gad fandt værdifulde. Bogen er bedre end sit ry og skrevet med stor humor og selvironi.

Emma Gad var yderligere knyttet til Politiken, hvis Dametidende hun redigerede. Til trods for den kritik Emma Gad ofte fremførte mod kvindebevægelsen i sine stykker var hun selv aktiv inden for forskellige områder af den. Hun stiftede 1898 kvindernes handels- og kontoristforening under navnet Hegnet. Den var en af de første fagforeninger for kvinder uden for arbejderklassen, men formålet var i et vist omfang af humanitær og selskabelig art. Som 'formand' for Dansk kunst-flidsforening (1900) bidrog hun til at hæve kvindehåndværk i anseelse.

Emma Gad forsøgte i sin person, sit hjem, sit forfatterskab og i kvindesagen at forene elementer fra en svunden tid med nye strømninger; hun var et barn af sin tid og sin baggrund, men hun har også sat sit præg på livet i borgerskabet i sin eftertid. Hun var en toneangiver.

Familie

Emma Gad blev født i København (Garnisons kirke), død samme sted, begravet samme sted (Holmens kirke). Forældre: grosserer Hans Peter Andreas Halkier (1808-60) og Edvarda Sophie Munch (1818-82). Gift 20.9.1872 i København (Holmens kirke) med premierløjtnant, senere kontreadmiral Nicolaus Urban Gad, født 20.12.1841 i København (Vor Frue kirke), død 6.4.1920 samme sted, søn af politiassistent i København, senere byfoged i Sæby og herredsfoged i Dronninglund herred, justitsråd Henry Christian Gad (1807-65) og Ida Adolphine Vilhelmine Bruun (1815-91).- Mor til Urban Gad.

Udnævnelser

F.M.l. 1905.

Ikonografi

Maleri af E. Henningsen ca.1880. Træsnit 1894. Maleri af Sofie Holten, 1896. Tegning af Alfred Schmidt ca.1904 (Fr.borg). Buste af Augusta Finne (bl.a. Dansk kunstflidsforening). Træsnit af H.C. Olsen, 1906, efter foto. Maleri af Marie Henriques, 1909, og af Peter Urban Gad, 1915. Tegning af B. Wegmann (Fr.borg). Karikaturer af R. Blix og af R. Storm Petersen, 1918.

Bibliografi

Selvbiografi i III tid. 13.11.1898 og i Verden og vi 30.11.1917. – Danske dramatikere, 1916 (forordet); samme, 1947 5-10 (optryk af foregående) 57f. Valdemar Koppel i Politiken 9.1.1921. Sst. 13.1. samme år Rob. Neiiendam: Det kongelige teaters historie IV, 1927 182f; V, 1930 90. Otto Rung: Fra min klunketid, 1942 (ny udg. 1965) 76. – Manus, og breve i Det kongelige bibliotek.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig