Erik 4. Plovpenning

Erik 4. Plovpenning, 1216-10.8.1250, konge. Død på Slien, begravet først i Slesvig, siden i Skt. Bendts k. i Ringsted. E., Valdemar Sejrs førstefødte søn med Berengaria, udnævntes allerede som spæd 1216 til hertug af Jylland, afløste 1226-30 sin ældre halvbror Valdemar den Unge som gidsel for løsesummen til grev Henrik af Schwerin og efterfulgte ham som faderens medkonge; kronet af ærkebiskop Uffe 1232. Som sådan udstedte han selvstændigt kongebreve. Ægteskabet med den sachsiske hertugdatter knyttede ham til tysk politik, og som det fremgår af den tyske digter Reinmar von Zweters digt blev han foreslået til tysk konge, hvad der dog afvistes fra dansk side 1240. Ved faderens død 1241 blev han enekonge. E.s tiårige regering indledte en periode i dansk historie med uro og stridigheder; det skyldtes at han "var på vagt over for kongeætlingers og kirkens stigende vælde" (H. Olrik). Tre gange rejste broderen hertug Abel af Sønderjylland sig mod E. med krav om større magt og indflydelse i hertugdømme og kongerige. Efter første opstand 1242-43 enedes brødrene 1244 om et fælles tog mod Estland, men af ukendt grund vendte de om i Ystad. Estlandstoget var et led i E.s ivrige kirkepolitik hvis fromme motivering markedes allerede ved en begæring 1241 om at måtte blive begravet i munkekutte i Roskilde franciskanerkloster, mere konkret ved en ihærdig korstogs-politik, med pavelig støtte rettet mod Estland i forlængelse af Stensbyforliget af 1237.

E. opnåede ikke større resultater i Estland, men hans navn knyttedes varigt til Reval, specielt dets Michaeliskloster. Hjemme førte korstogspolitikken imidlertid til brud med den danske kirke på grund af krav om kirkelige ledingsydelser og ret til at bruge kirketienden dertil. E. opnåede 1245 pavelig bevilling på kirketienden, men samtidig anmodning om at vise mildhed i ledingskravene. Uden kendskab hertil havde den danske gejstlighed reageret skarpt og i februar 1245 under ledelse af ærkebiskop Uffe vedtaget de såkaldte Odensestatutter der aktualiserede en ældre formulering om bandlysning af enhver der bevidst krænkede kirkens ret, friheder og ejendom, hvad der var en tydelig advarsel til E. Allerede samme år kom det til et personligt brud med den hidtidige kansler, Roskildebiskoppen Niels Stigsen, der blev tvunget i landflygtighed. Resultatet blev at der 1246 dannedes en stærk koalition mod E., idet Roskildebispens slægt Hviderne, der tidligere havde været kongemagtens nærmeste støtte, nu sluttede sig til Abel der også støttedes af hans to brødre hertug Christoffer og hertug Knud og dertil af svogrene, de holstenske grever samt Lübeck. I de kommende år bekæmpede E. og Abel hinanden ved hærgende angreb; Ribe skiftede gentagne gange herre, jyske byer og Odense afbrændtes af Abel og hævnedes ved afbrænding af Abels Svendborg og Arreskov, og E. kunne nedkæmpe og fængsle brødrene Christoffer og Knud. Søsteren, markgrevinde Sofie af Brandenburg der kom for at mægle mellem brødrene, døde forinden i Flensborg 1248; et forlig kom dog i stand samme år, men holdt ikke. 1249 blev situationen på ny kritisk for E. Pave Innocens IV, hvem den kongelige korstogspolitik længe havde gjort valen over for den landflygtige Niels Stigsen, vendte sig nu skarpt mod E., og en koalition dannedes på ny omkring Abel der nu tog kongenavn, og mens en lybsk flåde indtog og afbrændte København, som E. havde inddraget fra Roskildebispen, fordrev en opstand i Skåne kongen. 1250 stod E. dog atter som sejrherre; det skånske oprør var dæmpet, forlig var indgået med Lübeck, og Sønderjylland erobret til og med Slesvig by. Her indgik brødrene på ny en fredsaftale. Men efter forligsfesten blev E. overfaldet af Abels mænd, dræbt, og hans lig kastet i Slien; det skete antagelig i forståelse med Abel, selv om han siden ved ed fralagde sig al skyld og blev konge efter den sønneløse E. der kun efterlod sig døtre. Om E. som person og regent er de samtidige kilder stærkt modstridende, og udtalelserne lader sig ikke verificere. Men snart overskyggedes hans personlighed af martyrdøden og den derfra udledte propaganda for hans helgenværdighed. Der opstod beretninger om mirakler ved hans grav, først i Slesvig dominikanerklosters kirke, siden i domkirken, indtil den yngste bror kong Christoffer 1258 overførte hans lig til den kongelige gravkirke i Ringsted og her opdyrkede en helgenkult om hans grav. Baggrunden var kong Christoffers strid med den ældre kongelinje, Abelssønnerne, hvis legitimitetskrav svækkedes ved at stemple Abel som konge-, broder- og helgenmorder. En ansøgning til paven om kanonisering besvaredes 1258 med nedsættelse af en kommission bestående af tre jyske biskopper; men dermed synes sagen standset, så E. måtte nøjes med at forblive en elsket folkehelgen, til hvem en række østdanske gilder var indviet, bl.a. i Kallehave, hvis skrå er den ældste i original (o. 1300). – Et oprindeligt monument over E.s helgengrav med over- og undergrav i Ringsted kirke er tidligt forsvundet, men på kalkmaleri er E. fremstillet på forskellig måde, først som kronet konge i korbuevæggen og i krydshvælvet henimod år 1300 som tronende konge og med en række scener fra hans martyrium.